En pinlig indrømmelse, solbadning og sommer 2017

18788093_10211522359391389_1606417169_nJeg kan huske flere somre, hvor jeg har følt mig usikker i min krop, end jeg kan huske somre, hvor jeg har følt mig glad. Jeg husker flere somre hvor jeg har været bekymret om hvad folk mon tænker om min krop, end somre hvor jeg har været ligeglad. Jeg husker mange somre jeg har spildt. Jeg husker få, jeg har nydt fra start til slut. Det er forbi nu. Sidste år nød jeg sommeren. Var glad selv med bikini på. Men det var også en af de første hvor jeg havde det sådan. Der er mange somre der er gået med for mange dumme tanker.

Her i weekenden har jeg tannet hjemme hos mine forældre. Igår sad jeg i solen, kiggede ned ad mig selv, smilte og var glad. Her gik det op for mig, at selv blandt to af de personer jeg elsker højest, har tankerne præget mig. Jeg har, åh det her er pinligt at skrive, men jeg har forsøgt at gemme mig væk fra mine forældre. Sat mig i de rigtige stillinger. Siddet halvt tilbagelænet så min mave ikke foldede. For hvad ville de ikke tænke, hvis de så min mave dellede. Hvis de så mine små bryster. Hvis de så mine blege brede lår. Det er virkelig pinligt at indrømme. Pinligt men sandt. De kender mig. Min mor har for fanden set mig nøgen et utal af gange. Hvorfor skulle de dømme mig. Jeg ved, at de aldrig har dømt mig. Så jeg ved heller ikke hvorfra tankerne kom dengang. Men det gjorde de. For længe siden. For det er heldigvis længe siden nu. Længe siden jeg har bekymret mig om deres tanker. For jeg ved heldigvis, at de elsker mig som jeg er. Weekendens solbadning har kun bekræftet mig i hvor pjattet det var. Hvor pjattet det generelt er, at bekymre sig om andres tanker, især de personer der elsker en ubetinget. Idag er jeg heldigvis ligeglad. Idag sidder jeg i præcis de stillinger jeg vil. Med præcist det tøj jeg vil. Som strammer præcist de steder det nu gør. Jeg bruger ikke energi på at rette på det længere. Det er dejligt. Befriende. Og sådan vil jeg bruge resten af min sommer. I det tøj jeg har lyst. Som strammer de steder det har lyst til. Med smil på læben, og meget gerne et glas rosé i hånden.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Status pt.

18685551_10211498941125947_2139104770_n-2Status lige nu er, at jeg sidder i min seng med bloggen fremme for første gang i en uge, eller lignende. Jeg har lige været i bad, for første gang i flere dage. Vores køkken herhjemme ligner lort, fordi der er ved at blive renoveret, og gjort klar til et altanprojekt som måske, måske ikke, bliver sat igang i juni. Status er, at jeg den sidste uge har levet af brød med kylling, hytteost og ketchup, eller bagels, fordi jeg ikke har kunne lave mad. Det er første gang jeg kan se mit gulv i flere dage. Fordi rod avler rod, og bund ærligt, så har jeg sgu ikke gidet at prioritere tøjvask. Jeg har semi hjertebanken fordi jeg ikke føler mig hjemme når der er så rodet og beskidt. Semi hjertebanken over, ikke at have blogget i lang tid. Det er ikke lysten der er forsvundet, eller inspirationen, men tiden og overskuddet. Helt konkret er der forsvundet 12 timer af min fritid, som nu er blevet til arbejde. Det er noget jeg selv har valgt, og det er helt okay, jeg skal bare lige vænne mig til det. Jeg skal bare lige lære at administrere min tid. Men det er derfor jeg har været (læs: er) stille her på bloggen. Det er fordi der er gået ny hverdag i den. En ny hverdag som jeg lige skal indpasse, tygge på, lade op til og vænne mig til. Det er mere end helt okay, for uanset hvor meget jeg gerne ville se mig selv som værende Wonderwoman, så har jeg indset, at det er jeg ikke (skuffende, men sandt). Jeg har ikke superkræfter eller flere timer i døgnet end alle andre. Jeg er et menneske der bliver presset. Presset når mit hjem ikke spiller. Presset når jeg skal lære nye rutiner for min hverdag. Presset, men ikke stresset. Jeg har lært mine tegn på stress, og jeg er ikke bange for at nå derud, ikke denne gang. Fordi jeg mærker efter, og giver tid til mig selv. Fordi jeg står op til en hverdag jeg er glad for, og spændt på. Fordi jeg har mennesker der får mig til at smile i min hverdag, hver dag. Det er saftsusme vigtigt. Og det ville jeg egentlig bare lige huske dig på. Dig som måske også har fået nyt arbejde. Dig som måske også står med et halvfærdigt renoveringsprojekt derhjemme. Dig som måske også har en snært af dårlig samvittighed over noget du nedprioriterer pt. Det er helt okay. Du er kun et menneske, ligesom os andre, ligesom mig. Der findes ikke superhelte, så lad hver med at tro, at du er en. Du er helt almindelig, og det er helt okay, mere end okay fakstisk, det er helt perfekt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Boller uden så meget krims krams

