Hvor langt er du på din trappe?

17623121_10210965762876824_1413600090_oNogle gange forestiller jeg mig processen, at lære at elske sig selv, som en trappe. Der er fandme mange trin på den trappe. Den kan virke uendelig lang faktisk, måske er den det også. Hvem siger vi nogensinde når enden af trappen? At vi når et punkt hvor vi altid er glade for os selv?

Jeg synes selv jeg er nået langt på min trappe, men jeg er endnu ikke nået til det sidste trin. Jeg er forbi de meget høje trin. De trin hvor man lige skal balancere sig og finde ud af om man skal fortsætte, for det føles usikkert at fortsætte. Det kunne være så nemt at blive ved med at følge idealet. Idealet fortalte mig jo hvad jeg skulle ligne. Jeg havde noget at forholde mig til. Tal og fakta fortalte mig hvordan jeg skulle føle mig. Glad, trist, dårlig samvittighed, alt sammen defineret af idealet. At stoppe der midt på trappen hvor idealet bestemte ville være nemt, men knuden i maven voksede. Knuden fortalte mig at idealet ikke matchede min profil. Jeg valgte derfor at passere trinnene, at bevæge mig længere op ad min trappe. Nu er trinnene blevet lavere, lettere at komme over. Jeg møder stadig nogle trin, som er lidt højere end andre. Nogle dage hvor jeg har sværere ved at leve efter mine egne regler om at elske sig selv. Men de trin kommer jeg også over, fordi jeg har lært hvor godt jeg får det, jo længere op ad min trappe jeg kommer. Jo længere væk jeg kommer fra, at noget udefra skal bestemme hvordan jeg skal have det, hvordan jeg skal se ud.

Det jeg egentlig prøver at fortælle er, at det kan være en rigtig lang vej til at lære at elske sig selv. Selvom man tror man er nået langt, vil man stadig møde dage, hvor man føler man er tilbage til trin et. Men det er helt okay. Vi er kun mennesker, og vi har følelser, følelser som påvirker vores tanker og handlinger. Følelser der kan spænde i maven. Følelser der kan få dumme tanker til at opstå, tanker om man burde være på en anden måde. Men det burde du ikke, for burde findes ikke. Det helt okay at have dage hvor man føler sig mindre tilpas end andre, det har jeg også. Mig der ellers altid prædker om at elske sig selv. Jeg elsker mig selv, hele mig selv, de fleste dage. Men uden de dårlige dage, ville de gode ikke fremstå så gode som de gør. Derfor skal der være plads til at føle sig utilpas. Der skal være plads til at føle sig menneskelig.

Uanset om du er på første trin, eller om du føler du har gået mange trin, men at der stadig er langt igen, så er du på vej. Husk på det. Du arbejder med det, det er en proces, en lang proces, måske evig. Men i stedet for at bekymre dig om hvornår du når i mål, så fokuser på de trin du allerede er over. Fokuser på dine successer, store som små.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er det en sabeltiger?

skaermbillede-2017-04-14-kl-16-47-54Hvis du undrede dig lidt over den skøre titel, så kan jeg godt forstå dig. Den kom efter jeg hørte en psykolog sige det, i forbindelse med, at hun snakkede om problemer. Da hun nævnte det første gang forstod jeg ikke rigtig, hvorfor fortidens dyr skulle inddrages i snakken om stress og problemer, men det gav alligevel mening. Er dine problemer en sabeltiger, noget du ikke kan løbe fra, noget der er faretruende og noget som forsøger at fange dig, eller er dine problemer måske en edderkop, noget som man kan væmmes ved, men som egentlig ikke er faretruende?

Nu må jeg hellere nøjes med at tale på mine egne vegne, selvom jeg ekstremt meget har lyst til at skrive vi. Men jeg har en tendens til at blæse mine problemer store og farlige, ligesom en sabeltiger, især når jeg er presset. Derfor gav psykologens ord rum for tankespil. Er det virkelig så stort og farligt som jeg forestiller mig? Kan det vænnes til noget positivt? Kan jeg tilgå det med en anden forståelse end min normale? Kan jeg se det fra et andet perspektiv og lige slappe lidt af? Hvis ja, så er det ikke en sabeltiger.

