Har jeg et ansvar på de sociale medier?

14885710_10209515117971608_959140515_n-3“Du har jo også et ansvar på de sociale medier”, “Du skal passe på, at du ikke påvirker unge piger negativt”, “Du er jo heller ingen stor pige, så du kan sagtens være glad for din krop”, osv. osv. Typiske sætninger at møde, når man ytrer sine meninger om kropsidealet på de sociale medier, og ikke selv er overvægtig.

Jeg har det meget ambivalent med sådanne kommentarer, for jeg ved jo godt, at jeg ikke er overvægtig og at jeg har en lille talje – sådan er jeg jo bare skruet sammen. Det ændre bare ikke ved det budskab jeg forsøger at sende som er, at man uanset størrelse og form kan have komplekser med sin krop. Det ændre heller ikke ved, at flere og flere med kropskomplekser, egentlig ikke er overvægtige, men er blevet påvirket i en retning til at tro, at de ikke er gode nok.

Da jeg var på min laveste vægt var jeg ikke glad i min krop. Da jeg begyndte at tabe mig, oplevede jeg kun flere og flere ting som ikke var gode nok. Jeg blev mere og mere utilfreds selvom jeg kunne hakke alt “det rigtige” (åh hvor jeg hader at skrive det) af. Lille talje, tjek. Mellemrum mellem lårene, tjek. Langt fint hår, tjek. Flad mave, tjek. Store bryster, tjek. Når jeg ser på billedet ovenfor, fra 2014, tænker jeg, at jeg da havde en virkelig flot flad mave. Men hvis jeg vender tilbage til mine tanker dengang, så fyldte tanker om, at den stadig foldede når jeg sad ned, meget. Jeg var langt fra glad. Jeg var langt fra glad fordi, at jeg forsøgte at leve mig ind i en sandhed, som ikke var min egen. Jeg forsøgte at leve efter nogle leveregler, som idealet havde bestemt var rigtige, og som jeg blindt stolede på. Jeg forsøgte at få den mave der ikke foldede når jeg sad ned, men kunne ikke forstå hvorfor det var så svært. Når jeg tænker tilbage nu, husker jeg, at jeg knap nok kunne få fat i noget delleværk, det var hud der foldede. Jeg var blevet blændet af et ideal så stærkt, at jeg glemte mig selv. Med tiden indså jeg, at vi alle er forskellige, og at det kun var mig der kunne mærke, og gøre noget ved, den uro der herskede indeni mig, og det var vendepunktet for mig – og er netop grundlaget for, at jeg poster som jeg gør på de sociale medier.

Jeg er enig i, at jeg har et ansvar på de sociale medier – det har alle. Jeg føler mit ansvar ligger i ikke at sende et misvisende signal ud fra hvordan min sandhed er. Desværre kan jeg ikke tage højde for hvordan du vælger at opfatte mit budskab, da du lever med en anden sandhed en jeg – hvilket er lige som det skal være. Vi har alle vores egne sandheder, og det er præcis det der er så fantastisk og unikt ved livet. Der vi går skævt af hinanden er, når vi forsøger at fortælle hinanden hvordan vi alle bør være og hvad vi alle skal gøre ud fra vores sandheder. Det skal stoppe. Derfor forsøger jeg heller ikke at pådutte andre en bestemt væremåde. Jeg forsøger at skabe rum for, at alle skal mærke efter. Jeg forsøger at lære andre, at vi alle har hver vores udgangspunkt, at vi alle er forskellige og, at vi alle har forskellige kroppe. Jeg forsøger at spænde ben for idealet, så det vælter og forhåbentlig slår sig så hårdt, at det, hvis det kommer op og stå igen, i det mindste halter og dermed ikke står så stærkt som det gør nu.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Sådan indretter jeg mit hjem

skaermbillede-2016-10-21-kl-23-01-42

1:// Lysestage fra Hübsh 2:// Cono lysestage fra Kähler 3:// Lysegrøn vase fra Hübsch 4:// Frederiksberg kort – nat 5:// Quest blå lænestol 6:// Bright Sprout fra Nordic Tales 7:// Perlestrikket pudebetræk

