Motion skaber overskud

november 4, 2013 0 Af Sunderehverdag

Der sættes ofte lighedstegn mellem motion og vægttab, hvilket er en stor misforståelse. Grunden til dette lighedstegn er, at mange oplever succes i deres ønske om at gå ned i vægt, ved at begynde at dyrke motion.  At motion er vigtig for et vægttab, står ikke til diskussion, men at ligestille motion med et vægttab er vildledende. Et vægttab kræver, at der ligges fokus på kosten også. Du kan træne og træne, men hvis du ikke har kosten med, vil du ikke opnå de ønskede resultater – i hvert fald ikke lige så hurtigt! Ønsker du at gå ned i vægt, og inddrage motionen, er det derfor vigtigt, at du fokuserer på din kost også, og ikke mindst de kilder du får din energi fra nemlig fedt, proteiner og kulhydrater.

Motion kan bruges til andet end at forbrænde kalorier
Motion kan gavne vores sundhed på utallige måder! Men de mange andre sundhedsmæssige aspekter der er ved at dyrke motion, overtrumfes ofte af det store fokus på at tabe sig.
Men hvad kan du så ellers bruge motionen til? Jo, mange bruger motion til at undgå stress, at forbedre sin sundhedstilstand, at skabe positivitet, at fremme motivationen og til at være social. I disse tilfælde bruges motionen, til at opretholde en sundere hverdag, igennem andre aspekter end blot mål og vægt. Her fokuseres altså på velvære igennem socialitet og balance i hverdagen.

Jeg vil derfor i dette indlæg, have fokus på de mange andre fordele motionen bidrager med, på vejen til en sundere hverdag – med massere af livsglæde.

Brug motionen i stressede perioder!
Eksamen, overarbejde, vasketøjsbunker der vokser og planer du ikke kan overskue. Det er klart hvis sofaen trækker i sådanne perioder. Men hvad hvis vi rent faktisk prøver at skabe mere energi, ved at bruge energi? Ja ok, det lyder måske lidt kliche agtigt. Men motionen kan faktisk give dig overskuddet, til at komme igennem de pressede perioder. Her gælder det, om at bruge motionen konstruktivt, til at klare hovedet, så du kan komme hjem med fornyet energi. Det nytter ikke hvis du i disse perioder, sætter mål for, at du vil ud og løbe 10 km eller tage til spinning 4 gange om ugen. Hvis du skal bruge motionen konstruktivt, handler det om at tænke i mindre baner. Blot det at du kom afsted, er nok til at skabe fornyet energi. Hvis du først begynder at sætte urealistiske mål for dig selv, vil motionen bare give dig endnu flere opgaver på bordet. Brug derfor motionen, til at tømme hovedet for bekymringer, og fokuser på at du gør noget for din egen skyld, og ikke for nogen andres.

Brug motionen til at se dine venner mere!
En tur i fitness centret, en omgang badminton eller en gå-tur i skoven er ideelt, til at få set vennerne i en travl hverdag. I får både hygget jer, og rørt jer på én gang, hvilket skaber overskud og glæde hos jer begge. Motion behøver ikke altid at være ensbetydende med max puls. Når motion bruges til at fremme socialiteten, er aktiviteter som golf og gåture altså perfekte. Her får du brugt kroppen, og udsendt noget energi, samtidig med at du kan føre en normal samtale og får set dine venner.

Brug motionen til at motivere dig selv!
Rigtig mange mennesker har et indbygget konkurrencegen, og bruger dermed motionen til, at udvikle sin kunnen indenfor bestemte aktiviteter. Når man bruger motionen som en motivationsfaktor, er det vigtigt, at man har succes med de mål man stiller sig selv. Succes kan være med til at øge livsglæden, ved at skabe motivation, styrke og energi til nye opgaver. Det gælder altså om at stille realistiske mål for sig selv, så man ikke oplever motionen som en barriere på vejen mod mere livsglæde.

Konklusionen vil dermed være, at motion er en super faktor, når du ønsker en sundere hverdag – på flere områder! Om du ønsker at tabe dig, eller skabe mere overskud, og/eller noget helt tredje, så er motionen et godt skridt på vejen.