Mangokugler

11134175_10205215803291428_422186187_n

11092969_10205215803371430_631137876_n

Tænk at pigen der engang ikke kunne lide mango, nu har kastet sig ud i hjemmelavede mangokugler. Det er de nye dadelkugler, og de smager fantastisk. Og til de urolige, i kan godt få skulderne ned på plads igen, for jeg har lært at spise mango nu, og jeg er kæmpe fan af den gule frugt. Jeg er også stor fan af alt man kan snacke, alt der er naturligt og alt der indeholder kakao og/eller chokolade. Så de her kugler, ja i kan selv regne det ud, jeg gigantisk fan.

Prøv også: Raw barer med acai

Det du skal bruge (18-20 stk):

  • 12 dadler
  • 1-2 dl tørret mango
  • ½ dl mandler
  • ½ dl havregryn
  • 1 ½ spsk kakao
  • evt. lidt vand

Fremgangsmåde:

Start med at kog noget vand og hæld henover dadlerne indtil de er dækket. Mens dadlerne bliver udblødt hakkes mandlerne fint – jeg gør det gerne i hånden, så der både kommer store og små stykker mandler i kuglerne. Du kan også vælge at hakke dem i en minihakker. Skær herefter mangostykkerne i små tern og så er du klar til at køre det hele i en minihakker/foodprocessor. Hæld vandet fra dadlerne og start med at blende dem. Kom herefter resten af ingredienserne ved, undtagen vand. Tilsæt kun lidt vand hvis massen har svært ved at samle sig. Tril kuglerne og stil dem på køl i en tætlukket beholder.11130543_10205215802691413_1429980262_n

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Om en grænseoverskridende hobby og en tålmodig fætter

16830383_10210627742906536_1685558258_n16837939_10210627742986538_9526239_nDet handler mere om teknik end jeg har forstået endnu tror jeg. Men jeg kastede mig ud i det for en lille måned siden, og jeg er allerede bidt af det. Jeg er vild med den måde min krop er fuldstændig færdig på bagefter. Jeg er vild med den ro det giver mig. Jeg er overrasket over, hvor stædig jeg i virkeligheden er. Jeg er overrasket over at mærke mine ømme muskler dagene efter, muskler jeg ikke vidste jeg havde. Jeg er vild med den følelse jeg får når jeg når steder hen, jeg ikke troede jeg turde. Jeg er bare helt igennem pjattet med det der klatring.

Min fætter og jeg havde længe talt om, at vi skulle ud og klatre sammen. Han har klatret i flere år, og jeg er fuldstændig grøn når det kommer til at kravle rundt på vægge. Jeg vil gerne indrømme, at jeg var pisse nervøs da jeg stod i klatrehallen, med kalk på hænderne og skulle begive mig op på min første væg. Jeg rystede da jeg, efter at have nået toppen, igen stod trygt på jorden. Det var en fedt følelse jeg havde indeni. Efter at have klatret et par timer, var jeg solgt. Fuldstændig. Jeg blev udfordret på en helt ny måde, og jeg var vild med det. Den største udfordring for mig var helt klart, at skulle hoppe ned igen, når jeg havde nået toppene. En enkelt gang måtte min fætter stå i noget der føltes som en evighed og motivere mig til at hoppe ned igen. Men jeg hang godt fast deroppe i toppen, og blev ved med at udskyde tiden. Dinglede lidt frem og tilbage i takt med, at jeg tog mod til at hoppe ned. Prøvede lidt at klatre ned igen, men den gik heller ikke. Hver gang jeg fik kigget ned på madrassen under mig, føltes det som om at der var mindst 10 meter ned. Jeg kunne ikke få mig selv til at give slip. Men som jeg kunne se, at der samles flere og flere under mig, som gerne ville klatre lige der hvor jeg hang fast. Kunne jeg godt se, at jeg måtte nosse mig sammen. Jeg hoppede, efter en god portion tid og tålmodighed fra min fætter, skreg lidt og landede som en sæk kartofler på madrassen. Ret forpustet, ret meget med bankende hjerte men også ret stolt. Følelsen af at have gjort noget man troede man ikke kunne er ubeskrivelig (og nej, der var ikke i nærheden af 10 meter ned derfra, men stadig, den var grum).16837953_10210627742946537_2142167381_n

