Squashboller

IMG_3618Nu hvor efteråret valgte at ramme os fra den ene dag til den anden, synes jeg, at de her super fantastiske efterårsboller skulle frem i lyset igen. Squashen er i sæson i juli, august og september, men selvom vi træder ind i oktober lige om lidt, kan du helt sikkert stadig godt finde nogle lækre squash derude. Squashen er fantastisk i køkkenet, da den kan tilberedes på et utal af forskellige måder. Squash er i virkeligheden umodne frugter af græskarfamilien, men vi omtaler og bruger den som en grøntsag.

Den auberginelignende grøntsag indeholer både A-, B- og C-vitamin samt jern og kalium. Disse mineraler og vitaminer bruges i kroppen, blandt til at beskytte os fra bakterier og virus, til at opretholde aminosyreomsætningen i kroppen og til at transportere ilten ordentlig rundt i kroppen.

Det du skal bruge (16 lækre boller):

  • 320 gram revet squash (jeg river squashen på min køkkenmaskine – dovenskaben længe leve, men et simpelt rivejern er mindst lige så effektivt).
  • 100 g havregryn
  • 50 g solsikkekerner
  • 250-350 g hvedemel (mængden af hvedemel afhænger meget af hvor fugtig en squash man bruger)
  • 150 g grahamsmel
  • 1 æg
  • 2 spsk olie
  • 1 tsk salt
  • 2 ½ dl lunkent vand
  • 25 g gær
  • vand/mælk eller æg til pensling

Fremgangsmåde:

  1. Start med at opløs gæren i vandet
  2. Bland den revne squash med vand og gær, æg og olie.
  3. Herefter tilsættes solsikkekerner, havregryn, grahamsmel og salt
  4. Mæt dejen med hvedemel
  5. Dejen æltes til den er fast – den må ikke blive for tør
  6. Sæt dejen til hævning i en time et lunt sted
  7. Nu slås bollerne sammen. Rul en pølse og del i 16 boller. Tril bollerne runde og fold forsigtigt dejen ind i sig selv, så du skaber en “stram” overflade
  8. Lad bollerne efterhæve i 20 min
  9. Bag bollerne i 25 minutter i en forvarmet ovn på 200 grader
  10. Nyd bollerne varme med en klat smør

IMG_3615

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg slap kontrollen og blev stærkere

14454530_10209185430729633_1830784196_n“Vejen til et lykkeligt liv er at acceptere, at man aldrig har helt kontrol over alting”. Jeg kan simpelthen ikke huske hvor jeg læste den sætning henne, men jeg kan huske, at den vakte noget i mig.

For det giver så uendelig god mening. Hvad skal vi med alt den kontrol? Jeg er selv kontrolfreak. Jeg skal have orden omkring mig, rod er djævlens værk og struktur er vejen til mit hjerte. Alligevel ved jeg jo godt, at jeg aldrig kan have helt kontrol over alting, og det har jeg med tiden også lært at acceptere.

Vi er kun mennesker, og vi kan ikke kontrollere alt. Vi kan ikke kontrollere andre mennesker. Vi kan ikke spå hvad der kommer til at ske. Vi kan kun følge strømmen og se hvor det fører os hen. Vi kan kun følge med, indrette os og bruge hinanden som støttehjul.

Jeg tror det er sundt at slippe kontrollen engang imellem, især i situationer eller perioder, hvor vi ikke selv altid er herre over hvad der kommer til at ske. Jeg har selv lært at slippe den mere og mere, give plads til, at ting sker som de gør, og at det ikke altid er en dårlig ting, at jeg ikke ved hvad der kommer til at ske, eller, at tingene ikke altid sker efter mit hoved.

