En pinlig indrømmelse, solbadning og sommer 2017

18788093_10211522359391389_1606417169_nJeg kan huske flere somre, hvor jeg har følt mig usikker i min krop, end jeg kan huske somre, hvor jeg har følt mig glad. Jeg husker flere somre hvor jeg har været bekymret om hvad folk mon tænker om min krop, end somre hvor jeg har været ligeglad. Jeg husker mange somre jeg har spildt. Jeg husker få, jeg har nydt fra start til slut. Det er forbi nu. Sidste år nød jeg sommeren. Var glad selv med bikini på. Men det var også en af de første hvor jeg havde det sådan. Der er mange somre der er gået med for mange dumme tanker.

Her i weekenden har jeg tannet hjemme hos mine forældre. Igår sad jeg i solen, kiggede ned ad mig selv, smilte og var glad. Her gik det op for mig, at selv blandt to af de personer jeg elsker højest, har tankerne præget mig. Jeg har, åh det her er pinligt at skrive, men jeg har forsøgt at gemme mig væk fra mine forældre. Sat mig i de rigtige stillinger. Siddet halvt tilbagelænet så min mave ikke foldede. For hvad ville de ikke tænke, hvis de så min mave dellede. Hvis de så mine små bryster. Hvis de så mine blege brede lår. Det er virkelig pinligt at indrømme. Pinligt men sandt. De kender mig. Min mor har for fanden set mig nøgen et utal af gange. Hvorfor skulle de dømme mig. Jeg ved, at de aldrig har dømt mig. Så jeg ved heller ikke hvorfra tankerne kom dengang. Men det gjorde de. For længe siden. For det er heldigvis længe siden nu. Længe siden jeg har bekymret mig om deres tanker. For jeg ved heldigvis, at de elsker mig som jeg er. Weekendens solbadning har kun bekræftet mig i hvor pjattet det var. Hvor pjattet det generelt er, at bekymre sig om andres tanker, især de personer der elsker en ubetinget. Idag er jeg heldigvis ligeglad. Idag sidder jeg i præcis de stillinger jeg vil. Med præcist det tøj jeg vil. Som strammer præcist de steder det nu gør. Jeg bruger ikke energi på at rette på det længere. Det er dejligt. Befriende. Og sådan vil jeg bruge resten af min sommer. I det tøj jeg har lyst. Som strammer de steder det har lyst til. Med smil på læben, og meget gerne et glas rosé i hånden.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Status pt.

18685551_10211498941125947_2139104770_n-2Status lige nu er, at jeg sidder i min seng med bloggen fremme for første gang i en uge, eller lignende. Jeg har lige været i bad, for første gang i flere dage. Vores køkken herhjemme ligner lort, fordi der er ved at blive renoveret, og gjort klar til et altanprojekt som måske, måske ikke, bliver sat igang i juni. Status er, at jeg den sidste uge har levet af brød med kylling, hytteost og ketchup, eller bagels, fordi jeg ikke har kunne lave mad. Det er første gang jeg kan se mit gulv i flere dage. Fordi rod avler rod, og bund ærligt, så har jeg sgu ikke gidet at prioritere tøjvask. Jeg har semi hjertebanken fordi jeg ikke føler mig hjemme når der er så rodet og beskidt. Semi hjertebanken over, ikke at have blogget i lang tid. Det er ikke lysten der er forsvundet, eller inspirationen, men tiden og overskuddet. Helt konkret er der forsvundet 12 timer af min fritid, som nu er blevet til arbejde. Det er noget jeg selv har valgt, og det er helt okay, jeg skal bare lige vænne mig til det. Jeg skal bare lige lære at administrere min tid. Men det er derfor jeg har været (læs: er) stille her på bloggen. Det er fordi der er gået ny hverdag i den. En ny hverdag som jeg lige skal indpasse, tygge på, lade op til og vænne mig til. Det er mere end helt okay, for uanset hvor meget jeg gerne ville se mig selv som værende Wonderwoman, så har jeg indset, at det er jeg ikke (skuffende, men sandt). Jeg har ikke superkræfter eller flere timer i døgnet end alle andre. Jeg er et menneske der bliver presset. Presset når mit hjem ikke spiller. Presset når jeg skal lære nye rutiner for min hverdag. Presset, men ikke stresset. Jeg har lært mine tegn på stress, og jeg er ikke bange for at nå derud, ikke denne gang. Fordi jeg mærker efter, og giver tid til mig selv. Fordi jeg står op til en hverdag jeg er glad for, og spændt på. Fordi jeg har mennesker der får mig til at smile i min hverdag, hver dag. Det er saftsusme vigtigt. Og det ville jeg egentlig bare lige huske dig på. Dig som måske også har fået nyt arbejde. Dig som måske også står med et halvfærdigt renoveringsprojekt derhjemme. Dig som måske også har en snært af dårlig samvittighed over noget du nedprioriterer pt. Det er helt okay. Du er kun et menneske, ligesom os andre, ligesom mig. Der findes ikke superhelte, så lad hver med at tro, at du er en. Du er helt almindelig, og det er helt okay, mere end okay fakstisk, det er helt perfekt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Boller uden så meget krims krams