Jeg har længe trænet fitness. Trænet de samme øvelser. Lavet den samme cardio. Begyndt at små kede mig. Men dog følt mig brugt i kroppen og haft en dejlig følelse bagefter. Træning giver mig et afbræk fra hverdagen, og det er det jeg nyder ved det. Jeg træner ikke for at få en fremhævet muskuløs krop. Jeg træner fordi det giver mig en følelse af ro bagefter. Lidt ligesom når jeg tegner. Her får hovedet et fuldstændigt afbræk fra tankemylderet. Klatring giver mig de bedste fra de to verdener. En træt krop, og et hoved der ikke tænker på andet end at komme opad. Klatringen har også vist mig en ny side af mig selv, eller fremhævet den. En stædig side. Den kan jeg ret godt lide.16901790_10210627743026539_1776703163_n

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Gør google os en bjørnetjeneste?

16780659_10210562563317087_131666307_nOkay here it goes. Forbered dig på at få et indblik i, hvordan en lille tanke kan vokse sig stor indeni mit hoved. Jeg har længe gået med tanken om, om google gør os en bjørnetjeneste, og tanken poppede igen op i denne uge, så NU bliver jeg altså nødt til at dele den.

I mandags var jeg ude og gå en tur med en god ven, en af de bedste faktisk. En af dem man kan tale med alt og intet om. En af dem man altid ved er der for en. En af dem man ved man skal gemme på og holde fast i. Mens vi gik faldt emnet, ganske naturligt, på metrologer (ved ikke hvorfor det er naturligt, vel fordi jeg aldrig ved hvor samtalen føres hen når vi er sammen). I hvert fald, metrologer. Vi kunne begge huske vejrmanden fra da man var lille. Ham der altid var på når der var vejret. Ham der er skaldet og har sådan en venlig stemme. Ingen af os kunne huske navnet. Vi gik lidt og gættede, dog uden held. Lidt efter slog en tanke mig, som jeg har tænkt mange gange før. Hvor bruger vi egentlig lidt tid på, at komme i tanke om ting. Imens den tanke strejfede mig, sagde min ven, at han ville google det når han kom hjem, og sende det til mig. Jeg sagde jeg synes han skulle lade hver.

Vi bruger alt for lidt tid på at bruge hjernen, og alt for meget fingerarbejde på google. Jeg har så tit tænkt på det. Når der er ting vi ikke lige kan huske, går der ikke et minut, før en i samtalen har fundet svaret på google. Hvad med den gode gamle metode, at bruge hjernen? Det er som om den er skiftet ud med det digitale, ligesom så meget andet. På en måde skræmmer det mig, på en måde hjælper det mig. Jeg har et meget ambivalent forhold til google har jeg fundet ud af.

Ingen af os har googlet vejrværten endnu. Jeg mener han hedder noget med Teil, Teilgaard eller i den retning. Men jeg har ikke googlet det. Det skal nok komme til mig. På et eller andet tidspunkt, hvis ikke, så går det også nok. Jeg kan ikke lade hver med at tænke om google i virkeligheden gør os en bjørnetjeneste, ved at servere alle svarene for os på et sølvfad. Jeg elsker følelsen af, at jeg kom i tanke om noget. Den der sejrs følelse man får indeni. Sådan får jeg det bare ikke helt når jeg slår svaret op på google. Der får jeg mere end nå-ja-det-også-rigtig, følelse. Det bare ikke det samme. Jeg tror egentlig det er sundt nok at vride hjernen lidt. Acceptere at man ikke lige kan huske alt. Lade den ligge. Måske popper svaret op, måske ikke. Måske det slet ikke er så vigtigt?