Et godt eksempel, de fleste kender til, er når man står i en situation hvor ens problem fylder alt. Problemer i den her sammenhæng er ligemeget. Det kan være hvis du er uvenner med kæresten. Er blevet fyret. Har tabt en kop kaffe på gulvet. Hvad ved jeg, det er forskelligt hvilke problemer vi blæser op. Men det er lige der, hvor det problem man går og kæmper med er pludselig omdrejningspunkt for det hele. Enten i nogle minutter, nogle timer eller dage, uger. Når problemer er løst, står man lidt tilbage og tænker “var det det, det klarede jeg jo”. Så det var altså en edderkop.

De fleste problemer er måske i realiteten edderkopper. Problemer som vi på den ene eller anden måde ender med at løse. Problemer som vi i nuet føler er store og faretruende, men som vi alligevel finder en løsning på. Det jeg egentlig bare gerne vil have dig til at tænke over med det her indlæg er, om de problemer du går og kæmper med har skiftet form fra edderkop til sabeltiger, og om det er noget du flygter fra, eller noget du i virkeligheden kan tage op, og sætter fri.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Rullen som Petra kalder den

17973988_120332000205559584_1013746965_nDer kører lige nu en dokumentar serie: Petra elsker sig selv, på DR3 (se den her). Forleden så jeg afsnit tre (to gange – spørg ikke hvorfor), hvor Petra opsøger Nygart for at høre mere om fedtfrysninger. Fedtfrysninger som efter sigende skulle kunne fryse hendes rulle væk. I ved, den delle der udformer sig under ens bryster, er den delle Petra kalder rullen. I kender den ligeså vel som jeg. Vi er mange der har rullen. Men den skulle fedtfrysninger i hvert fald kunne fryse væk, og Petra vil gøre meget i forsøget på at elske sin krop, så hun tager op til Nygart. Hos Nygart møder Petra, Jesper Nygart. Det er sådan cirka her, at jeg får lyst til at kaste min fjernbetjening ind i mit TV. Den måde Jesper fortæller Petra om fedtfrysninger, om hvor nemt det er, om hvor lykkelig hun vil blive. Den måde han, nærmest hånende, fortæller Petra, at hun tænker for meget over det. Hun skal da bare kaste sig ud i det. Det tager kun et øjeblik og de kan gøre det med det samme, og så er hun lykkelig.

Jeg sad der i min seng, meget forbavset, tom for ord og også med en halvtom følelse indeni. Jeg fik lyst til at hoppe ind i TV’et, fortælle Jesper, at han tager fejl. Det kan godt være at undersøgelser viser, at skønhedsoperationer gør folk gladere, men det er ikke lig med lykke. Det betyder ikke, at det vil gøre Petra lykkelig. Jeg havde lyst til at kramme Petra. Fortælle hende, at hendes rulle er smuk. Fortælle hende at vi er mange der har rullen, i større eller mindre udgave. At vi også synes det er irriterende når vi har BH på, at den ligesom bliver dobbelt så stor. Men at det er helt okay. Fortælle hende min historie med skønhedsoperationer. At jeg ikke blev glad. Fortælle hende at hun skal lytte til sin kæreste, som elsker hende for den hun er, sådan hun ser ud. Jeg får lyst til at kramme dig, der har det på samme måde som Petra. Fortælle dig at du er okay, helt almindelig og helt som du skal være.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg dater

17916767_120332000140073259_1835980483_oFor 2-3 år siden gjorde jeg mig ikke rigtig i det der med at date. Det sagde mig sgu egentlig ikke så meget. Nu har jeg været single i 6 år… okay … kender i det, når noget først rigtig går op for en, når man ser det stort på hvidt? Nå men, jeg har så været single i 6 år, men går det mig på, at jeg har været single så længe? Egentlig ikke. Singlelivet byder op på en masse ting, som jeg tror man har tendens til at glemme at nyde, så som at date. Så jeg er begyndt at date. Ikke nødvendigvis for at finde mig en kæreste, læs hvad jeg synes om ordet kæreste her. Men for at møde nye mennesker, for at overskride nogle grænser, for jeg synes altså, at det er grænseoverskridende, at møde mennesker man kun lige har givet et like på tinder, og skrevet overfladisk med. Jeg dater for at være åben, for at se nye steder, opleve nye ting, for at lære og for at få bekræftigelse. Det sidste er måske egentlig mest bare derfor, at jeg er på tinder.

