Crunchy chokolade müsli

“Der er et liv foran dig som bare gerne vil leves”

 photo b75a3773-23bc-4bd3-b2d7-d7c56d5b8528_zpskpprzjvg.png

Sidste gang jeg gjorde noget for første gang, var for et par uger siden. Jeg sad i toget på vej til Odense for at besøge min far, og endte pludselig i en dyb samtale, med en vidt fremmed kvinde, en samtale som endte med at vare helt fra København til Odense.

Jeg havde egentlig telefon og Ipod klar da jeg havde placeret mig på et klapsæde i toget, men efter kort tid faldt kvinden, ved siden af mig, og jeg i snak.

Vi talte om idealer, livet, om hvor forskellige vi mennesker er, om hvordan mange forsøger at stræbe efter de samme urealistiske mål og om hvordan vi bliver formet af vores historie. Vi talte om hvordan mange stresser igennem livet og hvordan vi kan glemme os selv i hverdagen. Alt sammen meget dybe tanker, som vi på en eller anden måde synes at dele. Én af de ting kvinden sagde til mig, som har siddet dybt i mig lige siden var “der er et liv foran dig, som bare gerne vil leves”.

Jeg glemte hurtigt alt om min telefon og min Ipod, og jeg følte mig virkelig heldig, at et fremmed, og så inspirerende, menneske, ville bruge sin togtur på mig. Jeg følte jeg havde grebet en unik mulighed for at leve i nuet og møde nye mennesker der hvor de er. Jeg følte mig fanget af øjeblikket (som jo egentlig varede hele turen, så det var et langt øjeblik) og jeg følte mig meget inspireret. Det er alt for sjældent, at vi ser ud over vores egen næsetip, eller telefonskærm for den sags skyld, når vi er ude i det offentlige. Vi lukker os inde i en bobbel og lunter bare rundt mellem hinanden. De er bedre ude på landet, der er en større gæstfrihed og den er svær at finde i byen, men vi er stadig slemme.

Jeg tænker tit på, at når jeg løber rundt om Søndersø, så siger alle “Hej” eller “Godmorgen” til hinanden, er man forpustet nøjes man måske med en venligt nik og et anstrengt smil, men ingen slipper. Når jeg løber i byen kigger langt de fleste ned i jorden eller strengt ligeud. Jeg har flere gange forsøgt at få øjenkontakt, jeg har flere gange sagt hej eller godmorgen, og jeg har flere gange oplevet at folk kigger, nærmest forskrækket, på mig, eller kommer med et overraskende hej igen. Det samme i min opgang, det sjældent jeg får et hej med på vejen, hjemme hos min mor og stedfar vinker alle til hinanden, de ligeglade med om du bor der eller ej, men de vinker uanset hvad.

Kvinden i toget sad med hendes madpakke og skulle til at pakke den væk, da jeg satte mig ved siden af hende. Jeg kunne se hun godt kunne bruge en serviet, så jeg hentede en til hende. Hun blev så glad for sådan en lille ting, og det åbnede op for en samtale jeg ikke vil være foruden. Havde jeg ikke hentet den serviet eller havde jeg “overset” at hun havde brug for den og sat mig med min telefon og Ipod i stedet, så havde det bare været en togtur, servietten gjorde det til en mindeværdig togtur.

Så hvorfor har vi så travlt med alt mulig andet? Hvorfor har vi travlt med at leve i et visuelt univers, hvor medier og billeder skal fortælle os hvornår vi er sunde og hvornår vi er lykkelige? Hvorfor har vi så travlt med at stræbe efter noget som andre har bestemt er “perfekt”, alt imens at vores eget perfekte liv passerer forbi? Hvorfor har vi så travlt med at kigge på vores telefoner hele tiden, i stedet for at se ud på verden der ligger og venter foran os? Hvorfor har vi så travlt med at sammenligne os med andre, i stedet for at se på vores eget smukke og unikke jeg? Fordi det er sådan vi er vokset op. Med idealer, med teknologi, med medier, med muligheder.

Hvorfor spilde tiden? Vi har så travlt med at planlægge alt hele tiden, i stedet for bare at nyde nuet. Når vi er ude i offentligheden render vi med snotten i vores telefoner, vi tjekker instagram, facebook, mails og instagram igen. Gad vide om vi om nogle år aller har erhvervet os nakkeskader, fordi vi altid går med hovedet hældt 45 grader forover (jeg tør vædde med at vi om nogle pr vil se markant flere nakkeskader end før smartphones blev opfundet…). Jeg prøver selv at være mere åben og imødekommende, tage mig selv i at kigge på min telefon i køen i netto og jeg prøver at smile til folk, også selvom de ser anstrengt ud, for tænkt hvad det vil kunne føre med sig.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

2 kommentarer

  • Marlene Stensen

    Sikke et konge indlæg, det er så rigtigt. Prøv at se op og kig rundt, når du venter på bussen. Ingen står bare og venter og nyder “nuet”. Alle er dybt væk i deres mobiler. Man kan ikke lige stå i fem min. Og lave ingenting.
    Puha hvor ender det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak, det er jeg rigtig glad for du synes! 🙂
      Ja de telefoner kan være livsvigtige, men tager så sandelig også meget af vores liv fra os (altså meget grotesk sagt). Jeg ved heller ikke hvor det ender, men jeg tror det er vigtigt at vi italesætter det, for forhåbentlig vi så ikke bliver væk mellem hinandens virtuelle verdener.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Crunchy chokolade müsli