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Mørkt chokoladebrud med mocca

10859779_10204398082248913_36942079_nDet her chokoladebrud er lavet på chokolade og ægte kærlighed. Der er bare et eller andet ved chokolade, med mandler og overtrukket af lidt mere chokolade – jeg elsker det. Vælg gerne lige præcis den chokolade og de nødder du synes allerbedst om. Tilsæt så kærlighed og du har den perfekte vertindegave.10447310_10204398082208912_1002969660_n

Det jeg brugte:

  • 200 g mørk chokolade (jeg brugte 70%)
  • 50 g lys chokolade med mocca
  • 50 g mandler

Fremgangsmåde:

Start med at smelt den mørke chokolade over et vandbad. Jeg koger altid først vandet i en elkedel hvorefter jeg hælder det over i en gryde som står på et lavt blus (det må ikke koge). Herefter kan du smelte chokoladen – pas på der ikke kommer vand i chokoladen. Hak mandlerne, gerne så der både er grove og fine stykker i blandt. Når chokoladen er smeltet blander du mandlerne ved. Herefter hældes chokolademandelmassen hen på et skærebræt beklædt med bagepapir (sørg for at skærebrættet har en størrelse så det kan stå i køleskabet). Smelt nu den lyse chokolade, og kom den herefter over i en frysepose. Klip et lille hul i det ene hjørne, og dekorer chokoladebruddet med den lyse mocca chokolade. Stil bruddet i køleskabet til chokoladen sætter sig. Tag chokoladen ud af køleskabet når du skal bruge det, og skær eller knæk i mundrette bidder.10859899_10204398082848928_368492934_n10863690_10204398082808927_254313574_n

Jeg er sat på sukkerfri, her er min ærlige mening om det hele

16830211_10210601505650621_71052831_n-2Min roomie fik for lidt over en uge siden den helt igennem fantastiske ide (ironi kan fremkomme), at vi da skulle starte på sukkerfri februar. Jeg sagde, at jeg synes det var verdens dårligste ide, men rundt regnet 15 minutter senere, hang der to fint tegnede skemaer på vores køleskab med resten af februars dage. En med mit navn og en med hendes – og så kunne jeg godt fornemme, jeg ikke rigtig havde mere at skulle have sagt i den sag.

Da jeg fortalte mine venner, at jeg var sat på sukkerfri grinte de af mig og sagde “dig… sukkerfri” og så grinte de lidt mere. Min mor sagde “Det var da noget kedeligt noget” og jeg kunne kun give hende ret. Men hvad gør man ikke for sin roomie, og jeg kan jo ligeså godt prøve, om ikke andet bare for at se, hvordan det er…

Men kender man blot lidt til mig og mine holdninger om sukkerfri, så ved man også godt, at de to ting ikke går hånd i hånd. Jeg hader kasser, og hvad er der i kassen sukkerfri? Er sukkerfri at fjerne alle kulhydrater? Fjerne raffineret sukker? Tilsat sukker? Tæller sødestoffer? Og hvorfor egentlig gå sukkerfri? Alt handler om balance, at finde balancen hvor alt er tilladt, hvor der er plads til alt. I min verden hører slik og kage ikke kun weekenden til, det hører sig til, når du har lyst til det. Sukkerfri kan måske være med til at hjælpe en med at indse, at man egentlig ikke har lyst til sukker hele tiden, og måske spiser lidt for meget slik i hverdagen. Men når man har en fin balance mellem nutella og gulerødder, så kan jeg ikke se hvorfor sukkerfri er en god ide.

Vi har været på sukkerfri i 10 dage nu, og jeg kan ligeså godt sige det som det er… Jeg faldt i på anden dagen, min roomie ved det bare ikke endnu, så jeg håber ikke hun læser med her. Men det gjorde jeg. Hun havde ridset reglerne op for mig: Ingen bland selv slik, ingen nutella, ingen kage, ingen chokolade (vores største laster, hvis man kan sige det sådan). Jeg spiste nutella på dag to. Nogle vil måske sige, at jeg har en rygrad som en regnorm, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg har ikke lyst til at udelukke noget fra min kost, heller ikke sukker. Jo hvis jeg mente jeg havde et overforbrug, men det mener jeg ikke, at jeg har. Derfor “faldt jeg i” (om man vil), fordi jeg hader kasser, begrænsninger og fordi jeg elsker nutella. Jeg har også spist en pakke riskiks med chokolade (hvilket der i min verden overhoved intet er i vejen med, men et no go på sukkerfri). Jeg havde indpakningen til kiksene liggende i min skuffe i tre dage, for jeg ville ikke have min roomie skulle se jeg havde spist dem. Så min konklusion på det hele må være, at har du et fornuftigt forhold til sukker og slik, så behøver du ikke udelukke noget. Alt med måde er nøgleordene, og min roomie og jeg er heldigvis blevet enige om, at vi slutter sukkerfri på fredag.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Fordi jeg spiller så smart

