Gør google os en bjørnetjeneste?

Om en grænseoverskridende hobby og en tålmodig fætter

16830383_10210627742906536_1685558258_n16837939_10210627742986538_9526239_nDet handler mere om teknik end jeg har forstået endnu tror jeg. Men jeg kastede mig ud i det for en lille måned siden, og jeg er allerede bidt af det. Jeg er vild med den måde min krop er fuldstændig færdig på bagefter. Jeg er vild med den ro det giver mig. Jeg er overrasket over, hvor stædig jeg i virkeligheden er. Jeg er overrasket over at mærke mine ømme muskler dagene efter, muskler jeg ikke vidste jeg havde. Jeg er vild med den følelse jeg får når jeg når steder hen, jeg ikke troede jeg turde. Jeg er bare helt igennem pjattet med det der klatring.

Min fætter og jeg havde længe talt om, at vi skulle ud og klatre sammen. Han har klatret i flere år, og jeg er fuldstændig grøn når det kommer til at kravle rundt på vægge. Jeg vil gerne indrømme, at jeg var pisse nervøs da jeg stod i klatrehallen, med kalk på hænderne og skulle begive mig op på min første væg. Jeg rystede da jeg, efter at have nået toppen, igen stod trygt på jorden. Det var en fedt følelse jeg havde indeni. Efter at have klatret et par timer, var jeg solgt. Fuldstændig. Jeg blev udfordret på en helt ny måde, og jeg var vild med det. Den største udfordring for mig var helt klart, at skulle hoppe ned igen, når jeg havde nået toppene. En enkelt gang måtte min fætter stå i noget der føltes som en evighed og motivere mig til at hoppe ned igen. Men jeg hang godt fast deroppe i toppen, og blev ved med at udskyde tiden. Dinglede lidt frem og tilbage i takt med, at jeg tog mod til at hoppe ned. Prøvede lidt at klatre ned igen, men den gik heller ikke. Hver gang jeg fik kigget ned på madrassen under mig, føltes det som om at der var mindst 10 meter ned. Jeg kunne ikke få mig selv til at give slip. Men som jeg kunne se, at der samles flere og flere under mig, som gerne ville klatre lige der hvor jeg hang fast. Kunne jeg godt se, at jeg måtte nosse mig sammen. Jeg hoppede, efter en god portion tid og tålmodighed fra min fætter, skreg lidt og landede som en sæk kartofler på madrassen. Ret forpustet, ret meget med bankende hjerte men også ret stolt. Følelsen af at have gjort noget man troede man ikke kunne er ubeskrivelig (og nej, der var ikke i nærheden af 10 meter ned derfra, men stadig, den var grum).16837953_10210627742946537_2142167381_n

Jeg har længe trænet fitness. Trænet de samme øvelser. Lavet den samme cardio. Begyndt at små kede mig. Men dog følt mig brugt i kroppen og haft en dejlig følelse bagefter. Træning giver mig et afbræk fra hverdagen, og det er det jeg nyder ved det. Jeg træner ikke for at få en fremhævet muskuløs krop. Jeg træner fordi det giver mig en følelse af ro bagefter. Lidt ligesom når jeg tegner. Her får hovedet et fuldstændigt afbræk fra tankemylderet. Klatring giver mig de bedste fra de to verdener. En træt krop, og et hoved der ikke tænker på andet end at komme opad. Klatringen har også vist mig en ny side af mig selv, eller fremhævet den. En stædig side. Den kan jeg ret godt lide.16901790_10210627743026539_1776703163_n

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gør google os en bjørnetjeneste?