Jeg trækker stikket

19048341_10211640274099183_652257444_oOg nej, det er ikke bare en af de der fængende overskrifter for at trække læsere til. For jeg har valgt at trække stikket. Det har jeg brug for. Min hverdag for tiden rummer fire arbejde, som jeg hvert og et holder utrolig meget af. Jeg har vendt og drejet hvilke jeg skulle prioritere. Fordele og ulemper har haft slagsmål i mit hoved. Jeg har presset mig selv, lidt for lang tid. Og så har jeg på det seneste fået spørgsmålet “Hvordan kan du få det hele til at hænge sammen” alt for meget, og af alt for mange forskellige mennesker. Og hvor meget jeg end gerne ville kunne presse citronen mere, så kan jeg mærke, at den er tømt for saft (sikke et udtryk, i ved nok hvad jeg mener).

Jeg ved også godt, at jeg i mit sidste indlæg gav udtryk for, at ballonen var fyldt med luft, og at energien til at blogge ingen ende ville tage, men luften er stille og rolig sivet ud, og energien er fraværende. Energien, men til dels også lysten lige for tiden. Jeg føler ikke for at skrive indlæg. Føler ikke for at dele min hverdag på samme måde længere. Jeg har brug for at trække stikket, og være mig. Uden filter. Uden personlige indlæg. Uden snap, instagram, sideanvisninger og facebookopslag.

Samtidig føler jeg heller ikke, at efter 3,5 år med bloggen, at jeg bare kan lukke den ned. Jeg føler heller ikke, at jeg kan blive tavs fra den ene dag til den anden, uden at fortælle hvorfor. Jeg har/har haft de mest fantastiske læsere og følgere på de sociale medier. Jeg synes det har været en fantastisk rejse, og det har været sjovt at se bloggens udvikling – og alt det havde ikke været det samme uden jer. Det har været sjovt at kunne kalde sig for blogger. Det er formegentlig også noget jeg til tider vil komme til at savne. Jeg vil derfor heller ikke love, at bloggen ikke engang kan blomstre op igen. Men følelsen i maven lige nu er der bare ikke. Det betyder også at det her indlæg vil blive mit sidste i en del rum tid – måske det sidste sidste, det ved jeg ikke endnu. Jeg lukker ikke for bloggen, for jeg ved mange stadig bruger opskrifter herfra. Måske endda læser et gammelt indlæg eller to om selvkærlighed og accept. Det i hvert fald mit ønske fortsat at lade den inspirere.

Jeg ved ikke rigtig, om der er en rigtig eller forkert måde at slutte sådan et indlæg af på. “Tak for denne gang”, “Vi skrives ved, måske”. Så jeg tror blot jeg vil slutte af med at sige tak til jer, fordi i har fundet det interessant at følge med. Fordi i har været min største inspirationskilde. Fordi i har givet mig den sødeste feedback (jeg husker ikke jeg har fået en eneste hate-mail). Så tak, bloggen havde ikke været det samme uden jer. Men nu, er det tid til at trække stikket.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Sådan får du selvtilliden i top på under 3 minutter

18742471_10211518594657273_2142915888_oDet lyder for godt til at være sandt, men jeg lover dig, at hvis du giver den maks gas til dit yndlings musik hit, så vil du få humøret og selvtilliden op på under tre minutter. De fleste hits varer mindre end tre minutter, og der skal gerne under et minut til før, at du allerede har smil på læberne. Jeg gør det selv ofte, mest når jeg er alene hjemme, stort set kun når jeg er alene hjemme faktisk. Det giver mig en kæmpe glad knude i maven som eksploderer og fylder min krop med selvtillid. Så kan verden bare komme an.