skaermbillede-2017-02-17-kl-21-22-211:// New Look Drop Arm Hoodle 2:// Adidas Originals Black Three Stripe Hogh Neck Sweatshirt 3:// Nike Gym Vintage Full-zip  4:// Adidas Originals Black Three Stripe Hogh Neck Sweatshirt 5:// Nike Tech Fleece Mesh Cocoon 6:// Weekday Floral Print Sweat Top

“Du spiller så smart” lød det forleden fra min lillebror, da han så et billede af mig på min blog. På billedet stod jeg smilende og kiggede ned i jorden (et klassisk bloggerpose). Et par dage efter var jeg nede og træne i mit center. Jeg havde mine elskede høretelefoner på, sammen med min favorit trøje fra Nike. Jeg havde taget hætten på, for at lukke mig helt inde i min egen verden under min træning. Efter træningen blev jeg drillet af mine kollegaer med, at jeg var gået i beastmode fordi jeg havde hætte på. De sagde jeg spillede smart og sej. Jeg svarede dem, at det ikke er noget jeg spiller. Og det er det heller ikke. For jeg prøver hverken at være smart eller sej når jeg træner. Men jeg prøver derimod at få et afbræk fra hverdagen. Lukke mig inde. Glemme alt omkring mig. Være i nuet og nyde at bruge min krop. Derfor er jeg fan af hættetrøjer, og jeg har bemærket, at jeg mere og mere render rundt med hætten oppe. Også når jeg er derhjemme. For at få ro, og så fordi der er møghamrende koldt på mit værelse. Og jeg trænger snart til nogle flere hættetrøjer, og hoodies, for jeg misbruger alle dem jeg har lige for tiden.

Indeholder affiliate links

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er jeg et dårligt menneske fordi min mave deller?

16830542_10210618775082346_920405292_nHer er jeg. Glad. Afslappet. Sund. Jeg havde forleden en kostvejledning hvor emnet faldt på deller. Ikke et atypisk emne i forhold til de kostvejledninger jeg har, da rigtig mange har svært ved at acceptere, at maven altså folder når man sidder ned. Men det gør den, også på en sund krop. På en veltrænet krop. På en glad krop. Deller er ikke noget fanden har skabt, det er noget naturen har skabt. Kroppen består primært at fedt og muskler. Fedt er noget blævret noget, så det ville da se mærkeligt ud, hvis den stod knivskarpt hele tiden. Det ville da være mærkeligt, hvis dens udseende ikke ændrede sig i takt med dine bevægelser.

Alligevel får jeg rigtig tit henvendelser om, at mange ser sig selv som dårligere mennesker når de kigger på deres mavedelle. Jeg har mest af alt lyst til at råbe og skrige. Ikke af dem. Jeg ved egentlig ikke rigtig af hvad. Af idealet tror jeg. Det ideal der planter tanker i unge pigers hoveder om, at man er et dårligt menneske når man har deller. Guess what, så er jeg et dårligt menneske.

Det næsten altid mavedellen samtalen drejes over på. Hvilket egentlig giver god mening. Mavens udseende ændrer sig markant fra vi står op til vi går i seng. Den kan være flad det ene øjeblik, oppustet det næste. Det er da om noget forvirrende. Det er i den alt magien sker. Når vi spiser kan vi mærke reaktioner i maven. Fordøjelsen spiller os et puds. Producerer luft. Udspiller vores maver. Giver os en følelse af, at vi har taget på. Bukserne strammer mere end imorges. Tankerne begynder at flyve. I stedet for at acceptere, at det er en naturlig del af kroppens daglige procedure, går tankerne straks på vægttab, træning og sukkerfri fra imorgen af. Morgenen efter er maven normal igen. Lige indtil du begynder at spise, og hele mekanikken går igang igen. Men ro på. Det helt normalt, venlig hilsen den kliniske diætist.