I den periode, hvor jeg var meget presset, tenderede til stress vil man måske sige (læs med her), lærte jeg især at slippe kontrollen, hvilket jeg først har lagt mærke til bagefter. Måden jeg slap kontrollen på var ved at tilpasse mig situationen. Jeg måtte acceptere, at min hverdag blev vendt op og ned fra den ene dag til den anden, og jeg måtte lære at arbejde mig ud fra det standpunkt der nu var givet mig. Jeg kunne intet gøre fra eller til, kun arbejde med mig selv, arbejde med situationen og arbejde mig videre. I den periode brugte jeg også det at snakke rigtig meget. Snakke om de følelser jeg fik, selvom jeg ikke altid helt kunne beskrive dem med rigtige ord. Jeg brugte min mor, som er min største støtte. Jeg ringede grædende til hende når følelserne blev for overvældende. Prøvede at forklare hende mine følelser, som ikke gav mening. Heldigvis har min mor selv været der, så hun forstod dem. Hun vidste hvad jeg gik igennem, uden jeg egentlig behøvede at sige noget. Selvom jeg ikke brød mig om, at hun skulle ligge øre til hver gang jeg blev ked af det, føltes det altid som om, at en sten blev bekæmpet fra mit hjerte. Det føltes lettere at trække vejret. Jeg voksede en millimeter hver gang, og det hjalp mig til at komme helt op at stå til sidst.

Jeg tror det er enorm sundt, ikke altid at have kontrol. Jeg tror, at det at slippe kontrollen, at kunne tilpasse sig den situation man nu står i og at kunne acceptere, at der er flere måder at gøre tingene på, er vejen til et lykkeligt liv. Det lyder måske lidt overkill, men det tror jeg. For når man accepterer, at man ikke har kontrol, lærer man at udvikle sig selv ud fra den situation man står i, man lærer, at man “kun” er et menneske og at man ikke kan stå alene, for ingen mennesker burde stå alene. Du er ingen superhelt, du kan ikke redde hele verden, men måden du kan redde så mange som muligt på er ved, først at redde dig selv. Da jeg var pres, lærte jeg at fokusere indad. Jeg er på ingen måde egoistisk anlagt, og det krævede derfor meget arbejde at acceptere, at det handlede meget om hvad jeg havde behov for. Jeg vil gerne gøre alle glade, hele tiden, også på bekostning af egne behov, men det hjælper ikke i situationer hvor ens hverdag er et kæmpe jordskælv, som hver dag ryster benene under en. Her er det vigtigt at se indad, bruge venner og families støtte, acceptere at man ikke kan redde hele verden og lære at give slip.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Squad goals

14442680_10209181813439203_146539235_nI weekenden var jeg på tur med bloggerpigerne. Der var fest og farver, høje grin og dybe samtaler. Nogle af pigerne kendte jeg bedre end andre, nogle af pigerne kom jeg tættere på. En ting jeg har tænkt over siden er, hvor helt igennem fantastisk det er, at man kan samle en flok piger, med vidt forskellige hverdage, med vidt forskellige interesser og med vidt forskellige baggrunde, men med en ting til fælles, blogging, og at der derigennem kan skabes nye og tætte venskaber.

Bloggen har givet mig mange ting. Den har udviklet mine personlige sider. Den har udfordret mine private sider. Og den har udvidet min vennekreds. Caroline Thorsfelt var den første bloggerpige der stjal mit hjerte. Vi har kendt hinanden længe nu, og vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt gennem det voksende bloggerliv. Jeg kan tale med Caroline om ALT (vitterligt, alt), og hun kunne aldrig finde på at dømme mig, ligesom jeg aldrig kunne finde på at dømme hende, og hendes til tider skøre ideer. Matilde Trobeck, eller Helse Matilde om man vil, er også blevet en af mine meget kære piger. Matilde er spasmager ud til fingerspidserne og jeg kan ikke lade hver med at grine når jeg er sammen med hende. Det skulle dog lige være når vi taler dybt, Matilde er fantastisk til at lytte og give gode råd, og dét er en af de ting jeg vægter rigtig højt hos mine veninder. Mette (Life by Mette) er en fantastisk pige, som jeg taler alt for lidt med. Vores skønne Bornholmertur sørgede dog for en ende på dette. Det sjove er, at Mette og jeg har mere til fælles end vi lige troede, da hun kommer fra det område hvor jeg blev født og voksede op, samt der hvor næsten halvdelen af min skønne familie stadig bor – nemlig Jægerspris (og omegn), og kender derfor blandt andet min fætter, da de har gået på samme skole, verden er lille.
De tre bloggerpiger kendte jeg allerede i forvejen. Så er der de bloggerpiger man kender fra de sociale medier, og derfor også lidt føler, at man kender kender. Anna, Maya, Emily og Sofie var også med på turen, og selvom jeg ikke kendte pigerne, sådan rigtig, før turen, følte jeg lidt, at der allerede var skabt en form for relation, alene på grund af bloggen og de sociale medier.

