Min brystoperation del 2

august 3, 2016 10 Af Sunderehverdag

13819646_10208658198589159_1124376538_nJeg har valgt at dele en meget personlig historie med jer. En historie jeg aldrig havde troet, at jeg ville dele her på bloggen.

Læs første del her.

Så jeg vågnede med mine nye bryster. Mine nye meget ømme, meget gule og blå, meget hævede og meget følelsesløse bryster. Jeg var glad. Jeg kunne ikke lade hver med at kigge på dem. Jeg kunne heller ikke rigtig lave andet, eftersom jeg netop havde fået dem lavet, og det føltes som om, at min krop var blevet kørt over af en bulldozer under narkosen. Jeg havde fået lagt de 300 ml ind under musklerne og mine ar sidder i armhulen. Til trods for, at jeg netop havde fået lavet mine bryster og, at jeg aldrig har haft så ubeskriveligt mange smerter, så har jeg bestemt været en af de heldige i forhold til at komme mig hurtigt efter operationen.

De første par dage kunne jeg dog ingenting. Vi er ude på et stadie, hvor min mor måtte føre et glas med et sugerør op til munden på mig, så jeg kunne få noget at drikke. Hvor det at løfte armene var en krig af smerte. Hvor jeg ikke kunne andet end at ligge ned. Som ugerne gik kunne jeg mere og mere, og brysterne faldt mere og mere på plads, og jeg blev mere og mere glad. Jeg synes de passede rigtig fint til min krop. De var blevet større, de så naturlige ud og de gav mig de kvindelige former jeg altid havde drømt om. Desværre gav de mig bare ikke den forventede selvtillid og accept af egen krop, som jeg naivt havde troet.

Selvom jeg synes mine bryster var flotte, og at de passede rigtig flot til mig, var jeg stadig ikke tilfreds. Jeg var ikke lykkelig. Jeg følte mig ikke mere kvindelig. Hvorfor var jeg ikke lykkelig? Hvorfor havde jeg lyst til at gemme dem væk mere end nogensinde før? Hvorfor var min selvtillid faldet? Skulle de alligevel havde været større? Nej de skulle ikke være større. Var de blevet for store? Nej heller ikke.

Jeg husker tydeligt en sommerdag hvor jeg skulle på stranden med min mor og min stedfar. Jeg havde virkelig glædet mig. Den første rigtige sommerdag i lang tid og jeg elsker at være på stranden. Jeg var hoppet i en super fin ny stropløs bikini og pludselig ændrede alt min glæde over dagen sig. Jeg havde på ingen måde lyst til at vise mig i den bikini. Jeg følte mig så usikker, så forkert og følte, at alle ville stirre på mig. Jeg fik en kæmpe klump i maven og brød sammen foran min mor uden videre.

Jeg har aldrig haft behov for at vise mine bryster frem, gå i nedringet eller tage stramme kjoler på. At få lavet bryster ændrede ikke mit syn på resten af min krop. Det ændrede ikke mit syn på min mave, som ikke var blevet fladere efter jeg havde fået større bryster. Det ændrede ikke mit syn på min kvindelighed, som stadig var meget fjern for mig.

Jeg gik i næsten to år, og prøvede at vænne mig til mine bryster. Jeg levede i en illusion om, at de var lige som jeg ønskede, selvom jeg forsøgte at gemme dem væk, selvom jeg hadede at være nøgen, selvom jeg følte ubehag når jeg lå ned. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det var naturligt, at jeg ikke kunne ligge på maven, at det gjorde ondt når jeg lå på ryggen og at jeg fik smerter i dem når jeg lå på siden. Jeg fik undersøgt, om smerterne kom fra kapseldannelse, det gjorde de ikke. Jeg fik undersøgt om implantaterne lå forkert, det gjorde de ikke. Der var ingen forklaring på, hvorfor jeg følte mig så generet at mine bryster som jeg gjorde. Jeg måtte vænne mig til dem, jeg måtte lære at elske dem, elske min krop. Jeg havde jo taget et valg, og det valg kunne ikke laves om.

Det følte jeg i hvert fald ikke det kunne på det tidspunkt. Jeg havde aldrig før hørt om nogen, som havde følt sig så utilpas efter en brystoperation. Alle jeg kendte og læste om var helt igennem lykkelige efter deres operationer. Det skræmte mig, at jeg ikke havde det på samme måde. Det burde jeg jo. Jeg troede vitterligt ikke det var muligt at få taget implantaterne ud igen, så jeg begyndte at søge på nettet, fandt ud af det godt kunne lade sig gøre, men jeg følte nu, at jeg ville blive stemplet som naiv og utaknemmelig hvis jeg fik det gjort. Jeg gik med en indvendig kamp med mig selv om, hvad jeg skulle gøre.

Enten skulle jeg leve med dem, acceptere dem, acceptere smerterne og acceptere, at jeg gemte mig mere væk end nogensinde. Eller også skulle jeg acceptere, at jeg havde taget en forkert beslutning og acceptere, at en brystoperation ikke er løsningen. At større bryster ikke er lig med øget kvindelighed. At du ikke kan ændre dit syn på din krop uden at ændre dine tanker om dig selv. Jeg havde dagligt ondt i maven over situationen. Jeg gik i lang tid alene med tankerne om at få mine implantater fjernet, men det åd mig op indvendigt, så jeg valgte igen at gå til den person der kender mig bedst, min mor, som til min store overraskelse ikke dømte mig over mine tanker, ikke sagde jeg var naiv og utaknemmelig, men som forstod mig. Jeg stortudede over at hun kunne sætte sig ind i det. Stortudede over, at hun endnu engang ville stå ved min side og stortudede over, at jeg endelig vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle ikke leve med de bryster, jeg skulle have dem fjernet.