Det er helt normalt at maven arbejder i løbet af dagen. At tarmene producerer luft og udspiler din mave. Det er helt normalt at din mave deller når du sidder ned. Det er helt normalt at du ser en dobbelthage når du åbner snapchat, og kameraet er på selfie-mode. Der er absolut intet af det her der er unormalt. Det gør dig ikke til et dårligere menneske. Vi har alle sammen deller, det er bare ikke alle der har lyst til at dele dem med dig på de sociale medier. Husk på det.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Åben øjnene Tornerose

16129638_10210316084835279_1569348357_oBerøringsangst er et begreb jeg først sådan rigtig har beskæftiget mig med, efter at være startet som frivillig i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Berøringsangst er et spøjst ord, og jeg har egentlig aldrig rigtig smagt på ordet før nu. Min definition af ordet er: At være bange for at italesætte et emne, fordi man er nervøs for hvad udfaldet vil være. En ting jeg især har taget med mig fra mit frivillige arbejde er, at hvis vi ikke snakker om det, løser det intet. At tale om tingene er ikke altid løsningen i sig selv, men det er en start. Vi acceptere at problemet er der. Vi taler højt om problemet. Vi viser problemet, at vi ikke er bange for det.

Jeg har selv været meget berøringsangst, eller konfliktsky om man vil. Jeg hadede at se virkeligheden i øjnene, hvis den ikke behagede mig. Ved at lukke øjnene for det, gemte jeg virkeligheden væk i nogen tid, levede videre i min lille illusionsbobbel, men opdagede også hurtigt, at virkeligheden igen ville ramme mig, denne gang i endnu større hast end før. Sådan tror jeg mange går rundt og har det. At lukke øjnene er ikke løsningen på noget. Du kan ikke sove problemerne væk Tornerose. Men at italesætte dine tanker, ideer og behov, det er vejen frem.

Det behøver ikke kun at handle om ting som spiseforstyrrelser og selvskade, vi bør generelt være bedre til at tale om alle hverdagens små problemer. Små problemer som kan have potentiale til at vokse sig store og grumme. Selvfølgelig skal vi ikke være pernitten og lægge overdreven vægt på små problematikker. Men er der noget der nager os, bør vi tale om det. Vi bør italesætte ting meget mere. Tale om følelser. Tale om tanker. Ingen af os er tankelæsere, og uanset om det handler om din kæreste der ikke har taget opvasken for fjerde gang i streg, eller veninden som endnu engang aflyser en aftale, bør du fortælle hvis det går dig på. De kan ikke læse i dine ansigtsfolder, hvad det er der går dig på, så du bliver nødt til at fortælle dem det med ord.

Spild tiden lidt

16776421_10210572251759292_1184146713_oJeg har sat mig til rette i min seng. Fundet min computer frem, og tændt for mit TV. Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal se Bones eller skrive blogindlæg, så jeg tænker mig at gøre det kvinder nu engang er så kendte for, at multitaske. At blogge mens jeg ser Bones, lyder da hyggeligt og smart. Jeg tager en slurk te og tænker lidt for mig selv. Jeg har næsten lige skrevet et blogindlæg om at vi har så travlt for tiden. Sætningen, “vi bør spilde tiden mere” har kørt rundt i mit hoved hele dagen. Hvorfor har jeg behov for at multitaske nu? Hvorfor har jeg behov for at udnytte hvert minut lige nu. Hvorfor kunne jeg ikke bare spilde tiden lidt?

Jeg tænker tilbage på mit seneste blogindlæg (på daværende tidspunkt – læs det her), tænker på hvordan jeg altid får af vide, at jeg er så god til at rådgive andre. Tænker på hvor dårlig jeg er til, at rådgive mig selv. Jeg er blevet bedre, bevares, vi lærer vel hele livet, men jeg er stadig ikke perfekt. Jeg fejler stadig, stresser stadig, jeg er også kun et menneske. Jeg har stadig tendens til at tro, at jeg skal kunne bære klipper med mine arme, og nå trætoppe mens jeg står på jorden med mine 163 cm. Jeg har selv brug for at stoppe op nogle gange, brug for at en hiver mig ud af hverdagens faste greb, rusker i mig og råber SLAP AF NADJA.

