Jeg er sat på sukkerfri, her er min ærlige mening om det hele

16830211_10210601505650621_71052831_n-2Min roomie fik for lidt over en uge siden den helt igennem fantastiske ide (ironi kan fremkomme), at vi da skulle starte på sukkerfri februar. Jeg sagde, at jeg synes det var verdens dårligste ide, men rundt regnet 15 minutter senere, hang der to fint tegnede skemaer på vores køleskab med resten af februars dage. En med mit navn og en med hendes – og så kunne jeg godt fornemme, jeg ikke rigtig havde mere at skulle have sagt i den sag.

Da jeg fortalte mine venner, at jeg var sat på sukkerfri grinte de af mig og sagde “dig… sukkerfri” og så grinte de lidt mere. Min mor sagde “Det var da noget kedeligt noget” og jeg kunne kun give hende ret. Men hvad gør man ikke for sin roomie, og jeg kan jo ligeså godt prøve, om ikke andet bare for at se, hvordan det er…

Men kender man blot lidt til mig og mine holdninger om sukkerfri, så ved man også godt, at de to ting ikke går hånd i hånd. Jeg hader kasser, og hvad er der i kassen sukkerfri? Er sukkerfri at fjerne alle kulhydrater? Fjerne raffineret sukker? Tilsat sukker? Tæller sødestoffer? Og hvorfor egentlig gå sukkerfri? Alt handler om balance, at finde balancen hvor alt er tilladt, hvor der er plads til alt. I min verden hører slik og kage ikke kun weekenden til, det hører sig til, når du har lyst til det. Sukkerfri kan måske være med til at hjælpe en med at indse, at man egentlig ikke har lyst til sukker hele tiden, og måske spiser lidt for meget slik i hverdagen. Men når man har en fin balance mellem nutella og gulerødder, så kan jeg ikke se hvorfor sukkerfri er en god ide.

Vi har været på sukkerfri i 10 dage nu, og jeg kan ligeså godt sige det som det er… Jeg faldt i på anden dagen, min roomie ved det bare ikke endnu, så jeg håber ikke hun læser med her. Men det gjorde jeg. Hun havde ridset reglerne op for mig: Ingen bland selv slik, ingen nutella, ingen kage, ingen chokolade (vores største laster, hvis man kan sige det sådan). Jeg spiste nutella på dag to. Nogle vil måske sige, at jeg har en rygrad som en regnorm, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg har ikke lyst til at udelukke noget fra min kost, heller ikke sukker. Jo hvis jeg mente jeg havde et overforbrug, men det mener jeg ikke, at jeg har. Derfor “faldt jeg i” (om man vil), fordi jeg hader kasser, begrænsninger og fordi jeg elsker nutella. Jeg har også spist en pakke riskiks med chokolade (hvilket der i min verden overhoved intet er i vejen med, men et no go på sukkerfri). Jeg havde indpakningen til kiksene liggende i min skuffe i tre dage, for jeg ville ikke have min roomie skulle se jeg havde spist dem. Så min konklusion på det hele må være, at har du et fornuftigt forhold til sukker og slik, så behøver du ikke udelukke noget. Alt med måde er nøgleordene, og min roomie og jeg er heldigvis blevet enige om, at vi slutter sukkerfri på fredag.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Fordi jeg spiller så smart

skaermbillede-2017-02-17-kl-21-22-211:// New Look Drop Arm Hoodle 2:// Adidas Originals Black Three Stripe Hogh Neck Sweatshirt 3:// Nike Gym Vintage Full-zip  4:// Adidas Originals Black Three Stripe Hogh Neck Sweatshirt 5:// Nike Tech Fleece Mesh Cocoon 6:// Weekday Floral Print Sweat Top