18516496_10211416896274877_983497084_o

For noget tid siden modtog jeg et brev fra min kæreste farmor. Hun skrev, blandt andet, at hun var ved at bage boller til hende og min farfar. I samme sætning skrev hun “Men farfar er jo mere til boller uden så meget krims krams”. Min farmor elsker at putte kerner, havregryn, tørrede bær i sit bagværk, hun eksperimenterer meget. Jeg elsker det. Det gør min farfar også, men han er mest til boller man kan stole på, om man vil. Boller uden så meget krims krams. Derfor besluttede jeg mig for, at bloggen skulle have en opskrift på boller uden så meget krims krams, til min farfar.

Det du skal bruge (16-18 boller):

  • 500 gram hvedemel
  • 150 gram smør eller margarine
  • 75 gram gær
  • 2 æg
  • 2,5 dl mælk
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk salt
  • 1,5 tsk vaniljepulver (kan undlades, eller udskiftes med kardemomme)

Fremgangsmåde:

  1. Smelt smør og tilsæt mælk, når det er fingervarmt opløses gæren heri
  2. Kom smør, mælk og gær over i en skål og tilsæt sukker. Pisk æggene let sammen og rør dem i massen.
  3. Kom melet i og rør dejen godt sammen til dejen er glat. Dejen er meget lind, og du må gerne tænke at der er for lidt mel i, men det er der ikke
  4. Sæt dejen til at hæve lunt med et viskestykke over i en halv time
  5. Når dejen er hævet formes bollerne og sættes over på en bageplade beklædt med bagepapir. Brug eventuelt en ske hvis dejen stadig er meget lind
  6. Lad bollerne hæve yderligere 40 minutter og tænd ovnen på 220 grader almindelig ovn
  7. Pensel bollerne med æg eller mælk og bag dem midt i ovnen i 15-20 minutter (hold øje med dem, bagetiden er meget forskelligt fra ovn til ovn)

18553229_10211416893514808_112216964_o

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Du er en diamant

18472637_10211391372316794_1908413411_oSagde han til mig. En af mine bedste venner. Da jeg havde et mindre nervesammenbrud, og fortvivlende og forvirrende, fortalte ham, om mine “drengeproblemer”. Hans ord fik mig til at falde ned. Drengeproblemer er sat i “-tegn, fordi jeg jo egentlig ikke rigtig har nogle. Men indimellem kommer ensomheden op, og så skal den ud på en eller anden måde, og det kom den, i stride strømme, udover min ven, i telefonen. Han tog det pænt. Grinte mest bare af mig, når jeg fortalte ham om mine ensomme tanker. Jeg er ikke en pige der går op i titler, går op i hvad mænd tænker om mig når jeg ses med dem, jeg laver ikke om på mig selv når der er en jeg er glad for, jeg går ikke og venter i timer på han skal skrive først – alt det har jeg allerede skrevet om lige her, og det ved han godt. Derfor grinte han, og kaldte mig kær. Det ikke kært. Det pige-pige-agtig, og det ligner mig ikke. Og hvorfor jeg pludselig blev så pige-pige, det ved jeg ikke. Måske tog søndags-single-ensomheden bare over, kender i det?

I hvert fald fik hans ord mig til at slappe mere af. Det fik mig til at komme tilbage på sporet af mit singleliv, som jeg jo egentlig holder rigtig meget af – med undtagelse af de ensomme søndage. Alt det der singlehalløj, har jeg også allerede skrevet om lige her. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden mine tætte venner, de er mine klipper når ting er svære, og nogle gange er det virkelig noget helt andet, at vende verdenssituationen med en god ven, fremfor en veninde. Især når det handler om mænd. De ser det bare fra en anden vinkel, og den vinkel kan jeg godt lige, for den vinkel er ærlig. Og så kommer de bare nogle gange med nogle guldkorn, som at sige, at du er en diamant. Jeg fik virkelig en ro i maven. For ja, det er jeg. Og det er du også. Vi er alle diamanter, med forskellige former. Diamanter findes i et utal af former og flader. Akkurat som os mennesker. Diamanter er værdifulde, smukke, unikke og højt værdsat. Akkurat som os mennesker. Så hvis der ikke er nogen der har fortalt dig det endnu, så skal du vide, du er en diamant. Du er værdifuld. Du er smuk. Du er unik og du er højt værdsat. Præcis fordi du er dig.