Så hvorfor ikke spilde tiden lidt. Bruge de timer vi nu har, og tænke pyt til de ting vi ikke lige når idag. Jeg siger ikke, at du skal sige pyt til dine deadlines eller vigtige aftaler, blot prioritere dem. Prioritere dine ting, give plads til at du kan sidde og glo ud af vinduet hvis det er det du har lyst til, geare ned fra syvende til tredje gear. Du har kun to arme og to ben, og hvor ofte er det ikke lige gået galt, når du bare lige har skulle hente en kop kaffe på arbejdet, gået forbi printeren, tænkt “jeg tager da lige de kopier jeg printede med mig”, går forbi reolen med dine mapper, tænker “orv, den mappe skal jeg bruge senere, den napper jeg lige med mig”, går videre ned mod din plads, mødt en kollega, forsøgt at vinke, men alle hænder er fulde, og pludselig stået med kaffe over det hele. Digtet scenarie, men måske du kan relatere. Måske kan du se dig selv i situationen, eller en lignende situation. Måske den kunne være undgået hvis du havde spildt tiden lidt, og gået to gange? Måske ikke. Det er alt sammen kun tanker der florerer i mit hoved mens jeg sidder her i min seng. Jeg tager endnu en slurk af min te, kigger op på mit fjernsyn som stadig står med Netflixs startskærm. Lukker min computer ned, og ligger den væk. Sætter min telefon på flytilstand. Går ud og laver mig endnu en kop te, og sætter Bones igang. Nyder kun at have én skærm tændt foran mig.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Om en hvidvinsbrandert, højlydte grin og gratis vin til dig og din weekend

15451238_10209931310056150_835278236_nDa jeg startede med at drikke vin, startede jeg blødt ud med hvidvin. Det tror jeg de fleste gør, lidt ligesom da man skulle lære at drikke kaffe. Starter med latte og slutter med sort i sort. Efter min første heftige hvidvinsbrandert (kan ikke anbefales) har jeg dog haft et lidt ambivalent forhold til hvidvinen, og gået over i rosé og rødvinens rækker. Jeg har aldrig været den store vinkender, eller nørdet hvor man finder de bedste og fineste vine, men jeg går op i, at den fylder mig med varme, lækkerhed og ro.

Jeg har dog alligevel suget lidt vin-viden til mig, siden jeg tog min første tår bitter rødvin, og det er blandt andet, at man helst skal gå efter de flasker, hvor vinen er så tæt på proppen som muligt, for at undgå en sprittet smag, og endnu vigtigere, at man skal gå efter en vin med lavt garvesyrer indhold, for at undgå blå tænder. Og det var så så nørdet det kunne blive, fra min side af. Så hvis du har nogle vin fif som jeg skal kende til, til jeg i weekenden skal have mig en lækker rødvinsbrandert sammen med min roomie, så fyr dem afsted i en kommentar til os. Det kan godt være, at nogle mener det er usundt at drikke vin, men det er jeg egentlig ret ligeglad med. Sundhed er hvad du gør det til, og uden at lyde for alkoholisk, så kan en rødvinsbrandert være lige det man har behov for, for at slutte en lang uge af. Vin giver anledning til at lade dig slippe hæmninger, nyde nuet, grine højlydt og bare være til stede – og lige præcis dét er en stor del af sundhedsbegrebet for mig. Om det så er et glas en onsdag aften, eller en flaske lørdag, det er for mig lige fedt.

Så hvis du undrede dig over, hvorfor en sundhedsblogger vælger at skrive om vin, er svaret ovenfor. For mig handler sundhed ikke om hvad jeg kommer indenbors, men hvordan jeg har det med det, og hvad det giver mig. Jeg er KÆMPE fan af vin, så stor fan, at jeg vil give dig 150 kr. gratis til at handle vin for. Så du kan slippe hverdagen, nyde nuet, grine til du får mavekrampe og tage en pause fra alt det der tynger skuldrene. Det eneste du skal gøre er, at tilmelde dig Theis Vines nyhedsbrev hvor du vil få 150 bonuspoint (150 kr.) til at kunne handle lækker vin til weekenden. Du får samtidig alle mulige andre fordele ved at tilmelde dig deres nyhedsbrev, du kan læse alle fordelene her, og tilmelde dig her.