Det lyder måske pjattet. Det er måske også ret barnligt. Det er hundredeprocent grænseoverskridende i starten – hvad nu hvis nogen opdager mig. Men det er sjovt, fjollet, flirtende, livligt og bare helt igennem skønt, at danse rundt, hoppe rundt, bruge en masse energi til at skabe en masse ny energi på samme tid. Og ja, nogle gange bruger jeg også hårbørsten som mikrofon. Jeg bruger hjemmedans til en masse ting. Bruger det når jeg skal have smil på læben. Bruger det når jeg skal have tankerne væk. Bruger det når jeg har haft en helt igennem fantastisk dag. Bruger det inden jeg går i seng, når jeg er i bad (her skal man passe på, gulvet kan godt blive glat, og ja, jeg taler af erfaring) og specielt også når jeg laver mad. Det virker, det tør jeg godt love dig.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Derfor

18901540_10211586519475351_1194544943_oIgår fik jeg en besked på instagram. En besked fra en pige, der minder om størstedelen af de beskeder jeg får. Hun skrev at jeg gjorde en forskel for hende. Hun skrev, at hun var begyndt at acceptere sin krop. Hun skrev, at jeg havde hjulpet hende. At få sådan en besked er ubeskrivelig. Det betyder alverden for mig, og det er grunden til jeg fortsætter. Til pigen, hvis du læser med, jeg kom ved et uheld til at ignorere beskeden, så den forsvandt fra min indbakke (en klassisk antiblogger failure, beklager). Det var ikke fordi jeg ikke ville svare, for det ville jeg. Jeg ville skrive hvor glad dine ord gør mig, hvor meget de betyder for min lyst til at fortsætte. Så tak. Selvom jeg ikke fik skrevet det til dig. Tak fordi du tog modet til dig og skrev til mig. Ligesom jeg vil sige tak til alle andre der skriver søde beskeder om, hvilken forskel jeg er med til at gøre. Det er fantastisk at læse, tak.

Og derfor bliver jeg ved. Bliver ved med at skrive side op og side ned, om at lære at elske sig selv. Bliver ved med at poste billeder af mig selv, fortælle min historie, fortælle hvordan jeg har gjort, hvor svært jeg har haft det, hvor glad jeg er nu. Selvom nogle måske tænker, at jeg har en misundelsesværdig krop (hvor jeg hader at skrive det), og ikke kan tillade mig at skrive som jeg gør og mener jeg udstiller mig forkert på de sociale medier (hvilket jeg også har fået smidt i hovedet et par gange efterhånden, senest i fredags) ja så bliver jeg ved. Fordi jeg mener, at mit budskab er vigtigere end hvad nogle måske tænker om min krop, og min måde at udstille den på. Jeg kan ikke se hvorfor mit udseende og min krop, skal stå i vejen for det budskab jeg forsøger at sprede. Jeg har været 10 kilo tyndere end jeg er idag, men jeg var ikke glad. Så JA det kan godt være, at jeg ikke er tyk, men til gengæld har jeg lært, at det ikke kun er overvægtige der har kropskomplekser. Jeg har igennem årene pakket mig en tung rygsæk med, både personlig og faglig, erfaring om, at det ikke kun er tal, centimeter og spejlbilleder der betyder noget for selvværdet. Det er den erfaring og min historie, jeg deler. Det er det eneste eksempel jeg har, og hvad skulle jeg ellers bruge. Det er det mest ægte og naturlige jeg har til at støtte op om mit budskab. Jeg har lært at alle kan være uvenner med deres kroppe, ligesom alle kan lære at elske den. Og det er dét budskab jeg kæmper for at bryde igennem med. For uanset størrelse eller form, så er du helt almindelig og det er helt perfekt. Så igen TAK for alle jeres søde beskeder, de bliver læst og værdsat hver og en.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg vil have din krop

18788278_10211517492989732_1979121189_n“Jeg vil have sådan en krop som din” sagde hun til mig, imens hun gav mig elevatorblikket med pegefingeren, en kvinde fra mit fitness center. Jeg stod ret paf. Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Inden jeg nåede at åbne munden fortsatte hun: “Ja sådan timeglas. Timeglasformet med smal talje”. Hun kiggede misundeligt på min krop, og jeg kiggede forfjamsket ned ad mig selv. Ordene kom ikke ud af munden på mig, men tankerne lød i mit hoved i retning af “Jamen.. Det kan du jo ikke træne dig til søde kvinde. Jeg er født med min lille tajle, og du skulle bare vide, mave/talje træning og mig, går ikke hånd i hånd. Du kan ikke træne dig til timeglas”. Ordene virkede alt for uoverskuelige at sige, og blev i mit hoved, mens jeg stadig stod og fumlede med en sætning at afslutte samtalen med.