18516496_10211416896274877_983497084_o

For noget tid siden modtog jeg et brev fra min kæreste farmor. Hun skrev, blandt andet, at hun var ved at bage boller til hende og min farfar. I samme sætning skrev hun “Men farfar er jo mere til boller uden så meget krims krams”. Min farmor elsker at putte kerner, havregryn, tørrede bær i sit bagværk, hun eksperimenterer meget. Jeg elsker det. Det gør min farfar også, men han er mest til boller man kan stole på, om man vil. Boller uden så meget krims krams. Derfor besluttede jeg mig for, at bloggen skulle have en opskrift på boller uden så meget krims krams, til min farfar.

Det du skal bruge (16-18 boller):

  • 500 gram hvedemel
  • 150 gram smør eller margarine
  • 75 gram gær
  • 2 æg
  • 2,5 dl mælk
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk salt
  • 1,5 tsk vaniljepulver (kan undlades, eller udskiftes med kardemomme)

Fremgangsmåde:

  1. Smelt smør og tilsæt mælk, når det er fingervarmt opløses gæren heri
  2. Kom smør, mælk og gær over i en skål og tilsæt sukker. Pisk æggene let sammen og rør dem i massen.
  3. Kom melet i og rør dejen godt sammen til dejen er glat. Dejen er meget lind, og du må gerne tænke at der er for lidt mel i, men det er der ikke
  4. Sæt dejen til at hæve lunt med et viskestykke over i en halv time
  5. Når dejen er hævet formes bollerne og sættes over på en bageplade beklædt med bagepapir. Brug eventuelt en ske hvis dejen stadig er meget lind
  6. Lad bollerne hæve yderligere 40 minutter og tænd ovnen på 220 grader almindelig ovn
  7. Pensel bollerne med æg eller mælk og bag dem midt i ovnen i 15-20 minutter (hold øje med dem, bagetiden er meget forskelligt fra ovn til ovn)

18553229_10211416893514808_112216964_o

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Du er en diamant

18472637_10211391372316794_1908413411_oSagde han til mig. En af mine bedste venner. Da jeg havde et mindre nervesammenbrud, og fortvivlende og forvirrende, fortalte ham, om mine “drengeproblemer”. Hans ord fik mig til at falde ned. Drengeproblemer er sat i “-tegn, fordi jeg jo egentlig ikke rigtig har nogle. Men indimellem kommer ensomheden op, og så skal den ud på en eller anden måde, og det kom den, i stride strømme, udover min ven, i telefonen. Han tog det pænt. Grinte mest bare af mig, når jeg fortalte ham om mine ensomme tanker. Jeg er ikke en pige der går op i titler, går op i hvad mænd tænker om mig når jeg ses med dem, jeg laver ikke om på mig selv når der er en jeg er glad for, jeg går ikke og venter i timer på han skal skrive først – alt det har jeg allerede skrevet om lige her, og det ved han godt. Derfor grinte han, og kaldte mig kær. Det ikke kært. Det pige-pige-agtig, og det ligner mig ikke. Og hvorfor jeg pludselig blev så pige-pige, det ved jeg ikke. Måske tog søndags-single-ensomheden bare over, kender i det?