Indlægget er sponsoreret

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Gæsteblog: Min vej til konkurrence del 2

16651721_10154390144184077_987630419_nAf Samir Bergkamp Kadhim læs første del her

Der gik ikke ret mange dage før jeg havde undersøgt alt om disciplinen og hvad det ville sige at stille op til NC 2017. Jeg blev hurtigt rigtig bidt af det og lagde mærke til hvor stor en verden det egentlig er.

Der findes mange forskellige klasser man kan stille op i debutantstævnet b.la. Bodybuilding, Body Fitness, Bikini Fitness, Atletic Fitness og Mens Physique.

Jeg vidste fra start at det ikke var noget jeg kunne klare selv. Alt omkring træningsplan og kostplan op til konkurrencen, men også forberedelser og det der hører med. Råd, vejledning, motivation og støtte var noget jeg søgte.

Der findes uendelig mange trænere derude. Både uddannede som ikke uddannede. Både dem som var dyre og dem som var ekstrem dyre. De lover det ene og det andet og man ved egentlig ikke hvem man skal gå til.

Havde indsnævret det til to trænere og det var en lidt svær beslutning, men jeg fandt frem til en træner, som har en masse erfaring indenfor kategorien, men også havde skabt synlige resultater. Ikke kun via hans atleter, men også han selv deltog i mange konkurrencer.

Hans atleter ud fra hvad jeg havde hørt, set og læst var seriøse og meget målrettede. Træneren havde et ry for at være hudærlig og ekstremt fokuseret på at nå i mål, det er hvad jeg kunne nikke genkende til og spejle mig ind i hvem jeg er som konkurrence menneske.

Derfor gik valget til Lars fra In2shape, hvor han havde som nævnt flere års erfaring og resultater på scenen. Han er typen som ikke vil stille sit navn til, hvis ikke man har potentiale til at komme på en topplacering. Det var hvad jeg kunne rigtig godt kunne lide ved ham.

Vores første samtale var meget interessant og han sad faktisk og lyttede til hvad jeg havde at sige. De fleste trænere jeg havde hørt om, var altid meget kyniske og kontante og ville egentlig bare havde penge på forskud. Ham her tilbød mig en samtale først og derefter kunne vi tale om det var realistisk for mig.

April 2016 var min første måling og vejning hos Lars og der kan jeg huske min vægt lå på 88kg og en fedtprocent på 12. Det undrede mig ikke jeg lå så højt oppe i fedtprocent, da jeg lige havde slået op med min eks, ikke havde noget sted at bo, ingen penge og måtte starte forfra i mit liv. Så beslutningen om at jeg skulle stille op var særdeles motiverende, selvom jeg ikke havde det på plads på hjemmefronten – så ja, jeg tænkte egentlig ikke over hvad jeg spiste og var lidt ligeglad.

Tror de fleste kan nikke genkendende til det med at starte på en frisk eller udstede sig et mål, efter man har været igennem en turbulent periode. Det sætter tingene i perspektiv og man får lyst til at gøre noget godt for sig selv igen. Nogle tager ud og rejser, andre bruger en del tid med deres venner og nogle vælger sågar at flytte og starte på ny. Vi bearbejder alle tingene på hver sin måde og så længe man bearbejder det, er man allerede godt på vej op igen.

Min situation var noget anderledes da jeg ville gøre det her for mig selv inden, da jeg længe ikke har haft et mål og noget i mig blev sat til livs igen. Jeg fik et træningsprogram og kostplan som jeg skulle følge. Der var over et år til og Lars fortalte mig at jeg havde et potentiale, da han kunne se jeg var i træning og havde en masse vi kunne videreudvikle.