Men den sætning.. jeg har ikke rigtig kunne slippe den siden. Jeg blev selvfølgelig glad over, at hun synes min krop er fin, det da altid rart med komplimenter. Alligevel blev jeg også ked af det, ked af det fordi, at hun drømmer om noget som ikke er hende selv. Det er der mange der gør, rundtomkring. Jeg drømte selv om store bryster, noget jeg på ingen måde selv var herre over om jeg havde, eller ej. Jeg fandt også ud af, at det ikke gjorde lykke at få de store bryster. En smal talje, timeglasform om man vil, det er ikke noget du kan træne dig til. Det er din kropsbygning, og det kan du ikke liiiige sådan ændre på. Beklager.

Jeg tror, nej jeg ved, at det heller ikke vil gøre dig lykkelig at kunne ændre på din kropsbygning. Det ikke det der nager, tror jeg. Det er selvtilliden og selvsikkerhed. Som jeg lærte at acceptere min krop, steg min selvtillid. Som jeg lærte min krop at kende, blomsterede min selvsikkerhed. Det er smukt. Det er ægte. Og uden at kende kvinden bedre, tror jeg måske det var det hun kiggede på, da hun kiggede på min krop. Jeg tror ikke det var min smalle talje. Jeg tror slet ikke det var min krop. Jeg tror det var min måde at bære min krop på. Uden at virke for Gulddreng agtig, og “se mig lige nu” agtig, så tror jeg altså at selvsikkerhed og selvtillid betyder meget for et udseende. Jeg synes selv jeg er blevet smukkere, efter jeg kan se, at jeg føler mig tilpas i min krop. Jeg kan se det på mine veninder, på mennesker jeg møder på gaden, på kvinden der sad i stolen foran mig, og fortalte mig at hun ville ligne mig. De ord jeg skulle have svaret hende med var nok “Nej min kære. Lad hver med at stræb efter at være noget du ikke er, du er perfekt, du skal blot indse det, og så skal du rocke det”.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Bag om Sunderehverdag

18742449_10211518462693974_1744179540_o

  1. Jeg bor på Frederiksberg, men kommer oprindeligt fra Jægerspris. Jeg elsker at bo i byen, men elsker også landet helt ind til knoglerne, og jeg er stadig i indre krig med mig selv om hvor jeg skal ende henne.
  2. Jeg har haft vaskebjørne som kæledyr. Men altså, har også haft katte, marsvin og andre normale dyr.
  3. Jeg har tre forældre, min mor, min far og min bonusfar. Alle tre har været der så længe jeg kan huske.
  4. Jeg har altid en hårelastik om håndledet hvis du skulle mangle.
  5. Jeg kan ikke leve uden håndcreme og læbepromade. Det lige før jeg hellere vil komme for sent til noget, men så i hvert fald være sikker på at have pakket begge ting ned.
  6. Jeg hader at indrømme, at jeg egentlig synes reality er ok underholdning.
  7. Apropos tv, og serier, så begyndte jeg at tale Norsk til mig selv, altså inde i mit hoved, efter at have set for meget SKAM. Sig mig, er jeg den eneste der gør det?
  8. Min største frygt er brand og ild.
  9. Jeg fik mit første kælenavn som 25 årig. Jeg har altid været misundelig på dem der havde et kælenavn i folkeskolen, og har altid gerne ville have et. Nu bliver jeg kaldt gubi på mit arbejde. På grund af mine kinder.
  10. Jeg har en stor frygt for at prøve det gyldne tårn, og jeg har ikke tal på, hvor mange der har prøvet at få mig med derop. Venter stadig på den person der kan få mig overtalt, tror ikke han/hun findes.
  11. Jeg snakker meget med mig selv. Kan umuligt være alene om det punkt. Nogle gange giver ting bare mere mening når de lige genfortælles, højt, for sig selv.
  12. Jeg suttede på tommelfinger til jeg var 10.
  13. Jeg har haft en navlepiercing som jeg tog ud efter et par år. Fortrød det et par dage efter, så maste en ny piercing igennem det sammengroede hul. Det kan ikke anbefales. Beundrede min navlepiercing i sådan cirka en uge, inden jeg igen tog den ud. Har ikke haft den i siden.
  14. Jeg har haft silikonebryster.
  15. Jeg er morgenmenneske, som i at når jeg sover længe bliver kl. 8.30-agtig. Normen er nok at vågne mellem kl. 5-7.
  16. Mine to yndlingsord er agtigt og træls.
  17. Jeg er ikke fra Jylland, selvom jeg ofte bliver spurgt om det.
  18. Jeg hader at blive rørt mellem mine tæer. Sparker ud efter dig hvis du prøver at røre der, så er det sagt.
  19. Jeg savner tit og ofte min Nokia 3310.
  20. Jeg elsker mit arbejde, men er sgu lidt træt af at rende rundt i træningstøj 24-7 #tightslifeftw