Endnu et lidt anderledes indlæg, hvor jeg denne gang blander mig lidt i modebloggerkategorien. Jeg er næsten lige flyttet, hvilket giver anledning til at købe nye og lækre møbler og hyggeting. Især det sidste præger mit hjem. Jeg ELSKER lysestager, puder, plaider, skåle, vaser og jeg kunne blive ved. Til gengæld er jeg fuldkommen ligeglad med, om der står HAY i bunden. Jeg er vild med genbrug og de fleste af mine pynteting er da også hentet på et loppemarked eller noget jeg har tilsnusket mig fra bedsteforældrene. Mit hjem handler om at være praktisk og hyggeligt, derfor er jeg også ret vild med, at du kan designe dit eget skrivebord lige her, dog går jeg lidt med tanken om at indbygge mit eget skrivebord i min vindueskarm for at udnytte pladsen bedst muligt – når man bor på et værelse er det vigtigt at tænke praktisk. Udover mit skrivebordsprojekt skal jeg også have anskaffet mig en bloggerstol, og her er jeg virkelig vild med den Quest blå lænestol på billedet. Begge dele skal skabe rammerne for mit helt eget bloggerhjørne, hvor jeg kan fordybe mig i mine tanker, mens det naturlige lys strømmer ind af vinduet (jeg kan allerede se det for mig, som du måske kan læse). Men et bloggerhjørne er uundværligt i en bloggers hjem, og jeg glæder mig tosset meget til mit er færdigt. Har du nogle gode tips til at udnytte pladsen bedst muligt, når man bor på et værelse, så del dem endelig i en kommentar. Det kunne også være spændende at høre, hvad du finder uundværligt i dit hjem.

Indeholder affiliate links

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Hovedet op og benene ned

14813415_10209447405278833_1241170493_oNogle gange har jeg virkelig brug for at ligge is på mig selv. Jeg vil alt, og jeg vil det på ingen tid. Jeg tænker ikke over, at der kun er 24 timer i døgnet, før de er væk. Jeg vil være her og der, og alle vegne, men har kun to ben jeg kan gå på. Jeg har kun to arme jeg kan række ud med, to hænder der kan bære. Jeg har kun et hoved, og det er begrænset hvor meget der kan fyldes i det. Hovedet op og benene ned Nadja, du skal nok nå det hele.

Forleden fik jeg et ubeskriveligt godt tilbud om arbejde. Det lød så perfekt. Det ville styrke mit omdømme som kostvejleder, skabe nye kontakter, alt var egentlig helt perfekt, borset fra en ting. Der var ikke plads i min kalender. Der var ikke plads i mit hoved til sådan et stort projekt. Jeg vidste, at jeg ville knække nakken på det. Vidste at jeg ikke ville kunne ligge alt den energi i det, som det var nødvendigt. Jeg vidste jeg blev nødt til at nedprioritere nogle andre ting, som jeg ikke på nuværende tidspunkt kan undvære. Så jeg blev nødt til at takke nej.

I mine overvejelser kunne jeg mærke, at der var rigtig meget der pressede mig i den retning, at jeg burde takke ja. Jeg burde gribe den mulighed. Jeg burde tage mig sammen. Hver tanke fodrede knuden i min mave. Jeg kunne mærke, at jeg blev presset af nogle forventninger jeg forestillede mig, at der var til mig og mit valg. Det eneste jeg egentlig burde var, at mærke efter i min mave. Min mave var på det tidspunkt fyldt op med noget der ikke føles rigtig. Derfor valgte jeg at sige “fuck hvis nogle mener at jeg burde, skulle, kunne, noget bestemt – nu mærker jeg efter hvad JEG vil”. Det pudsige er, at der aldrig er nogen der i øjeblikket fortalte mig, at jeg burde tage mig sammen. Der var ingen der sagde, at jeg burde sige ja. Det var alt sammen forestillinger jeg havde om, at jeg skulle agere på en bestemt måde – forestillinger om hvad der var rigtigt at vælge.