“Du spiller så smart” lød det forleden fra min lillebror, da han så et billede af mig på min blog. På billedet stod jeg smilende og kiggede ned i jorden (et klassisk bloggerpose). Et par dage efter var jeg nede og træne i mit center. Jeg havde mine elskede høretelefoner på, sammen med min favorit trøje fra Nike. Jeg havde taget hætten på, for at lukke mig helt inde i min egen verden under min træning. Efter træningen blev jeg drillet af mine kollegaer med, at jeg var gået i beastmode fordi jeg havde hætte på. De sagde jeg spillede smart og sej. Jeg svarede dem, at det ikke er noget jeg spiller. Og det er det heller ikke. For jeg prøver hverken at være smart eller sej når jeg træner. Men jeg prøver derimod at få et afbræk fra hverdagen. Lukke mig inde. Glemme alt omkring mig. Være i nuet og nyde at bruge min krop. Derfor er jeg fan af hættetrøjer, og jeg har bemærket, at jeg mere og mere render rundt med hætten oppe. Også når jeg er derhjemme. For at få ro, og så fordi der er møghamrende koldt på mit værelse. Og jeg trænger snart til nogle flere hættetrøjer, og hoodies, for jeg misbruger alle dem jeg har lige for tiden.

Indeholder affiliate links

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er jeg et dårligt menneske fordi min mave deller?

16830542_10210618775082346_920405292_nHer er jeg. Glad. Afslappet. Sund. Jeg havde forleden en kostvejledning hvor emnet faldt på deller. Ikke et atypisk emne i forhold til de kostvejledninger jeg har, da rigtig mange har svært ved at acceptere, at maven altså folder når man sidder ned. Men det gør den, også på en sund krop. På en veltrænet krop. På en glad krop. Deller er ikke noget fanden har skabt, det er noget naturen har skabt. Kroppen består primært at fedt og muskler. Fedt er noget blævret noget, så det ville da se mærkeligt ud, hvis den stod knivskarpt hele tiden. Det ville da være mærkeligt, hvis dens udseende ikke ændrede sig i takt med dine bevægelser.

Alligevel får jeg rigtig tit henvendelser om, at mange ser sig selv som dårligere mennesker når de kigger på deres mavedelle. Jeg har mest af alt lyst til at råbe og skrige. Ikke af dem. Jeg ved egentlig ikke rigtig af hvad. Af idealet tror jeg. Det ideal der planter tanker i unge pigers hoveder om, at man er et dårligt menneske når man har deller. Guess what, så er jeg et dårligt menneske.

Det næsten altid mavedellen samtalen drejes over på. Hvilket egentlig giver god mening. Mavens udseende ændrer sig markant fra vi står op til vi går i seng. Den kan være flad det ene øjeblik, oppustet det næste. Det er da om noget forvirrende. Det er i den alt magien sker. Når vi spiser kan vi mærke reaktioner i maven. Fordøjelsen spiller os et puds. Producerer luft. Udspiller vores maver. Giver os en følelse af, at vi har taget på. Bukserne strammer mere end imorges. Tankerne begynder at flyve. I stedet for at acceptere, at det er en naturlig del af kroppens daglige procedure, går tankerne straks på vægttab, træning og sukkerfri fra imorgen af. Morgenen efter er maven normal igen. Lige indtil du begynder at spise, og hele mekanikken går igang igen. Men ro på. Det helt normalt, venlig hilsen den kliniske diætist.

Det er helt normalt at maven arbejder i løbet af dagen. At tarmene producerer luft og udspiler din mave. Det er helt normalt at din mave deller når du sidder ned. Det er helt normalt at du ser en dobbelthage når du åbner snapchat, og kameraet er på selfie-mode. Der er absolut intet af det her der er unormalt. Det gør dig ikke til et dårligere menneske. Vi har alle sammen deller, det er bare ikke alle der har lyst til at dele dem med dig på de sociale medier. Husk på det.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Åben øjnene Tornerose

16129638_10210316084835279_1569348357_oBerøringsangst er et begreb jeg først sådan rigtig har beskæftiget mig med, efter at være startet som frivillig i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Berøringsangst er et spøjst ord, og jeg har egentlig aldrig rigtig smagt på ordet før nu. Min definition af ordet er: At være bange for at italesætte et emne, fordi man er nervøs for hvad udfaldet vil være. En ting jeg især har taget med mig fra mit frivillige arbejde er, at hvis vi ikke snakker om det, løser det intet. At tale om tingene er ikke altid løsningen i sig selv, men det er en start. Vi acceptere at problemet er der. Vi taler højt om problemet. Vi viser problemet, at vi ikke er bange for det.