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

20% på ALT hos ASOS

Indeholder reklame links

skaermbillede-2017-05-29-kl-20-13-07

Buksedragt nr. 1 her. Buksedragt nr. 2 her. Buksedragt nr. 3 her

Tjek lige de her alt for lækre buksedragter ud. Jeg kommer til at leve i buksedragter til sommer. 1) Fordi de er møghamrende behagelige. 2) Fordi, overvej lige hvor mange søde styles der er lige her. Hvor du med rabatkoden SWEET, kan få 20% på ALT indtil imorgen d. 30 maj kl. 10.00. Så skynd dig. Jeg har selv lige idag købt en buksedragt hjem til årets fredagsbar, som afholdes med Fitness World nu på fredag. Det plejer at blive vildt, og en win win ved at hoppe i en buksedragt til fester er, at den er: jeg-er-fuld-så-jeg-svinger-mig-lige-op-på-bordet-og-danser-så-alle-kan-se-lige-op sikker. Se dét er gennemtænkt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

En pinlig indrømmelse, solbadning og sommer 2017

18788093_10211522359391389_1606417169_nJeg kan huske flere somre, hvor jeg har følt mig usikker i min krop, end jeg kan huske somre, hvor jeg har følt mig glad. Jeg husker flere somre hvor jeg har været bekymret om hvad folk mon tænker om min krop, end somre hvor jeg har været ligeglad. Jeg husker mange somre jeg har spildt. Jeg husker få, jeg har nydt fra start til slut. Det er forbi nu. Sidste år nød jeg sommeren. Var glad selv med bikini på. Men det var også en af de første hvor jeg havde det sådan. Der er mange somre der er gået med for mange dumme tanker.

Her i weekenden har jeg tannet hjemme hos mine forældre. Igår sad jeg i solen, kiggede ned ad mig selv, smilte og var glad. Her gik det op for mig, at selv blandt to af de personer jeg elsker højest, har tankerne præget mig. Jeg har, åh det her er pinligt at skrive, men jeg har forsøgt at gemme mig væk fra mine forældre. Sat mig i de rigtige stillinger. Siddet halvt tilbagelænet så min mave ikke foldede. For hvad ville de ikke tænke, hvis de så min mave dellede. Hvis de så mine små bryster. Hvis de så mine blege brede lår. Det er virkelig pinligt at indrømme. Pinligt men sandt. De kender mig. Min mor har for fanden set mig nøgen et utal af gange. Hvorfor skulle de dømme mig. Jeg ved, at de aldrig har dømt mig. Så jeg ved heller ikke hvorfra tankerne kom dengang. Men det gjorde de. For længe siden. For det er heldigvis længe siden nu. Længe siden jeg har bekymret mig om deres tanker. For jeg ved heldigvis, at de elsker mig som jeg er. Weekendens solbadning har kun bekræftet mig i hvor pjattet det var. Hvor pjattet det generelt er, at bekymre sig om andres tanker, især de personer der elsker en ubetinget. Idag er jeg heldigvis ligeglad. Idag sidder jeg i præcis de stillinger jeg vil. Med præcist det tøj jeg vil. Som strammer præcist de steder det nu gør. Jeg bruger ikke energi på at rette på det længere. Det er dejligt. Befriende. Og sådan vil jeg bruge resten af min sommer. I det tøj jeg har lyst. Som strammer de steder det har lyst til. Med smil på læben, og meget gerne et glas rosé i hånden.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Status pt.

