Kvinder og planlægning

Brokkekassen

23960713_10213128313619241_432188563_oHvis der er noget, vi er sådan rigtig gode til, her i Danmark (det er de sikkert også i mange andre lande, men nu bruger jeg bare lige os som eksempel), så er det at brokke os. Virkelig meget. Jeg kan referere til det her indlæg, og nogen af forklaringen på vores brokkeri vil nok kunne findes der. Men alt i alt, må jeg indrømme, at jeg godt kan blive træt af alt det brok, og det er meget pænt pakket ind.

På listen “Ting vi godt kan lide at brokke os over” er:

  1. DSB
  2. Vejret
  3. Billister (altså, alle andre, for det er aldrig mig selv der laver fejlen)
  4. Rødt lys (eller her brokker vi os nok ikke så meget faktisk, vi går bare over, og brokker os hvis vi er ved at blive ramt af noget…)
  5. Dårligt TV
  6. Reklamer

Og jeg er da heller intet pragteksemplar, men jeg har været meget værre til at brokke mig, end jeg er idag. Mit redskab er at bruge sætningen “Kan jeg gøre noget ved det?” er svaret nej, så skal jeg ikke bruge negativ energi på det. Lad os tage et eksempel fra den virkelige verden. Forleden skulle jeg med det offentlige, noget der hører til sjældenhederne for mit vedkommende. Jeg stod på toget i Ballerup, og skulle ind mod byen. Det var morgen, og jeg kan generelt godt forstå, at det kan være stressende og presset, at tage toget om morgenen. Men det ved du også godt, allerede når du stiller dig på toget. Så gør dig selv den tjeneste, at træk vejret dybt, og tag turen med ro i maven. Det gjorde jeg, da jeg jokkede ind i C-toget mod Klampenborg. Efter at have passeret et par stationer, hvor flere surmulende passagerer kom ind, og kun få stod af, var vi i en situation, hvor vi kom hinanden ret nær i togkupeen. Igen noget man på forhånd godt ved, når man skal ind mod byen kl. 7.30. Pludselig stopper toget brat. Midt mellem to stationer. Der bliver kort tid efter meldt over højtalerne, at nogen har trukket i nødbremsen. Flot, når jeg lige at tænke, inden jeg bemærker at snakken begynder at gå, eller skal jeg kalde det brokken, mellem de travle og irriterede passagerer. I mine tanker får jeg spurgt en sur pige om hun kan gøre noget ved situtationen, og om hun så virkelig gider bruge så meget negativ energi på det? Pigen svarer selvfølgelig ikke, for spørgsmålet forbliver i mit hoved, og kort tid efter begynder toget at køre igen. Toget bliver maks et par minutter forsinket, men brokkeriet fortsætter som var det en halv time vi blev forsinkede. Jeg forstår udemærket godt, at et par minutter kan have stor betydning hvis man skal nå en anden bus eller et andet tog, men det er jo ikke din skyld. Du har ikke kunne forudsige situationen, du kan ikke gøre noget ved det i øjeblikket, så der er alt i alt ikke så meget du kan stille op. Bliver folk sure på dig, fordi du kommer for sent til et møde, en forlæsning, en date, på grund af det, så synes jeg ærlig talt det er deres problem. Og bliver din dag ødelagt på grund af det, synes jeg det er synd. Derfor vil jeg rigtig gerne lære dig, at bruge sætningen “Kan jeg gøre noget ved det lige nu?” og er svaret nej, så pyt, træk vejret helt ned i maven og kom brokkeriet i brokkekassen, luk den og kom glimmer på som Hella Joof ville sige det og find så smilet frem igen.

nadja_signatur
Skal jeg hjælpe dig med at få ro på tankerne omkring mad? hjælpe dig til at acceptere din krop? at slippe yoyo vægten? at slå op med badevægten? Så læs mere her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvinder og planlægning