Jeg har selv været meget berøringsangst, eller konfliktsky om man vil. Jeg hadede at se virkeligheden i øjnene, hvis den ikke behagede mig. Ved at lukke øjnene for det, gemte jeg virkeligheden væk i nogen tid, levede videre i min lille illusionsbobbel, men opdagede også hurtigt, at virkeligheden igen ville ramme mig, denne gang i endnu større hast end før. Sådan tror jeg mange går rundt og har det. At lukke øjnene er ikke løsningen på noget. Du kan ikke sove problemerne væk Tornerose. Men at italesætte dine tanker, ideer og behov, det er vejen frem.

Det behøver ikke kun at handle om ting som spiseforstyrrelser og selvskade, vi bør generelt være bedre til at tale om alle hverdagens små problemer. Små problemer som kan have potentiale til at vokse sig store og grumme. Selvfølgelig skal vi ikke være pernitten og lægge overdreven vægt på små problematikker. Men er der noget der nager os, bør vi tale om det. Vi bør italesætte ting meget mere. Tale om følelser. Tale om tanker. Ingen af os er tankelæsere, og uanset om det handler om din kæreste der ikke har taget opvasken for fjerde gang i streg, eller veninden som endnu engang aflyser en aftale, bør du fortælle hvis det går dig på. De kan ikke læse i dine ansigtsfolder, hvad det er der går dig på, så du bliver nødt til at fortælle dem det med ord.

Spild tiden lidt

16776421_10210572251759292_1184146713_oJeg har sat mig til rette i min seng. Fundet min computer frem, og tændt for mit TV. Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal se Bones eller skrive blogindlæg, så jeg tænker mig at gøre det kvinder nu engang er så kendte for, at multitaske. At blogge mens jeg ser Bones, lyder da hyggeligt og smart. Jeg tager en slurk te og tænker lidt for mig selv. Jeg har næsten lige skrevet et blogindlæg om at vi har så travlt for tiden. Sætningen, “vi bør spilde tiden mere” har kørt rundt i mit hoved hele dagen. Hvorfor har jeg behov for at multitaske nu? Hvorfor har jeg behov for at udnytte hvert minut lige nu. Hvorfor kunne jeg ikke bare spilde tiden lidt?

Jeg tænker tilbage på mit seneste blogindlæg (på daværende tidspunkt – læs det her), tænker på hvordan jeg altid får af vide, at jeg er så god til at rådgive andre. Tænker på hvor dårlig jeg er til, at rådgive mig selv. Jeg er blevet bedre, bevares, vi lærer vel hele livet, men jeg er stadig ikke perfekt. Jeg fejler stadig, stresser stadig, jeg er også kun et menneske. Jeg har stadig tendens til at tro, at jeg skal kunne bære klipper med mine arme, og nå trætoppe mens jeg står på jorden med mine 163 cm. Jeg har selv brug for at stoppe op nogle gange, brug for at en hiver mig ud af hverdagens faste greb, rusker i mig og råber SLAP AF NADJA.

Så hvorfor ikke spilde tiden lidt. Bruge de timer vi nu har, og tænke pyt til de ting vi ikke lige når idag. Jeg siger ikke, at du skal sige pyt til dine deadlines eller vigtige aftaler, blot prioritere dem. Prioritere dine ting, give plads til at du kan sidde og glo ud af vinduet hvis det er det du har lyst til, geare ned fra syvende til tredje gear. Du har kun to arme og to ben, og hvor ofte er det ikke lige gået galt, når du bare lige har skulle hente en kop kaffe på arbejdet, gået forbi printeren, tænkt “jeg tager da lige de kopier jeg printede med mig”, går forbi reolen med dine mapper, tænker “orv, den mappe skal jeg bruge senere, den napper jeg lige med mig”, går videre ned mod din plads, mødt en kollega, forsøgt at vinke, men alle hænder er fulde, og pludselig stået med kaffe over det hele. Digtet scenarie, men måske du kan relatere. Måske kan du se dig selv i situationen, eller en lignende situation. Måske den kunne være undgået hvis du havde spildt tiden lidt, og gået to gange? Måske ikke. Det er alt sammen kun tanker der florerer i mit hoved mens jeg sidder her i min seng. Jeg tager endnu en slurk af min te, kigger op på mit fjernsyn som stadig står med Netflixs startskærm. Lukker min computer ned, og ligger den væk. Sætter min telefon på flytilstand. Går ud og laver mig endnu en kop te, og sætter Bones igang. Nyder kun at have én skærm tændt foran mig.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Om en hvidvinsbrandert, højlydte grin og gratis vin til dig og din weekend