I hvert fald fik hans ord mig til at slappe mere af. Det fik mig til at komme tilbage på sporet af mit singleliv, som jeg jo egentlig holder rigtig meget af – med undtagelse af de ensomme søndage. Alt det der singlehalløj, har jeg også allerede skrevet om lige her. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden mine tætte venner, de er mine klipper når ting er svære, og nogle gange er det virkelig noget helt andet, at vende verdenssituationen med en god ven, fremfor en veninde. Især når det handler om mænd. De ser det bare fra en anden vinkel, og den vinkel kan jeg godt lige, for den vinkel er ærlig. Og så kommer de bare nogle gange med nogle guldkorn, som at sige, at du er en diamant. Jeg fik virkelig en ro i maven. For ja, det er jeg. Og det er du også. Vi er alle diamanter, med forskellige former. Diamanter findes i et utal af former og flader. Akkurat som os mennesker. Diamanter er værdifulde, smukke, unikke og højt værdsat. Akkurat som os mennesker. Så hvis der ikke er nogen der har fortalt dig det endnu, så skal du vide, du er en diamant. Du er værdifuld. Du er smuk. Du er unik og du er højt værdsat. Præcis fordi du er dig.

Et had-kærligheds-forhold

thumbnail_image1Når noget føles lidt som om, at jeg ikke kan leve uden, men også til tider, har rigtig svært ved at leve med det. Måske mest fordi, jeg til tider bliver irriteret over hvor meget det fylder. Hvor opslugt jeg kan blive af det. Hvilken tidsrøver det er. Det er de sociale medier jeg prøver at beskrive her. De sociale medier, min telefon, og min computer.

Jeg har mange grunde til at elske de sociale medier. Det er min måde at kommunikere på. Kommunikere mine budskaber i mine indlæg ud til mange mennesker. Det er fantastisk til at følge med hos folk. Hvad sker i dit liv lige nu og her. Det næsten som at være der selv. Men jeg vil da egentlig hellere være der selv – i de fleste tilfælde i hvert fald. Det er en skøn måde at kunne være sammen på, selvom man er flere hundrede kilometer fra hinanden, eller måske bare fem kilometer. Jeg elsker min telefon, fordi den giver mig mulighed for at have lange samtaler med mine venner, når det er svært at finde tid til at ses. Jeg elsker min telefon, fordi den kan sørge for selskab og kommunikation når jeg føler mig alene. Jeg elsker instagram fordi det er en nem måde at komme ud med et budskab på. Jeg elsker snapchat fordi det er sjovt og mine venner altid får mig til at grine på det.

Jeg har også mange grunde til at hade de sociale medier – eller det de er blevet til. Jeg hader de sociale medier, fordi alt nemt kan misforstås, og bliver misforstået. Jeg hader de sociale medier, fordi de ligger et pres, et pres på at komme ud til så mange mennesker som muligt. Jeg hader at de sociale medier giver mig ondt i maven, når jeg ikke har været online eller på i et par dage. Jeg hader min telefon, fordi jeg er afhængig af den. Jeg elsker at sætte den på fly tilstand og fortæller mig selv, at så er jeg heller ikke vigtigere end at hvis nogen vil have fat i dig kan det sagtens vente. Men så kommer presset snigende, der er en forventning til os idag, om at vi altid er til rådighed, den forventning hader jeg, og fjerner flytilstand igen.

En af de ting jeg sætter allermest pris på i livet er, at leve i nuet. Nyde det jeg laver uanset hvad det er. Mærke at jeg er til stede. Det kan jeg ikke altid med den skide telefon, og de sociale medier der plimmer løs. Jeg bliver presset af dem, og på den anden side vokser jeg af dem. De gør mig glade helt ned i maven, når jeg kan se jeg kan gøre en forskel på dem. I kan nok høre, at det er et ambivalent forhold jeg har til de sociale medier. De er en del af mit arbejde som blogger, samtidig blogger jeg af lyst, og ikke af press. Det hænger ikke rigtig sammen, og alligevel gør det. Det vigtigste for mig er derfor at arbejde med at være offline. Arbejde med at det er okay, at være offline. For det er sundt for mig. Det er sundt for alle tror jeg. Sundt at sætte telefonen på flytilstand. Ligge den væk når man er sammen med andre. Fortælle sig selv, at så er man heller ikke vigtigere.