18685551_10211498941125947_2139104770_n-2Status lige nu er, at jeg sidder i min seng med bloggen fremme for første gang i en uge, eller lignende. Jeg har lige været i bad, for første gang i flere dage. Vores køkken herhjemme ligner lort, fordi der er ved at blive renoveret, og gjort klar til et altanprojekt som måske, måske ikke, bliver sat igang i juni. Status er, at jeg den sidste uge har levet af brød med kylling, hytteost og ketchup, eller bagels, fordi jeg ikke har kunne lave mad. Det er første gang jeg kan se mit gulv i flere dage. Fordi rod avler rod, og bund ærligt, så har jeg sgu ikke gidet at prioritere tøjvask. Jeg har semi hjertebanken fordi jeg ikke føler mig hjemme når der er så rodet og beskidt. Semi hjertebanken over, ikke at have blogget i lang tid. Det er ikke lysten der er forsvundet, eller inspirationen, men tiden og overskuddet. Helt konkret er der forsvundet 12 timer af min fritid, som nu er blevet til arbejde. Det er noget jeg selv har valgt, og det er helt okay, jeg skal bare lige vænne mig til det. Jeg skal bare lige lære at administrere min tid. Men det er derfor jeg har været (læs: er) stille her på bloggen. Det er fordi der er gået ny hverdag i den. En ny hverdag som jeg lige skal indpasse, tygge på, lade op til og vænne mig til. Det er mere end helt okay, for uanset hvor meget jeg gerne ville se mig selv som værende Wonderwoman, så har jeg indset, at det er jeg ikke (skuffende, men sandt). Jeg har ikke superkræfter eller flere timer i døgnet end alle andre. Jeg er et menneske der bliver presset. Presset når mit hjem ikke spiller. Presset når jeg skal lære nye rutiner for min hverdag. Presset, men ikke stresset. Jeg har lært mine tegn på stress, og jeg er ikke bange for at nå derud, ikke denne gang. Fordi jeg mærker efter, og giver tid til mig selv. Fordi jeg står op til en hverdag jeg er glad for, og spændt på. Fordi jeg har mennesker der får mig til at smile i min hverdag, hver dag. Det er saftsusme vigtigt. Og det ville jeg egentlig bare lige huske dig på. Dig som måske også har fået nyt arbejde. Dig som måske også står med et halvfærdigt renoveringsprojekt derhjemme. Dig som måske også har en snært af dårlig samvittighed over noget du nedprioriterer pt. Det er helt okay. Du er kun et menneske, ligesom os andre, ligesom mig. Der findes ikke superhelte, så lad hver med at tro, at du er en. Du er helt almindelig, og det er helt okay, mere end okay fakstisk, det er helt perfekt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Boller uden så meget krims krams

18516496_10211416896274877_983497084_o

For noget tid siden modtog jeg et brev fra min kæreste farmor. Hun skrev, blandt andet, at hun var ved at bage boller til hende og min farfar. I samme sætning skrev hun “Men farfar er jo mere til boller uden så meget krims krams”. Min farmor elsker at putte kerner, havregryn, tørrede bær i sit bagværk, hun eksperimenterer meget. Jeg elsker det. Det gør min farfar også, men han er mest til boller man kan stole på, om man vil. Boller uden så meget krims krams. Derfor besluttede jeg mig for, at bloggen skulle have en opskrift på boller uden så meget krims krams, til min farfar.

Det du skal bruge (16-18 boller):

  • 500 gram hvedemel
  • 150 gram smør eller margarine
  • 75 gram gær
  • 2 æg
  • 2,5 dl mælk
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk salt
  • 1,5 tsk vaniljepulver (kan undlades, eller udskiftes med kardemomme)

Fremgangsmåde:

  1. Smelt smør og tilsæt mælk, når det er fingervarmt opløses gæren heri
  2. Kom smør, mælk og gær over i en skål og tilsæt sukker. Pisk æggene let sammen og rør dem i massen.
  3. Kom melet i og rør dejen godt sammen til dejen er glat. Dejen er meget lind, og du må gerne tænke at der er for lidt mel i, men det er der ikke
  4. Sæt dejen til at hæve lunt med et viskestykke over i en halv time
  5. Når dejen er hævet formes bollerne og sættes over på en bageplade beklædt med bagepapir. Brug eventuelt en ske hvis dejen stadig er meget lind
  6. Lad bollerne hæve yderligere 40 minutter og tænd ovnen på 220 grader almindelig ovn
  7. Pensel bollerne med æg eller mælk og bag dem midt i ovnen i 15-20 minutter (hold øje med dem, bagetiden er meget forskelligt fra ovn til ovn)

