Chili con carne

november 26, 2014 2 Af Sunderehverdag

10819123_10204215913934819_1376647320_nChili con carne er en super lækker ret, som man kan variere i det uendelige. Det er en perfekt til dig på SU, da du får en stor portion som sagtens kan fryses og stadig holde sig lækker. Jeg kommer altid et væld af grøntsager i, fordi jeg synes det smager sindssygt godt. Du kan vælge lige præcis de grøntsager du synes passer bedst til en simreret, jeg brugte champignon, peberfrugt, gulerod og majs.

Med alle de grøntsager, er det en ret som er springfyldt med vitaminer og fibre. Derudover er der gode proteiner både fra kidneybønnerne og kødet. Jeg har før kastet mig ud i vegetar versionen af chili con carne, som også smager glimrende.

Prøv også: Chili Sin Carne

Det du skal bruge:

  • 500 g oksekød (2-7%)
  • 1 dåse kidneybønner (eventuelt chilibønner)
  • 2 dåser hakkede tomater (jeg brugte en med chili og en med hvidløg)
  • 1 løg
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 stor gulerod eller 2 små
  • 300 g grøntsager efter lyst (jeg brugte champignon, peberfrugt og majs)
  • 1 tsk chiliflager
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk rå kakaopulver
  • salt og peber
  • Becel eller olie til stegning
  • vand efter behov

Fremgangsmåde:

Start med at hak løget groft og steg i olie eller becel, når løgene er gyldne svitser du chiliflager og tomatpuréen med. Herefter tilsætter du kødet. Imens kødet bruner skæres alle grøntsager til mundrette bidder. Når kødet er brunet kommes kidneybønner ved, jeg plejer kun at tage væden med hvis jeg bruger chilibønner. Tilsæt samtidig de hakkede tomater, gulerod, krydderier og vand (lidt efter behov). Lad retten simre i en halv times tid. Tilsæt nu de resterende grøntsager og lad retten simre yderligere i hvert fald 10-15 minutter, smag til med salt og peber. Jo længere du lader rettet simre, jo mere smag vil den få og jo mere vand vil du også skulle tilsætte.

Det er forskelligt hvad man spiser til chili con carne, selv kan jeg godt lide at spise det med en klat god guacamole, squash pasta eller man kan spise det med ris eller brød. Jeg lavede retten til min familie, og der havde jeg også lavet dette lækre surdejsbrød til, og det fungerede virkelig godt sammen.10814122_10204215914494833_714388091_n