Noget der fik mig til at føle, at jeg kom endnu tættere på de piger var, da vi blev kastet ud i en kæmpe udfordring, at køre mountainbike. Vi skulle ned af det største bjerg (okay, en høj bakke på Bornholm), og det var en meget større udfordring for mig, end jeg lige havde forventet. Ingen af os var trygge i situationen. Ingen af os jublede over at skulle ned af den bakke, som i øjeblikket føltes som et kæmpe bjerg. Ingen af os havde prøvet det før, og vi kiggede alle sammen febrilsk fra den ene utrygge bloggerpige til den anden. Men vi støttede hinanden, kom med opkvikkende bemærkninger og søde ord, og vi klarede det alle sammen – hvilket selv instruktøren var imponeret over.

Havde det ikke været for bloggen, havde jeg nok aldrig mødt denne håndfuld herlige piger. Og havde det ikke været for bloggen, havde jeg aldrig udviklet mig som jeg har gennem årene. En ting er, at jeg har fået en masse nye og skønne bekendtskaber, men jeg har i den grad også udviklet min personlighed og selvsikkerhed. Jeg er ikke se-mig-hør-mig-typen, men jeg har det godt med hvem jeg er, og det kan jeg takke bloggen for, fordi den har givet mig rum til at sætte ord på en masse tanker og følelser jeg har gået rundt med, og fordi, at en masse søde læsere er villige til at læse med hver gang. Tak for jer!

14442626_10209186912286671_680259517_n 14483970_10209186912326672_1641877043_n

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg var ung og naiv

14445271_10209185681735908_50002210_nPå billederne her har jeg prøvet at vise, hvor let det er at snyde sig til en fladere mave blot ved at spænde i den. Jeg kan godt forstå, at hvis man bare er en smule usikker på sig selv, og ser billedet til venstre, for derefter at kigge på sig selv, og så ser det til højre, at så ser man en forskel. Billederne ovenfor er samme krop med forskellig holdning. Men er man indsnævret i en tankegang hvor man tror, at jeg slapper af på begge billeder, så vil man jo tro at billedet til venstre er en realitet 24/7, det er det bare ikke. Selvom forskellen måske ikke er enorm, så kan den virke enorm hvis ens selvtillid er ikke eksisterende. Derfor sætter jeg fokus på at dele det hele. Fokus på at bryde glansbilledet og vise, at instagram post ikke altid er billeder af virkeligheden.

Der tales tit og ofte om den ideelle krop. Den rigtig krop. Kvindekroppen. Jeg er ikke nede med det. De seneste år er linjerne mellem rigtig og forkert blevet mere og mere udvisket for mig og rigtig mange andre, desværre er der stadig mange, især unge mennesker, der mener og tror på, at de skal leve op til et bestemt ideal og en bestemt krop. Kære mennesker, det skal i ikke. I skal leve op til en ting, og det er jeres eget ideal.

Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan være svært at forestille sig, at ens egen krop er helt perfekt som den er. Jeg har selv arbejdet meget med min krop. Følt mig forkert og fået foretaget skønhedsoperationer på baggrund af samme. Jeg har trænet alt for meget og spist alt for lidt, og blevet frustreret over, at lykken ikke kom til mig. Jeg arbejdede jo så hårdt for den. Jeg brugte jeg de sociale medier rigtig meget til at sammenligne mig. Pigerne på de sociale medier stod altid knivskarpt, som i altid, på alle billederne de lagde op. Jeg var imponeret. Jeg måtte jo tydeligvis ikke arbejde hårdt nok, for selvom min mave var flad når jeg stod op, selvom jeg kunne sammenligne mig med pigerne, så foldede maven jo stadig når jeg sad ned, det gjorde pigernes jo ikke? JO den gjorde, der var bare ingen der fik det at se.