15451238_10209931310056150_835278236_nDa jeg startede med at drikke vin, startede jeg blødt ud med hvidvin. Det tror jeg de fleste gør, lidt ligesom da man skulle lære at drikke kaffe. Starter med latte og slutter med sort i sort. Efter min første heftige hvidvinsbrandert (kan ikke anbefales) har jeg dog haft et lidt ambivalent forhold til hvidvinen, og gået over i rosé og rødvinens rækker. Jeg har aldrig været den store vinkender, eller nørdet hvor man finder de bedste og fineste vine, men jeg går op i, at den fylder mig med varme, lækkerhed og ro.

Jeg har dog alligevel suget lidt vin-viden til mig, siden jeg tog min første tår bitter rødvin, og det er blandt andet, at man helst skal gå efter de flasker, hvor vinen er så tæt på proppen som muligt, for at undgå en sprittet smag, og endnu vigtigere, at man skal gå efter en vin med lavt garvesyrer indhold, for at undgå blå tænder. Og det var så så nørdet det kunne blive, fra min side af. Så hvis du har nogle vin fif som jeg skal kende til, til jeg i weekenden skal have mig en lækker rødvinsbrandert sammen med min roomie, så fyr dem afsted i en kommentar til os. Det kan godt være, at nogle mener det er usundt at drikke vin, men det er jeg egentlig ret ligeglad med. Sundhed er hvad du gør det til, og uden at lyde for alkoholisk, så kan en rødvinsbrandert være lige det man har behov for, for at slutte en lang uge af. Vin giver anledning til at lade dig slippe hæmninger, nyde nuet, grine højlydt og bare være til stede – og lige præcis dét er en stor del af sundhedsbegrebet for mig. Om det så er et glas en onsdag aften, eller en flaske lørdag, det er for mig lige fedt.

Så hvis du undrede dig over, hvorfor en sundhedsblogger vælger at skrive om vin, er svaret ovenfor. For mig handler sundhed ikke om hvad jeg kommer indenbors, men hvordan jeg har det med det, og hvad det giver mig. Jeg er KÆMPE fan af vin, så stor fan, at jeg vil give dig 150 kr. gratis til at handle vin for. Så du kan slippe hverdagen, nyde nuet, grine til du får mavekrampe og tage en pause fra alt det der tynger skuldrene. Det eneste du skal gøre er, at tilmelde dig Theis Vines nyhedsbrev hvor du vil få 150 bonuspoint (150 kr.) til at kunne handle lækker vin til weekenden. Du får samtidig alle mulige andre fordele ved at tilmelde dig deres nyhedsbrev, du kan læse alle fordelene her, og tilmelde dig her.

Indlægget er sponsoreret

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Gæsteblog: Min vej til konkurrence del 2

16651721_10154390144184077_987630419_nAf Samir Bergkamp Kadhim læs første del her

Der gik ikke ret mange dage før jeg havde undersøgt alt om disciplinen og hvad det ville sige at stille op til NC 2017. Jeg blev hurtigt rigtig bidt af det og lagde mærke til hvor stor en verden det egentlig er.

Der findes mange forskellige klasser man kan stille op i debutantstævnet b.la. Bodybuilding, Body Fitness, Bikini Fitness, Atletic Fitness og Mens Physique.

Jeg vidste fra start at det ikke var noget jeg kunne klare selv. Alt omkring træningsplan og kostplan op til konkurrencen, men også forberedelser og det der hører med. Råd, vejledning, motivation og støtte var noget jeg søgte.

Der findes uendelig mange trænere derude. Både uddannede som ikke uddannede. Både dem som var dyre og dem som var ekstrem dyre. De lover det ene og det andet og man ved egentlig ikke hvem man skal gå til.

Havde indsnævret det til to trænere og det var en lidt svær beslutning, men jeg fandt frem til en træner, som har en masse erfaring indenfor kategorien, men også havde skabt synlige resultater. Ikke kun via hans atleter, men også han selv deltog i mange konkurrencer.

Hans atleter ud fra hvad jeg havde hørt, set og læst var seriøse og meget målrettede. Træneren havde et ry for at være hudærlig og ekstremt fokuseret på at nå i mål, det er hvad jeg kunne nikke genkende til og spejle mig ind i hvem jeg er som konkurrence menneske.