Jeg kan huske, at jeg engang har fået af vide, at hvis man er sammen med nogen, så er det uhøfligt at have sin telefonen fremme. Selvom den ligger på bordet med skærmen nedad, så er den der stadig – klar til at stjæle fokus ved den velkendte lyd af en sms tikke ind. Jeg er fortaler for, at der ikke er noget man burde her i livet, men alligevel kan man jo overveje om den telefon bør ligge indenfor rækkevidde når man er sammen med andre. For let’s face it, vi er afhængige, og det er så møghamrende nemt for den at tage din opmærksomhed. Og jeg tror først vi kan leve rigtig i nuet, når vi lærer at slukke for den telefon. Lade hver med at tjekke de sociale medier konstance – der er sgu alligevel nok ikke sket noget på de sidste fem minutter, som ikke kan vente til senere. Eller hvad?….

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg drømmer om

18339433_120332000650008304_218257801_oAt bryde idealet

Fred i verden.

At blive diætist hos LMS.

En at holde om om søndagen, og resten af ugen.

En nude neglelak der ikke skal ligges på af 3-4 omgange for at dække ordenligt.

En M&M’s pose der aldrig bliver tom.

At mænd stopper med at fucke med mine veninders hjerter. Eller bare at kvinder og mænd dropper det skide spil, som ødelægger manges hjerter.

Et indbygget kamera i mine øjne, så jeg kan tage billeder når jeg blinker (det legede jeg at jeg havde som lille). Så kunne jeg gemme unikke øjeblikke i hukommelsen og se dem fra præcis den vinkel de opleves igen og igen.

En klatrevæg i mit fitness center. Er ved at undersøge et klatrenet, se det kunne være fedt!

At stress, angst og depression forsvandt.

At være barn igen og at alt er ukompliceret.

At hele min familie boede i samme by. Kun så jeg kunne besøge dem alle sammen ligeså ofte som jeg egentlig gerne ville.

En tryllekaffekop som fyldte sig selv op.

Flere weekender i ugen.

En større blære (fra gymnasiet til mit arbejde idag, har jeg altid været “hende med den lille blære”).

Det ikke så tit jeg drømmer. Ret ofte er jeg egentlig bare glad for at være hvor jeg er og hvem jeg er. Nogle gange drømmer jeg stort og urealistisk, andre gange er det de små ting der kunne være rare i nuet jeg drømmer om. Jeg tror det er sundt at drømme sig langt væk, for du bliver altid taget tilbage til hvor du er, og lærer at værdsætte det du har. For eksempel tror jeg egentlig ikke rigtig jeg drømmer om flere weekender i ugen. Det kunne være rart i starten. Men også ekstremt kedeligt at holde fri hele tiden. Nogle gange tror jeg egentlig bare man drømmer lidt om det man ikke har.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Tak mor

18472283_10211391002667553_207924459_oJeg var meget i tvivl, om det her indlæg skulle have titlen tak mor, eller tillykke mor. Idag har min mors fødselsdag. Ovenikøbet er det også mors dag. Det betyder både tak og tillykke, og det betyder, at hun skal krammes, forkæles og kysses på hele dagen. Tak er mest af alt fordi hun er som hun er. Min mor er min klippe. Hun er den person der kender mig bedst. Hun kan læse mine tanker, nogle gange før jeg selv kan. Det skræmmende men sandt. Jeg tror der er mange der har den følelse af, at det forhold man har til sin mor er helt unikt, og det synes jeg er ret smukt. Mit forhold til min mor er i hvert fald helt unikt i mine øjne. Jeg har ikke samme forhold til nogen anden. Hun er min mor, og den måde hun er min mor på, er jeg hende meget taknemmelig for. Hun er nemlig sin egen, og hun forstår altid at tage den helt rigtige hat på, når vi snakker sammen. Hun har en psykolog-hat, den bruger hun de dage jeg ringer, og ikke kan finde hoved og hale i mit liv. Hun har en humor-hat, den tager hun tit på når hun er overtræt, og den griner vi meget af. Hun har en beskytter-hat, den tager hun på når jeg er ked af det. Hun har en lytte-hat, den tager hun på, sammen med sin tålmodigheds-hat, når jeg ringer for at læsse en masse lort af. Hun er meget tålmodig. Hun har vidst også en skæld-ud-hat, den har jeg bare ikke set så tit (englebarn, jeg pudser lige min glorie). Hun har mange hatte, og mange af dem kan jeg genkende i mig selv. Nogle af hattene tager jeg selv på overfor hende, når hun er frustreret, har brug for at læsse lort af eller er glad. Vi er meget ens, og det er jeg rigtig stolt af. Og så laver hun verdens beste fødselsdagskage. Så tak mor, fordi du er dig, og tillykke med både din fødselsdag og mors dag idag. Jeg elsker dig.18452789_10211391002787556_1502320203_o