18553229_10211416893514808_112216964_o

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Du er en diamant

18472637_10211391372316794_1908413411_oSagde han til mig. En af mine bedste venner. Da jeg havde et mindre nervesammenbrud, og fortvivlende og forvirrende, fortalte ham, om mine “drengeproblemer”. Hans ord fik mig til at falde ned. Drengeproblemer er sat i “-tegn, fordi jeg jo egentlig ikke rigtig har nogle. Men indimellem kommer ensomheden op, og så skal den ud på en eller anden måde, og det kom den, i stride strømme, udover min ven, i telefonen. Han tog det pænt. Grinte mest bare af mig, når jeg fortalte ham om mine ensomme tanker. Jeg er ikke en pige der går op i titler, går op i hvad mænd tænker om mig når jeg ses med dem, jeg laver ikke om på mig selv når der er en jeg er glad for, jeg går ikke og venter i timer på han skal skrive først – alt det har jeg allerede skrevet om lige her, og det ved han godt. Derfor grinte han, og kaldte mig kær. Det ikke kært. Det pige-pige-agtig, og det ligner mig ikke. Og hvorfor jeg pludselig blev så pige-pige, det ved jeg ikke. Måske tog søndags-single-ensomheden bare over, kender i det?

I hvert fald fik hans ord mig til at slappe mere af. Det fik mig til at komme tilbage på sporet af mit singleliv, som jeg jo egentlig holder rigtig meget af – med undtagelse af de ensomme søndage. Alt det der singlehalløj, har jeg også allerede skrevet om lige her. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden mine tætte venner, de er mine klipper når ting er svære, og nogle gange er det virkelig noget helt andet, at vende verdenssituationen med en god ven, fremfor en veninde. Især når det handler om mænd. De ser det bare fra en anden vinkel, og den vinkel kan jeg godt lige, for den vinkel er ærlig. Og så kommer de bare nogle gange med nogle guldkorn, som at sige, at du er en diamant. Jeg fik virkelig en ro i maven. For ja, det er jeg. Og det er du også. Vi er alle diamanter, med forskellige former. Diamanter findes i et utal af former og flader. Akkurat som os mennesker. Diamanter er værdifulde, smukke, unikke og højt værdsat. Akkurat som os mennesker. Så hvis der ikke er nogen der har fortalt dig det endnu, så skal du vide, du er en diamant. Du er værdifuld. Du er smuk. Du er unik og du er højt værdsat. Præcis fordi du er dig.

Et had-kærligheds-forhold

thumbnail_image1Når noget føles lidt som om, at jeg ikke kan leve uden, men også til tider, har rigtig svært ved at leve med det. Måske mest fordi, jeg til tider bliver irriteret over hvor meget det fylder. Hvor opslugt jeg kan blive af det. Hvilken tidsrøver det er. Det er de sociale medier jeg prøver at beskrive her. De sociale medier, min telefon, og min computer.

Jeg har mange grunde til at elske de sociale medier. Det er min måde at kommunikere på. Kommunikere mine budskaber i mine indlæg ud til mange mennesker. Det er fantastisk til at følge med hos folk. Hvad sker i dit liv lige nu og her. Det næsten som at være der selv. Men jeg vil da egentlig hellere være der selv – i de fleste tilfælde i hvert fald. Det er en skøn måde at kunne være sammen på, selvom man er flere hundrede kilometer fra hinanden, eller måske bare fem kilometer. Jeg elsker min telefon, fordi den giver mig mulighed for at have lange samtaler med mine venner, når det er svært at finde tid til at ses. Jeg elsker min telefon, fordi den kan sørge for selskab og kommunikation når jeg føler mig alene. Jeg elsker instagram fordi det er en nem måde at komme ud med et budskab på. Jeg elsker snapchat fordi det er sjovt og mine venner altid får mig til at grine på det.