Derfor gik valget til Lars fra In2shape, hvor han havde som nævnt flere års erfaring og resultater på scenen. Han er typen som ikke vil stille sit navn til, hvis ikke man har potentiale til at komme på en topplacering. Det var hvad jeg kunne rigtig godt kunne lide ved ham.

Vores første samtale var meget interessant og han sad faktisk og lyttede til hvad jeg havde at sige. De fleste trænere jeg havde hørt om, var altid meget kyniske og kontante og ville egentlig bare havde penge på forskud. Ham her tilbød mig en samtale først og derefter kunne vi tale om det var realistisk for mig.

April 2016 var min første måling og vejning hos Lars og der kan jeg huske min vægt lå på 88kg og en fedtprocent på 12. Det undrede mig ikke jeg lå så højt oppe i fedtprocent, da jeg lige havde slået op med min eks, ikke havde noget sted at bo, ingen penge og måtte starte forfra i mit liv. Så beslutningen om at jeg skulle stille op var særdeles motiverende, selvom jeg ikke havde det på plads på hjemmefronten – så ja, jeg tænkte egentlig ikke over hvad jeg spiste og var lidt ligeglad.

Tror de fleste kan nikke genkendende til det med at starte på en frisk eller udstede sig et mål, efter man har været igennem en turbulent periode. Det sætter tingene i perspektiv og man får lyst til at gøre noget godt for sig selv igen. Nogle tager ud og rejser, andre bruger en del tid med deres venner og nogle vælger sågar at flytte og starte på ny. Vi bearbejder alle tingene på hver sin måde og så længe man bearbejder det, er man allerede godt på vej op igen.

Min situation var noget anderledes da jeg ville gøre det her for mig selv inden, da jeg længe ikke har haft et mål og noget i mig blev sat til livs igen. Jeg fik et træningsprogram og kostplan som jeg skulle følge. Der var over et år til og Lars fortalte mig at jeg havde et potentiale, da han kunne se jeg var i træning og havde en masse vi kunne videreudvikle.

Han understreget at det ville være et dyrt forløb, ikke kun hos ham, men hele pakken. Maden, livsstilen, tilmelding, konkurrence, overnatning, transport. Der var mange ting jeg skulle tage højde for. Han fortalte mig også at jeg skulle tænke mig grundigt om, da det kræver nogle ofre og en del sociale arrangementer man skulle pludselig takke nej til.

Alkohol, junk og måltider, som indeholdte fattige kcal. Er som altid strengt forbudt i sådanne sammenhænge.

Hvad der overraskede mig mest de første to måneder var min motivation. Jeg steg til 92kg og havde en fedtprocent på omkring de 8. Har altid selv forsøgt at tage muskelmasse på og gå ned i fedt, hvilket er rigtig svært i forvejen, hvorfor det aldrig har lykkedes mig.

Jeg forsatte de gode takter og havde kun et mål i tankerne. Kunne gå hen og fantasere om at stille mig op på scenen, mit mål har fra starten været at komme i en top 10, men pludselig var mine forestillinger i en meget bedre placering. Jeg begyndte at tro på det og den måde min krop reagerede på, var for mig et godt tegn på det rette spor jeg var på.

Havde pludselig glemt alt om min problemer, havde bare en ting jeg ville gå op i. Selvfølgelig var tiderne ikke nemme, men det blev nemmere at holde sig beskæftiget med noget, frem for at være fanget i kulkælderen med de samme overanalyseringer af tanker.

Fik ros fra min familie, venner, kollegaer fitness kammerater fra det sædvanlig center jeg træner i og jeg følte mig som et helt andet menneske. Et menneske med et bevis på at det faktisk kan lade sig gøre at opnå noget man arbejder hårdt på. Mine forberedelser var altafgørende og min træning kørte derud af. Blev stærkere og blev mere sulten efter at opnå mere.

Mine madpakker var fyldte og stod i fryseren og køleskabet og der var til en hel uge af gangen. Alting spillede og jeg fik mig en rigtig go’ start.