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Den der følelse i maven

18362542_120332000665898468_109443869_oI kender den nok. Den følelse man får i maven, som på en eller anden måde bare får en til at smile. Den der følelse man får, når man har gjort noget i en god sags tjeneste. Jeg får den altid efter at have været på mit frivillige arbejde. Fordi jeg kan mærke jeg har gjort en forskel. I weekenden fik jeg den igen, efter at have været med til at støtte op om Røde Kors’ Smid tøjet løbet ved Langelinje. Der dukkede ikke så mange mennesker op til løbet som man have håbet, måske fordi det regnede, måske fordi mange tænker “Der er så mange der hjælper, de behøver ikke mit ekstra tøj”, måske fordi mange ikke kendte til det, vidste det var der. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, at følelsen af at have været med. At give noget tøj væk, og vide, at nogle andre vil få glæde af det. Var det hele værd. Regn og kulde blev overskygget af glæde, smil og overskud. Og jeg ved, at selvom du måske ikke var med, så er det ikke for sent at donere tøj. Gøre noget i en god sags tjeneste. Og jeg ved, at du vil blive rigtig glad bagefter. Alt frivilligt arbejde er nemlig lønnet, måske ikke med penge, men med den der følelse i maven bagefter, og det er i langt de fleste tilfælde mere værd end penge.

Krydrede kyllingedeller

18339110_120332000571426737_136331081_oLækre krydrede kyllingedeller og rodfrugtefritter på under 30 minutter. Jeg er vild med nem mad, og er kæmpemæssig fan af Rema1000 og deres rodfrugtefritter. Så opskriften på dem er ganske enkel. 1) find din nærmeste Rema1000 2) find rodfrugtefritterne i køleboksen. 3) tilbered efter anvisning på pakken.

Det du skal bruge til kyllingedellerne

  • 1 pakke hakket kyllingekød (400 gram)
  • 1/2 pakke taco krydderimix til kylling
  • 1 rød peberfrugt skåret i små tern
  • 1 æg
  • 3-4 spsk havregryn
  • olie

Fremgangsmåde

  • Hak peberfrugten til fine små tern og bland herefter alle ingredienserne sammen (undtagen olie) med en elpisker
  • Varm en pande godt op, og kom olie på
  • Form dellerne med to skeer og steg dem i olie indtil de er godt sprøde (hold eventuelt dellerne varme i en ovn, mens du steger resten)

18379409_120332000608886839_1263680248_o18378894_120332000633117734_2130481116_o

Rugpandekager med vanilje

10581324_10203554320275391_1135625310_n

 

Pandekager, bare fordi de smager møghamrende godt, og er nemme at lave.

Det du skal bruge (15-20 pandekager – jeg fik 18 stk):

  • 150 g rugmel
  • 50 g hvedemel
  • 4 æg
  • 5 dl mælk (jeg bruger minimælk)
  • et nip salt
  • kornene fra ½ vaniljestang
  • kokosolie til stegning (du kan også sagtens anvende en anden smagsneutral olie)

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienserne godt sammen så der ingen klumper er i dejen. Varm en pande godt op på høj varme og begynd at steg pandekagerne. Når panden er møg varm skruer du ned til medium varme og steger resten. Kom lidt olie på panden inden hver pandekage.

Pandekagerne var allerede blevet godkendt af familien en gang før, men de godkendte dem med velbehag denne gang også. De smager ikke så sødt som normale hvedemels og sukker-pandekager, men de smager helt fantastisk med en klat nutella eller syltetøj ovenpå.

10617619_10203554318955358_2065356407_n

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Hvis jeg kunne vælge frit fra alle hylder ville jeg

18254442_120332000533936550_816316246_nJeg tænker tit over hvad jeg gerne vil. Vil sådan i det hele taget. Hvad er meningen med Nadja Vienberg Hansens liv (okay, det blev måske lige spirituelt nok). Men forstå mig ret. Jeg har altid gerne ville gøre en forskel for folk, og igennem mine 25 år har jeg trods alt fundet ud af, at jeg ikke kan gøre alle glade. Trods alt. For det kan jeg ikke. Jeg har prøvet, men jeg endte med at glemme mig selv. Men hvad er det så jeg vil. Hvad er det jeg er god til. Hvad er det jeg drømmer om at udrette.