Heldigvis har jeg lært af egen erfaring, som fortæller mig, at man skal lytte til sin mavefornemmelse, og at den nok skal fortælle hvad der er rigtig for en. Selvom jeg synes det er et kæmpe fedt projekt, gav det mig ikke en god fornemmelse i maven, og jeg kunne mærke, at jeg måtte sige fra. Det der gjorde det helt store udfald var, da jeg lavede et fordel/ulempe skema til mig selv (primitivt, men genialt, værktøj), og det viste mig vejen.

Det er ikke altid nemt at sige fra når der er noget man egentlig synes er rigtig spændende, men det er nogle gange nødvendigt for, at man har sig selv med. Jeg har mange projekter på mit tegnebræt lige for tiden, og der er et projekt jeg ville skulle give afkald på hvis jeg havde sagt ja, og det projekt brænder jeg for meget for, til at kunne opgive det nu. En ting jeg har lært er at prioritere mine prioriteringer, og det har lært mig så meget, og det vil jeg så gerne have at du tager til dig. Det kan godt være, at der er meget du gerne vil lige nu, lige her, men hvad gør dig glad. Hvad er det vigtigste for dig lige nu. Hvad føles rigtig i maven. Gå med den fornemmelse. 9 ud af 10 gange, er det den rigtige.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Sådan begynder du at motionere – selv hvis du hader motion

Skrevet af Christian Øyen Dam – Fitness Formularen

Det kan være enormt frustrerende, når alle omkring dig går og praler med, hvor meget de ELSKER at motionere.

Især hvis du selv hader tanken om lange løbeture og overfyldte fitnesscentre, mere end du hader store brutale myg i dit soveværelse.

Ikke én eneste lørdag formiddag, kan du få lov til at vågne op med verdens lækreste morgenhår og halvsovende køre tommelfingeren op og ned af Facebook-væggen på din telefon, uden at scrolle forbi endnu et todelt kollagebillede af din facebook-ven Carsten, iklædt mande-tights (yeah right…”mande”-tights…) og en smøre ala:

Nååår jaaa hehe smiler hehe, men havde da bare lige hviledag. Løb kun lige 38km her fra morgenstunden som man kan se her på Endomomdo hehe #elskerhviledag #skyr

good_reasons_why_facebook_is_simply_not_for_kids_27

Hvis du selv aldrig har været typen, der er særlig glad for at motionere, så er det ikke “bare sådan lige” at overbevise dig selv om pludselig at elske det.

Du kan se verdens mest motiverende videoer på Youtube, mærke ilden blusse op i din mave og fuld af motivation marchere ned i fitnesscenteret for at træne…

(Som fx den her. Giver et ordentligt skud motivation direkte ind i blodbanen!)

… men ligeså snart at du får pulsen op i det røde felt, sveden begynder at pible ned i øjnene og følelsen af at du er ved at afgå til de døde indtræder, kan du næsten ikke vente med at komme hjem igen.

Måske er du heller ikke just ved at eksplodere af begejstring over, hvordan du ser ud i din laksefarvede tanktop ved siden af de toptrænede bikinifitnesspiger med synlige blodåre ned af armene og store silikonebryster…

… og ehh…

… så har du rent faktisk heller ikke rigtig tid til at træne i forvejen.

Eller…

Hvis de nu serverede rødvin og all you can eat deep pan pizza buffet, så kunne det måske godt være, at du lige kunne finde en time i kalenderen et par gange om ugen.

Måske har du noglegange undret dig over, hvordan nogle mennesker holder sig motiverede til at træne regelmæssigt, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, og ELSKER det, imens andre ikke gør.

Jeg har i hvertfald selv funderet en del over det her spørgsmål.