Men så kom sommeren.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Når musikken spiller

16466057_10210460372682385_1005546055_oVi udvikler os hver dag, hele livet, og det tror jeg faktisk er pisse sundt. Jeg tror at nogle træk går igen igennem alle vores år. Nogle vaner slipper vi sikkert aldrig. Men vi udvikler dem måske i en ny retning. Vi udvider vores horisont for, hvordan vi også kan se på tingene. Åbner øjnene for, at en firkant har flere vinkler, og at den ikke behøver være ens set fra alle vinkler. Ændrer os selv i takt med at musikken spiller. Finder os selv mere og mere. Hvis jeg tænker tilbage på da jeg var barn, så ser jeg en meget stille pige, som stod meget i baggrunden. Hun havde en masse at sige, hendes hoved kørte rundt med tanker, men de kom aldrig over hendes læber. Idag har jeg stadig den her stille pige i mig, men i en udviklet version (Okay, det lød lidt Pokémon agtigt…). Det stille identificerer jeg med, at jeg idag hviler i mig selv, at jeg er nede på jorden. Men med årene har jeg dog lært at åbne munden. Jeg siger min mening og kalder en spade for en spade. Den stille pige var meget perfektionistisk, ryddelig og pæn. Bad var noget man tog hver dag, og rod var ikke noget der behagede hende. Idag tager jeg lidt lettere på det hele. Alt behøver ikke stå snorrelige. Jeg dør nok ikke af, at opvasken står til imorgen. Det går nok at der ligger vasketøj på hele mit gulv. Mit hår falder ikke af, af at prøve at være fedtet for en gangs skyld. De ting gør mig ikke til et dårligere menneske, og det er noget jeg har lært med årene.
Min pointe med det her indlæg er vel egentlig, at få dig til at indse, at vi hele tiden ændrer os. Jeg har mødt mange, der har siddet fast i en illusion om hvordan de er, for “sådan har jeg jo altid gjort”. Det er bare ikke ensbetydende med, at det er sådan det altid bør være. Jeg skriver det her indlæg til dig, der sidder fast i en identitet. Jeg skriver det her indlæg til den lille stille pige, for hvor var det sejt af hende, at følge med udviklingen. Jeg holder stadig fast i dele af hende, men hun har vokset sig ud af sin trygge og vante comfortzone, og det kan du også gøre.

Chokolademousse med en spøjs ingrediens

10341946_10202862075129695_8992019902618560703_nJeg er en chokoladegris til langt op over begge øre. Chokolademousse er en af mine favoritter. Den her chokolademousse tager ikke lang tid at mikse sammen, og den smager himmelsk. Du rynker måske på næsen når du ser ingredienserne, men avokado er slet ikke dumt til at lave mousse med. Så jeg synes du skal give den en chance.

Det du skal bruge (2 personer):

  • 2 modne avocado
  • 4 spsk skyr
  • 2 spsk mælk
  • 4-5 spsk kakao
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 2-3 spsk honning
  • et drys salt
  • evt. 3-4 spsk økologisk appelsinsaft og lidt revet økologisk appelsinskræl.

Fremgangsmåde:

Fri avocadoen for stenen og skallen og put derefter alle ingredienserne i en blender. Blend til du har en ensartet og glat masse. Kom i glas eller i en skål, og stil på køl indtil servering. Moussen har godt af at stå i hvert fald en time på køl.

Server den sunde mousse med friskskåret frugt, finthakkede chokolade, nødder og lidt økologisk appelsinskal på toppen.

10269549_10202862075169696_4218270172979625245_n

Om folk der løber til metroen

16443025_10210455441319104_202402971_oJeg er på vej ned til Kongens Nytorv metro station. Jeg kan ikke huske hvor jeg er på vej hen, men det er ikke myldertid. Jeg ser, at den metro jeg skal med holder nede på stationen, og rundtom mig begynder folk at små løbe ned mod metroen. Jeg stopper op, kigger op på skiltet med forventede afgangstider for metroen. Næste metro kommer om to minutter. Jeg ser stadig folk, nu i hurtigere tempo, løbe mod de åbne døre mens tonen hyler, at nu lukker dørene og metroen kører væk. Jeg ser folk der skuffende står tilbage på stationen. Skuffelsen i deres ansigter er ikke til at skjule. Nu skal de vente to minutter på den næste metro. Måske når de så ikke deres tog, bus, cykeltaxa, eller måske står kæresten med mad klar derhjemme, hvad ved jeg. Jeg bipper i stilhed mit rejsekort ind, mens jeg ihærdigt forsøger at distrahere mig selv fra de dømmende tanker der banker på i mit hoved. Hvorfor så travlt?

Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har forstået ideen i, at løbe til metroen. De kører så hyppigt, og at skulle vente to minutter kan egentlig ikke vælte min dag. Alligevel prøver jeg at forstå. Jeg ved vi er forskellige, skal forskellige ting. Det kan være de to minutter gør, at du skal stå og vente 20 minutter på Vanløse station. Det kan være du i forvejen var forsinket. Det kan være du skulle til et vigtigt møde, men nu kommer for sent. Men, hvorfor så travlt?

Et par dage senere går jeg ned af Falkoner Alle. Jeg ser på fodgængerovergangen, at den snart skifter til rød. Sekunderne tæller ned fra ni, og jeg kan se jeg ikke kan nå med over, så jeg sænker farten. En mand foran mig sætter tempoet op. Han ved, at han ikke når med over, alligevel løber han nu med hastigere skridt end før hen mod overgangen. Den bliver rød inden han får sat foden ud på vejen, han fortsætter over. Jeg venter på der bliver grønt igen, og går over krydset med tankerne, hvorfor så travlt?

Det er langt fra kun i trafikken at vi haster afsted. Efterhånden synes jeg, at der er en generel tendens i vores hverdag til, at haste afsted. Vi forestiller os ting, digter scenarier. Ligesom når du løber mod metroen og alligevel ikke når den: Nu når du ikke dit tog, kommer for sent til dit møde, og hvad vil der så ikke ske? Ja. Hvad vil der ske? Det ved du ikke, så hvorfor bekymre dig så meget? Hvorfor digte på hvad der kommer til at ske, når du reelt set slet ikke har nogen ide om det.

Hvornår lærer vi at tage den med ro? At slappe af i nuet. At sige pyt. En af mine yndlingssætninger er “Hvis jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det nu, skal jeg ikke bekymre mig om det”. Det er en sætning jeg har brugt rigtig meget. Nogle gange stiller jeg det som spørgsmål til mig selv “Kan du gøre noget ved det”, “Nej”, “Skal du så bekymre dig om det?”, “Nej” (man er vel sin egen psykolog engang imellem…). Hvem siger, at verden vælter, hvis du forsøger at mærke efter et øjeblik, være i øjeblikket og se på det der sker lige nu. Stop op for det røde lys, kig dig omkring, åben øjnene og se på dine omgivelser, tag den med ro, træk vejret.

Lad hver med at tro, at du ved hvordan andre vil tænke om dig, hvis du kommer for sent. Du ved først hvordan de tænker når du har spurgt dem. Du kan ikke forudse mennesker. Mennesker er forskellige. Mennesker tænker forskelligt. Det er først når du tør åbne munden og spørge dem, at du får svaret på hvordan de har det. Det er først når du tør stoppe op for det røde lys, at du finder ud af, at det ikke er så slemt at vente 30 sekunder mere. Det er først når du stopper med at forestille dig hvordan ting bør og skal forløbe, at du kan slappe helt af. Det er først her, at du kan slippe den stress, som formegentlig er ved at opbygge sig i dig. Stress er ikke spor sjovt at blande sig ind i, så stop op. Lad hver med at opbyg en forestilling, den vil kun stresse dig endnu mere. Lad hver med at hav så travlt, at du bliver presset over tanken, at skulle stå stille i 30 sekunder, brug de 30 sekunder, nyd nuet lidt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

De blødeste burgerboller

11995507_10206382483937715_2016265662_nSpørger du mig hvilken type fastfood jeg holder mest af svarer jeg prompte burger og hotdogs. Stil en af de to ting foran mig, og du får et vådt smækkys lige midt i panden.

Jeg har et eller andet med burgere. Brødet, bøffen, snasket (hvilket der ikke må spares på!), burgerdressingen og osten, det hele er bare så godt sammen. Jeg laver tit burger, fordi det er nemt, og jeg køber altid burgerbollerne, fordi det er nemt. Men så fandt jeg ud af, at det slet ikke er så advanceret at lave sine egne, og så fandt jeg ud af hvor godt de smagte, så nu tror jeg bestemt jeg vil foretrække den hjemmelavede variant fremover.