Jeg har også mange grunde til at hade de sociale medier – eller det de er blevet til. Jeg hader de sociale medier, fordi alt nemt kan misforstås, og bliver misforstået. Jeg hader de sociale medier, fordi de ligger et pres, et pres på at komme ud til så mange mennesker som muligt. Jeg hader at de sociale medier giver mig ondt i maven, når jeg ikke har været online eller på i et par dage. Jeg hader min telefon, fordi jeg er afhængig af den. Jeg elsker at sætte den på fly tilstand og fortæller mig selv, at så er jeg heller ikke vigtigere end at hvis nogen vil have fat i dig kan det sagtens vente. Men så kommer presset snigende, der er en forventning til os idag, om at vi altid er til rådighed, den forventning hader jeg, og fjerner flytilstand igen.

En af de ting jeg sætter allermest pris på i livet er, at leve i nuet. Nyde det jeg laver uanset hvad det er. Mærke at jeg er til stede. Det kan jeg ikke altid med den skide telefon, og de sociale medier der plimmer løs. Jeg bliver presset af dem, og på den anden side vokser jeg af dem. De gør mig glade helt ned i maven, når jeg kan se jeg kan gøre en forskel på dem. I kan nok høre, at det er et ambivalent forhold jeg har til de sociale medier. De er en del af mit arbejde som blogger, samtidig blogger jeg af lyst, og ikke af press. Det hænger ikke rigtig sammen, og alligevel gør det. Det vigtigste for mig er derfor at arbejde med at være offline. Arbejde med at det er okay, at være offline. For det er sundt for mig. Det er sundt for alle tror jeg. Sundt at sætte telefonen på flytilstand. Ligge den væk når man er sammen med andre. Fortælle sig selv, at så er man heller ikke vigtigere.

Jeg kan huske, at jeg engang har fået af vide, at hvis man er sammen med nogen, så er det uhøfligt at have sin telefonen fremme. Selvom den ligger på bordet med skærmen nedad, så er den der stadig – klar til at stjæle fokus ved den velkendte lyd af en sms tikke ind. Jeg er fortaler for, at der ikke er noget man burde her i livet, men alligevel kan man jo overveje om den telefon bør ligge indenfor rækkevidde når man er sammen med andre. For let’s face it, vi er afhængige, og det er så møghamrende nemt for den at tage din opmærksomhed. Og jeg tror først vi kan leve rigtig i nuet, når vi lærer at slukke for den telefon. Lade hver med at tjekke de sociale medier konstance – der er sgu alligevel nok ikke sket noget på de sidste fem minutter, som ikke kan vente til senere. Eller hvad?….

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg drømmer om

18339433_120332000650008304_218257801_oAt bryde idealet

Fred i verden.

At blive diætist hos LMS.

En at holde om om søndagen, og resten af ugen.

En nude neglelak der ikke skal ligges på af 3-4 omgange for at dække ordenligt.

En M&M’s pose der aldrig bliver tom.

At mænd stopper med at fucke med mine veninders hjerter. Eller bare at kvinder og mænd dropper det skide spil, som ødelægger manges hjerter.

Et indbygget kamera i mine øjne, så jeg kan tage billeder når jeg blinker (det legede jeg at jeg havde som lille). Så kunne jeg gemme unikke øjeblikke i hukommelsen og se dem fra præcis den vinkel de opleves igen og igen.

En klatrevæg i mit fitness center. Er ved at undersøge et klatrenet, se det kunne være fedt!

At stress, angst og depression forsvandt.

At være barn igen og at alt er ukompliceret.

At hele min familie boede i samme by. Kun så jeg kunne besøge dem alle sammen ligeså ofte som jeg egentlig gerne ville.

En tryllekaffekop som fyldte sig selv op.

Flere weekender i ugen.

En større blære (fra gymnasiet til mit arbejde idag, har jeg altid været “hende med den lille blære”).

Det ikke så tit jeg drømmer. Ret ofte er jeg egentlig bare glad for at være hvor jeg er og hvem jeg er. Nogle gange drømmer jeg stort og urealistisk, andre gange er det de små ting der kunne være rare i nuet jeg drømmer om. Jeg tror det er sundt at drømme sig langt væk, for du bliver altid taget tilbage til hvor du er, og lærer at værdsætte det du har. For eksempel tror jeg egentlig ikke rigtig jeg drømmer om flere weekender i ugen. Det kunne være rart i starten. Men også ekstremt kedeligt at holde fri hele tiden. Nogle gange tror jeg egentlig bare man drømmer lidt om det man ikke har.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her