Du har sikkert hørt den her før: “Det handler om at flytte dit fokus fra resultatet og over på processen”.

Men hvordan gør du det?

Hvad hvis du ikke kan lide processen?

Hvad gør du så?

Personligt er jeg af den overbevisning, at meget få mennesker er født med en indbygget kærlighed til propfyldte fitnesscentre og lange løbeture på mørke regnvejrsfyldte efterårsdage…

… og når jeg kigger på dem, som har lært at elske processen ved at dyrke motion, og dem, som kæmper med det, så er den største og mest iøjenfaldende forskel den her…

Hvor god form man er i.

Jep. Simpelthen.

Hvis man er i elendig form, så er det altså bare ikke særlig fedt at motionere.

Jo dårligere form man er i, jo mere smertefuldt og ubehageligt er det.

Jo dårligere form man er i, jo mere øm bliver man dagen efter.

Jo dårligere form man er i, jo mere hader man bare motion.

Det meste af mit liv, har jeg ikke kunne fordrage at løbe.

Jeg er 194cm høj og 97kg tung. Jeg løber ikke. Jeg står stille og løfter tunge ting op fra jorden og sætter dem ned igen.

Første gang jeg begyndte at løbe efter mange år udelukkende med styrketræning, aftalte jeg med mig selv, at jeg bare ville løbe en lille tur og nyde processen.

Jeg tror ikke, at jeg nåede meget længere end et par gader væk fra min lejlighed, før jeg måtte vende om med sidestik og blodsmag i munden.

Det var vidst stadig ikke lige min kop med te, det der med at løbe, tænkte jeg. Med den form jeg var i, var det i hvertfald ikke synderligt fedt at fokusere på processen.

Derefter begyndte jeg at cykle 6-7 km op af bakke hver dag i stedet for at tage bussen til mit studie.

Da jeg efter et par måneder igen forsøgte mig med en løbetur, løb jeg pludselig 8km uden problemer. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg nød hvert et skridt.

Med andre ord: Da min form blev bedre, blev det ligepludselig en del sjovere og en del mere nydelsesværdigt for mig at løbe, end da min form var til hundende.

Såeeh, ja. Det er min hypotese.

Jo bedre form man er i, jo mere nyder man at motionere.

Det er i hvertfald for mig at se, én af de faktorer der afgører, hvor glad man er for motion.

Den gode nyhed er, at du er tættere på at blive glad for motion, end du sikkert tror lige nu.

Jep.

Du behøver ikke stikke kanyler i balden, få 1800ml silikonebryster og tilmelde dig bikinifitness i Ringsted, for at træne dig op til det punkt, hvor motion ikke længere føles som tortur for dig.

Når du går fra at være totalt håbløs til at nå minimumgraden af en færdighed, (i det her tilfælde hvor god form du er) så sker der et massivt skift i din psyke.

Motion stopper med at føles forfærdeligt og begynder at føles fantastisk i stedet.

For første gang nogensinde, begynder det pludseligt at give mening det med at nyde processen.

Du har pludselig dramatisk mere energi og overskud i hverdagen til at leve dit liv fuldt ud.

Som en rød heliumballon fra Jensens Bøfhus vil du langsomt men sikkert skabe en opadgående spiral af mental klarhed, velvære og glæde for dig selv.

Det første stykke tid vil du sandsynligvis ikke være synderlig glad for processen. Du vil også blive øm og træt i dagene efter. Sådan er det. Bad luck.

Men se på det på den her måde:

Du elsker ikke at trække lange slibrige ildelugtende sorte hår op fra badeværelsesristen, vel?

Men du gør det alligevel, ikke?

Sådan er det også med motion, når du starter ud. Du behøver ikke elske det i starten.

Det er fint nok hvis det er på niveau med at betale regninger, gøre rent og ordne vasketøj.