For nogle dage siden blev jeg spurgt til hvad jeg drømmer om at lave. Hvis jeg nu kunne vælge helt frit fra leveren, i de urealistiske baner og bare drømme. Det er ikke vandt for mig, at tænke i urealistiske baner, fandt jeg ud af. Jeg har svært ved at drømme mig langt væk i fremtiden, for jeg lever meget i nuet. Men jeg prøvede. Mit svar var, at jeg drømte om at bryde idealet, så alle rendte rundt og elskede sig selv. Jeg vil opfinde en trylledrik, som i Asterix og Obelix kan give enhver superkræfter nok til, at skide på hvad idealet fortæller dem. På sin vis er det urealistisk, for jeg ved godt, at jeg ikke kan skabe sådan en trylledrik, og jeg ved hvilken kamp det er for rigtig mange. Jeg ved heller ikke om det vil gøre nogen som helst gavn. For her kommer mit realistiske syn ind og blander sig, vi skal sgu nok finde noget andet at kæmpe med, selvom vi så alle havde sluttet fred med kropsidealet.

Så det jeg drømmer allermest om er nok, at få min virksomhed op at køre. Jeg drømmer om at holde foredrag. Jeg drømmer om at lære andre, at elske dem selv. Jeg drømmer om at komme ud med mit budskab til mange mennesker. Kramme unge piger og fortælle dem de er gode nok. Jeg drømmer om at skrive bøger. Jeg drømmer om at formidle. Jeg drømmer om at have et job, hvor jeg ikke ser det som et job. Jeg drømmer om at være med til at bryde det skide ideal. Men jeg føler også, jeg allerede er et godt stykke på vejen. Det var svært for mig at drømme mig væk fra de realistiske baner, men også sundt tror jeg. Nogle gange kan det blive lidt for højtideligt i mit hoved, også selvom der er plads til regnbuer og skøre tanker. Jeg tror også det er sundt at tænke langt frem. Drømme langt ud i fremtiden. Det skal jeg blive bedre til. Men lige nu drømmer jeg om at være lige præcis hvor jeg er nu. Med min hverdag. Min blog. Mit arbejde. Mine interesser. Mig selv.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Kender du Vilde

18217869_120332000538840428_360706406_nFørst og fremmest skal jeg måske spørge, kender du SKAM? Ellers kan du se det her. Jeg blev særlig optaget af serien, da det gik op for mig hvor mange problemer serien belyser på en meget realistisk måde. For eksempel når serien afspejler den måde en spiseforstyrrelse kan vokse i en piges krop. Vildes krop. Vildes monster vokser i takt med hendes selvværd bliver sat på prøve. En fyr fortæller hende, at hun ikke er god nok. Ikke god nok. En spiseforstyrrelse kan opstå på baggrund af mange ting, nogle gange er det små ting der kan få den til at vokse. Ofte er det manglende kontrol, eller afmagt, der fodrer den. Fodrer det monster som jeg tror, i større eller mindre grad, har potentiale til at vokse i os alle sammen. Det monster der får Vilde til at ville finde kontrol og stabilitet. Hendes fokus er på at blive god nok. God nok til ham. Hun mener han vil have modeltynde piger. Hun må blive modeltynd. Hun vender fokus mod det. Ligger alle kræfter i. Hun bliver bange for mad. Hun laver mavebøjninger så det halve kunne være nok. Hun bemærker alle fejlene ved sig selv. Hun tager alt til sig. Hun er forgabt i drømmekroppen. Drømmemanden. Hun sammenligner sig. Hun benægter. Hun frygter. Frygter mere og mere eftersom hendes monster vokser. Hvem er hun uden monstret? Uden kontrollen. En spiseforstyrrelse er svær at komme ud af. Nogle gange bliver man nødt til at tale højt om det. Nogle gange har man brug for en øjenåbner. Nogle gange har man brug for, at nogle bryder kontrollen for en. Det aldrig nemt. Husk du aldrig er alene, der er altid nogen at tale med, eller være stille med. Hvis du har det lidt ligesom Vilde, så tøv ikke med at sig det højt. Du er stærkere end du selv tror.