11998725_10206382483977716_447295551_n

Det du skal bruge (8-12 burgerboller):

  • 50 g. friskt gær eller tørgær (jeg brugte tørgær) (BONUSINFO: Jeg har lært at tørgær er bedre at bruge end almindeligt gær. Jeg blev overrasket, jublede en smule indeni og spurtede ned i netto for at købe mig et lager. Så er det i hvert fald givet videre) 😉
  • 5 dl koldt vand
  • 1 tsk honning
  • 1 tsk salt
  • 0,5 dl olivenolie
  • Ca. 3 dl groft rugmel
  • Ca. 2 dl havregryn
  • Hvedemel

Fremgangsmåde:

  1. Hæld først og fremmest vandet i en stor skål og kom olie og honning heri. Bland herefter havregryn og rugmel sammen med tørgær inden det blandet i vandet. Når du bruger tørgær blandes dette sammen med melet inden det samles med væsken. Bruger du almindeligt gær kan du blot opløse gæren i vandet inden du tilsætter melet.
  2. Kom herefter salt i dejen og kom hvedemel i lidt af gangen. Jeg vejede ikke mit mel af, da jeg blot kom det i lidt ad gangen, indtil jeg havde en æltbar (er der noget der hedder det) men stadig fugtig dej. Ælt dejen smidig på bordet.
  3. Kom herefter dejen tilbage i skålen og lad den hæve i en times tid. Jeg forventede dejen blev dobbeltstørrelse, min blev meget større end det.
  4. Slå dejen sammen og del den herefter i 8-12 lige store stykker (afhængig af hvor store burgerboller du ønsker). Det er nemt at dele dejen med en dejskraber. Form herefter bollerne ved at folde den yderste del af dejen ind under sig selv, sådan at du til sidst har en fin rund bolle. Bollen kan du ”ryste” flad i hænderne inden du lægger den på en bageplade beklædt med bagepapir.
  5. Lad burgerbollerne efterhæve i en halv times tid.
  6. Bag burgerbollerne i en forvarmet ovn ved 210 grader i 12-15 minutter. Hold øje med dem, at de ikke bliver for mørke. Jeg er vandt til, at man kan banke brødene i bunden og når de lyder hule er de færdige – det trick fungerede ikke i dette tilfælde.

Bollerne er sprøde når de kommer ud af ovnen, hvis du ønsker lækre, bløde burgerboller så lader du dem blot stå i en times tid, så bliver de ligeså bløde som dem du kender fra supermarkederne. Burgerbollerne kan fryses, så du altid har lækre boller klar til når burgercravingen kommer over dig (for lad os være ærlige, det ved vi den gør på et tidspunkt).

11998382_10206382483857713_737408971_n12021915_10206382483897714_228048938_n

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Pizza med pesto og asparges

16295516_10210397584352716_1784430927_n

Og jeg som troede, at jeg aldrig ville synes om en pizza med lidt tomatsovs på. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har kommet så lidt tomatsovs på en pizza før, som på den her, men hold nu fast den blev god alligevel. Jeg havde i min handlehast glemt at købe revet mozzarella, til at vælte udover min pizza. Det ville selvfølgelig have gjort pizzaen endnu lækrere, så det kan du sagtens gøre.

Det du skal bruge:

  • 1 pizzadej (ja jeg brugte en helt almindelig fold-ud-dej (eller hvad du nu vil kalde den) er du overskudsagtig kan du lave denne her i stedet, eller gøre som her)
  • 250-300 gram kyllingebryst
  • 1/2 dåse tomatsovs
  • 1 bundt asparges
  • Pesto
  • 1 bøfmozerella
  • Rucola/salat
  • Oregano
  • Eventuelt bunkevis af revet mozzarella

Fremgangsmåde:

  1. Skær kyllingen ud i mindre stykker og steg på panden i olie, og eventuelt krydderier
  2. Bræk aspargersene over hvor de helst vil knække, og skær dem i mindre stykker. Skær ligeledes bøfmozerellaen ud i mindre stykker.
  3. Fold pizzadejen ud og top først med et tyndt lag tomatsovs.
  4. Kom herefter toppingen på: oregano, kylling, asparges, mozerella og oregano
  5. Bag pizzaen i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 20-25 minutter
  6. Top den varme pizza med frisk rucola/salat

16343541_10210397584512720_188606494_n

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her