Det skal bare gøres og det er en del af livet. Det er det mest ansvarlige at gøre. Især hvis du vil have mere overskud, holde sygdom væk, se dine børnebørn vokse op, være fri for smerter, se bedre ud, have mere selvtillid, passe dine gamle jeans igen og leve længere og blive en badass bedstemor.

Når du så uge for uge begynder at nå minimumsgaden af nogenlunde form, så vil det stille og roligt blive sjovere og mere behageligt for dig at motionere, og inden du ser dig om, er det dig, der ligger todelte kollagebilleder op på Facebook lørdag formiddag.

Pas dog på med at tage munden for fuld i starten.

Ligesom med at spise optimalt for vægttab, så handler det om at undgå “alt eller intet”-tankegangen.

Hvis du går all-in fra start, så forsvinder motivationen efter et par uger. Ligesom den sikkert har gjort så mange gange tidligere.

Lad være med at tænke, at hvis du ikke kan klare 2 timers spurtetræning 28 gange om ugen, så kan du ligeså godt lade være med at gøre noget.

Vær realistisk med dig selv. Spørg dig selv:

Hvor meget tid har du til rådighed?

Hvor motiveret er du på en skala fra 1 til 10?

Hvilket niveau har du lige nu på en skala fra 10 minutters gåture til marathonløb?

Sæt et realistisk mål på baggrund af dit nuværende udgangspunkt. Du kan kun tage dit første skridt, fra der hvor du står lige nu. Om det så betyder, at du starter ud med at gå en tur på 10 minutter 3 gange om ugen – det er helt fint.

Uanset hvor små og ligegyldigt det kan føles, så husk at 1 er altid større end 0. Sådan er det altid med vaneændringer. Om du gerne vil igang med at spise bedre, begynde at motionere eller lære at spille guitar. Det handler alt sammen om, at få taget det første skridt.

Skrevet af Fitness Formularen

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Livet som blogger

14786874_10209404925416863_1768143803_oForleden fik jeg en mail fra nogle piger der spurgte, om de måtte have lov til at følge mig og min blog en hel dag. Det var til et skoleprojekt, og jeg synes da ideen var super interessant. Desværre måtte jeg skuffe dem, da jeg ved, at min hverdag ikke lever op til de forventninger der er om en bloggers hverdag. Eller i hvert fald ikke de forventninger, jeg oplever der er.

Jeg oplever, at der er en forestilling om, at bloggere render til events dagligt, henter pakker på posthusene, blogger mens de sipper latte, og generelt nyder livet med deres blog. Faktum er, at min hverdag starter kl. 7 hver dag i et fitness center, hvor jeg starter med at rengøre toiletter og rydde vægte op. 90% af min kaffe består af instant kaffe og det er langt fra hver dag, at jeg har tid til at bruge ordentlig tid på bloggen. Derfor synes jeg ikke, at jeg kunne være bekendt at spilde pigernes tid. Selvom min hverdag egentlig meget godt afspejler i hvert fald 50-70% af bloggeres hverdag, så synes jeg ikke det gav så meget mening, at de skulle tage med mig rundt og fjerne hår i badene i dameomklædningen.

Langt de fleste bloggere har en ligeså normal hverdag som alle andre, den eneste forskel ligger vel egentlig i ens fritidsinteresse. Jeg har min fritidsinteresse i bloggen, og jeg bruger derfor den tid jeg kan ved siden af mit arbejde på bloggen. Du skal bruge en helt enorm mængde tid og energi på din blog, hvis den skal blive så succesfuld, at du kan leve af det, sippe café latte dagligt og ligge hverdagsarbejdet fra dig. Det har aldrig været formålet med min blog og jeg, mit formål har været at have et sted, hvor jeg har kunne dele mine tanker, dele mine op og ned ture, vise at alt ikke altid er lutterglade dage, at sundhed er forskelligt og at vi alle kun er mennesker. Jeg har aldrig set min blog som et arbejde, arbejde, men nærmere som et kært eje, som med tiden vokser sig større, og jeg elsker det.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Older posts