Han understreget at det ville være et dyrt forløb, ikke kun hos ham, men hele pakken. Maden, livsstilen, tilmelding, konkurrence, overnatning, transport. Der var mange ting jeg skulle tage højde for. Han fortalte mig også at jeg skulle tænke mig grundigt om, da det kræver nogle ofre og en del sociale arrangementer man skulle pludselig takke nej til.

Alkohol, junk og måltider, som indeholdte fattige kcal. Er som altid strengt forbudt i sådanne sammenhænge.

Hvad der overraskede mig mest de første to måneder var min motivation. Jeg steg til 92kg og havde en fedtprocent på omkring de 8. Har altid selv forsøgt at tage muskelmasse på og gå ned i fedt, hvilket er rigtig svært i forvejen, hvorfor det aldrig har lykkedes mig.

Jeg forsatte de gode takter og havde kun et mål i tankerne. Kunne gå hen og fantasere om at stille mig op på scenen, mit mål har fra starten været at komme i en top 10, men pludselig var mine forestillinger i en meget bedre placering. Jeg begyndte at tro på det og den måde min krop reagerede på, var for mig et godt tegn på det rette spor jeg var på.

Havde pludselig glemt alt om min problemer, havde bare en ting jeg ville gå op i. Selvfølgelig var tiderne ikke nemme, men det blev nemmere at holde sig beskæftiget med noget, frem for at være fanget i kulkælderen med de samme overanalyseringer af tanker.

Fik ros fra min familie, venner, kollegaer fitness kammerater fra det sædvanlig center jeg træner i og jeg følte mig som et helt andet menneske. Et menneske med et bevis på at det faktisk kan lade sig gøre at opnå noget man arbejder hårdt på. Mine forberedelser var altafgørende og min træning kørte derud af. Blev stærkere og blev mere sulten efter at opnå mere.

Mine madpakker var fyldte og stod i fryseren og køleskabet og der var til en hel uge af gangen. Alting spillede og jeg fik mig en rigtig go’ start.

Men så kom sommeren.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Når musikken spiller

16466057_10210460372682385_1005546055_oVi udvikler os hver dag, hele livet, og det tror jeg faktisk er pisse sundt. Jeg tror at nogle træk går igen igennem alle vores år. Nogle vaner slipper vi sikkert aldrig. Men vi udvikler dem måske i en ny retning. Vi udvider vores horisont for, hvordan vi også kan se på tingene. Åbner øjnene for, at en firkant har flere vinkler, og at den ikke behøver være ens set fra alle vinkler. Ændrer os selv i takt med at musikken spiller. Finder os selv mere og mere. Hvis jeg tænker tilbage på da jeg var barn, så ser jeg en meget stille pige, som stod meget i baggrunden. Hun havde en masse at sige, hendes hoved kørte rundt med tanker, men de kom aldrig over hendes læber. Idag har jeg stadig den her stille pige i mig, men i en udviklet version (Okay, det lød lidt Pokémon agtigt…). Det stille identificerer jeg med, at jeg idag hviler i mig selv, at jeg er nede på jorden. Men med årene har jeg dog lært at åbne munden. Jeg siger min mening og kalder en spade for en spade. Den stille pige var meget perfektionistisk, ryddelig og pæn. Bad var noget man tog hver dag, og rod var ikke noget der behagede hende. Idag tager jeg lidt lettere på det hele. Alt behøver ikke stå snorrelige. Jeg dør nok ikke af, at opvasken står til imorgen. Det går nok at der ligger vasketøj på hele mit gulv. Mit hår falder ikke af, af at prøve at være fedtet for en gangs skyld. De ting gør mig ikke til et dårligere menneske, og det er noget jeg har lært med årene.
Min pointe med det her indlæg er vel egentlig, at få dig til at indse, at vi hele tiden ændrer os. Jeg har mødt mange, der har siddet fast i en illusion om hvordan de er, for “sådan har jeg jo altid gjort”. Det er bare ikke ensbetydende med, at det er sådan det altid bør være. Jeg skriver det her indlæg til dig, der sidder fast i en identitet. Jeg skriver det her indlæg til den lille stille pige, for hvor var det sejt af hende, at følge med udviklingen. Jeg holder stadig fast i dele af hende, men hun har vokset sig ud af sin trygge og vante comfortzone, og det kan du også gøre.