At jeg var ung og naiv kan ingen instagram profil tage skylden for. At jeg troede på, at pigerne på instagram altid så sådan ud, kan jeg ikke bebrejde nogen for. Men jeg var naiv, for jeg troede vitterligt på, at jeg var forkert. Jeg troede på, at pigerne så sådan ud, altid. Jeg tænkte ikke over, at de måske kun delte billeder når de lige havde trænet, lige havde sovet og stod aller skarpest. Jeg tænkte ikke over, at jeg kun så 1 sekund ud af 24 timer af deres dag, og jeg troede at deres smil var lig med lykke, så jeg troede, at jeg skulle se sådan ud for at blive lykkelig. Jeg var ung, jeg var forvirret og jeg var alt andet en mig selv.

Det har krævet rigtig meget arbejde at nå hertil, hvor jeg idag ikke bliver påvirket af de sociale medier. Jeg kan sagtens blive imponeret over billeder og piger på de sociale medier, men jeg ønsker ikke længere at ligne dem. Jeg ønsker ikke at leve op til deres ideal, for jeg har fundet mit eget. Ingen bør leve op til andres idealer, og der er ikke noget fælles ideal. Der er kun et ideal der er rigtig for dig, og det er dit eget. Det kan være svært at finde, og det kommer ikke efter en nat, men allerede det at indse, at du er dit eget ideal og du skal finde det ud fra dit eget udgangspunkt, det er et stort skidt i den rigtige retning.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

En af de morgener

imageDu vågner stille fra en dejlig søvn, vender dig om på ryggen, strækker kroppen så lang den er og placerer herefter hænderne naturligt på din mave. Den er blød og flad. Du skænker den ingen ond tanke. Du står op, får kigget dig i spejlet og strakt falder de kritiske briller ned fra panden.

Minutterne hvor du lå med hænderne på maven, lækker vågen efter at have strukket kroppen godt igennem, og hvor der ikke eksisterede onde tanker om dig selv er pist væk. Sætningerne farer i stedet rundt i hovedet “Hvorfor stritter min mave på den måde”, “Ej de her mormor arme”, du vender dig vredt mod spejlet for at gå i bad, for derefter at skynde dig at vikle et håndklæde omkring dig, flå et sæt tøj ud af skabet for du kan ikke få dækket kroppen hurtigt nok til.

Når du møder på arbejde/studie skænker du det nok ingen tanke, at dine kolleger/studiekammerater muligvis har haft lignende morgen, for de har jo alle nogle lækre kroppe. Jovist en eller to måske har et par ekstra kilo på sidebenene, men de sidder jo så flot på dem, så de kan ingen kvaler have. Men puha dine egne ekstra kilo, eller mangel på samme, det er en helt anden snak.

Ordene “jeg er smuk” skal åbenbart bare være sværere at udtale end ordene “du er smuk”. At rose andre er nemt, at rose sig selv kan være som at skulle trække træer op med bare hænder. Men gad vide om du ville være glad, hvis du fik din kollegas krop? Gad vide om du ville være glad, hvis du fik den six-pack. Gad vide om du ville være glad, hvis du kom af med de mormor-arme?

Selv hvis du blev placeret i din lykkekrop, så tror jeg ikke på at du ville være glad. Glæden finder du først, når du begynder at glæde dig over den krop du er omgivet af, smile over hvad den er i stand til, turde se på dig selv i spejlet og tale pænt om dig selv og turde mærke på din mave, dine lår og dine mormorarme.

Man siger ofte, at man ikke må skilles som uvenner, men har du overvejet, at det også gælder for dig selv. Mit budskab: du må aldrig sige farvel til nogen du er uvenner med, og fra nu af gælder det også dit spejlbillede.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Older posts