Et had-kærligheds-forhold

thumbnail_image1Når noget føles lidt som om, at jeg ikke kan leve uden, men også til tider, har rigtig svært ved at leve med det. Måske mest fordi, jeg til tider bliver irriteret over hvor meget det fylder. Hvor opslugt jeg kan blive af det. Hvilken tidsrøver det er. Det er de sociale medier jeg prøver at beskrive her. De sociale medier, min telefon, og min computer.

Jeg har mange grunde til at elske de sociale medier. Det er min måde at kommunikere på. Kommunikere mine budskaber i mine indlæg ud til mange mennesker. Det er fantastisk til at følge med hos folk. Hvad sker i dit liv lige nu og her. Det næsten som at være der selv. Men jeg vil da egentlig hellere være der selv – i de fleste tilfælde i hvert fald. Det er en skøn måde at kunne være sammen på, selvom man er flere hundrede kilometer fra hinanden, eller måske bare fem kilometer. Jeg elsker min telefon, fordi den giver mig mulighed for at have lange samtaler med mine venner, når det er svært at finde tid til at ses. Jeg elsker min telefon, fordi den kan sørge for selskab og kommunikation når jeg føler mig alene. Jeg elsker instagram fordi det er en nem måde at komme ud med et budskab på. Jeg elsker snapchat fordi det er sjovt og mine venner altid får mig til at grine på det.

Jeg har også mange grunde til at hade de sociale medier – eller det de er blevet til. Jeg hader de sociale medier, fordi alt nemt kan misforstås, og bliver misforstået. Jeg hader de sociale medier, fordi de ligger et pres, et pres på at komme ud til så mange mennesker som muligt. Jeg hader at de sociale medier giver mig ondt i maven, når jeg ikke har været online eller på i et par dage. Jeg hader min telefon, fordi jeg er afhængig af den. Jeg elsker at sætte den på fly tilstand og fortæller mig selv, at så er jeg heller ikke vigtigere end at hvis nogen vil have fat i dig kan det sagtens vente. Men så kommer presset snigende, der er en forventning til os idag, om at vi altid er til rådighed, den forventning hader jeg, og fjerner flytilstand igen.

En af de ting jeg sætter allermest pris på i livet er, at leve i nuet. Nyde det jeg laver uanset hvad det er. Mærke at jeg er til stede. Det kan jeg ikke altid med den skide telefon, og de sociale medier der plimmer løs. Jeg bliver presset af dem, og på den anden side vokser jeg af dem. De gør mig glade helt ned i maven, når jeg kan se jeg kan gøre en forskel på dem. I kan nok høre, at det er et ambivalent forhold jeg har til de sociale medier. De er en del af mit arbejde som blogger, samtidig blogger jeg af lyst, og ikke af press. Det hænger ikke rigtig sammen, og alligevel gør det. Det vigtigste for mig er derfor at arbejde med at være offline. Arbejde med at det er okay, at være offline. For det er sundt for mig. Det er sundt for alle tror jeg. Sundt at sætte telefonen på flytilstand. Ligge den væk når man er sammen med andre. Fortælle sig selv, at så er man heller ikke vigtigere.

Jeg kan huske, at jeg engang har fået af vide, at hvis man er sammen med nogen, så er det uhøfligt at have sin telefonen fremme. Selvom den ligger på bordet med skærmen nedad, så er den der stadig – klar til at stjæle fokus ved den velkendte lyd af en sms tikke ind. Jeg er fortaler for, at der ikke er noget man burde her i livet, men alligevel kan man jo overveje om den telefon bør ligge indenfor rækkevidde når man er sammen med andre. For let’s face it, vi er afhængige, og det er så møghamrende nemt for den at tage din opmærksomhed. Og jeg tror først vi kan leve rigtig i nuet, når vi lærer at slukke for den telefon. Lade hver med at tjekke de sociale medier konstance – der er sgu alligevel nok ikke sket noget på de sidste fem minutter, som ikke kan vente til senere. Eller hvad?….

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Older posts