Jeg dater for at lære at hvile mere i mig selv. At date handler for mig ikke om at finde ham jeg skal tilbringe resten af mine dage med. Jeg tager den lige med ro her, jeg er trods alt kun 25. Det handler heller ikke om at finde en, hvor jeg kan få stillet mine behov hurtigt og uden forpligtelser. Det handler om, at jeg kan mærke det er godt for mig. Da jeg startede med at date, gik jeg meget op i, at han ikke skulle kunne sætte en finger på noget. Jeg prøvede at spille det spil, som mange af mine veninder, mange piger, spiller. I ved, spillet hvor “jeg svarer ikke i flere timer, fordi han var langsom til at svare mig”-reglen dominerer. Jeg spillede det spil. Jeg brugte meget tid på tanker som “Hvad vil han tænke om mig?”, “Hvad synes han hvis jeg gør sådan?”, “Vil han synes jeg er desperat hvis jeg skriver til ham?”. Stille og roligt som jeg er begyndt at date, har jeg også sluppet mange af de tanker, og regler, mere og mere. Dét kan jeg mærke er sundt for mig. Jeg spiller ikke kostbar. Pakker ikke noget ind. Er bare Nadja, som hun ville være sammen med en af hendes venner.

Jeg ved godt det ikke er nemt at tage det afslappet når man skal på date. Jeg ved godt at tankerne “hvad mente han med den smiley?????” bliver blæst op. Jeg ved godt, at det er pisse irriterende når han ikke svarer i lang tid. Jeg kan godt sætte mig ind i, at man kan blive pissehamrende usikker, hvis man ikke ved hvor man har ham. Jeg ved godt, at pigers hjerner meget gerne vil planlægge og bestemme. Jeg ved godt, at der er mange regler at forholde sig til i det der dating-spil. Jeg ved alle de her ting, fordi jeg selv har været der. Det gav mig ikke noget godt. Af helt egen personlig erfaring, synes jeg at singlelivet er blevet meget sjovere efter jeg er begyndt at bryde reglerne. For helt ærligt, hvorfor er det ham, der skal tage det første skridt? Han kan da være ligeså nervøs som du. Du er single kvinde, nyd det, skriv til ham først hvis du har lyst. Lad hver med at analyser så meget. Åben munden hvis du er i tvivl om hvor han står. Smid pigeplanerne i skraldespanden, nyd nuet lidt.

Så jeg dater mere nu, og jeg nyder det. Jeg synes det sjovt. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig kan få koldsved og hjertebanken når jeg skal på date. Jeg kan da også stadig blive irriteret over at manden ikke svarer i 5 timer, men jeg tror bare jeg har lært at sige pyt, lært at han nok skal svare når han har tid, lært at der altså ikke sker noget, hvis jeg skriver to beskeder i streg til ham. Lært at tage det stille og roligt. Regler er til for at blive brudt, nogle regler i hvert fald, og i min verden er datingreglerne til for at blive brudt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

6 par trainers du kan føle dig street i

Indeholder reklame linksskaermbillede-2017-04-15-kl-16-22-10// Asos Dusty Wide Fit Fatform Trainers // Lost ink Wide Fit // Asos Desert Wide Fit Cactus Patch Trainers // Vagabond Zoe Leather White Trainers // Asos Day Flatform Canvas Triners //Adidas Originals Beige Gazelle Trainers

Har tendens til udelukkende at gå med de samme slags sneakers. Jeg elsker egentlig sneaks, da de kan sætte prikken over i’et på ethvert outfit, og tænker at 2017 er året hvor jeg må kaste mig ud i lidt andre farver end hvid og sort. Men dem skal der selvfølgelig også stadig være plads til. Så her er seks par sneakers/trainers, som jeg godt kunne se mig selv rende rundt i til sommer til en sød nederdel eller et par lækre shorts.

Older posts