Der er noget du skal acceptere

Om at rødme

cpmn0ngt565762c156e74917693328Det her indlæg går ud til alle, som på et eller andet tidspunkt har stået nervøst foran en forsamling. Jeg ved, at vi er mange der kan relatere til svedpletterne under armene, de rystende hænder, hjertet der er ved at kravle ud af halsen på en og, ikke mindst, de røde kinder som blusser op så det halve kunne være nok. For mig har rødmen altid været den dominerende. Derfor går det her indlæg også ud til mig selv.

Jeg har hadet at fremlægge, lige siden man startede med det i folkeskolen, i hvad 5-6 klasse? Lige siden dér har det været det værste jeg vidste ved skolen. Jeg sov ikke den halve nat. Prøvede at fremprovokere en halvbetændelse, eller anden “du bliver nødt til at blive hjemme”-sygdom, hvis vi havde fået af vide, at vi skulle fremlægge dagen efter. Jeg hadede det.

Men. Det gør jeg ikke mere. Altså, jeg kan stadig godt blive nervøs og spændt, få svedpletter under armene og blive rød i hovedet, når jeg skal stå foran en forsamling, men jeg sover fint om natten og frygten for at snakke er langt mindre. Okay, det kommer selvfølgelig meget an på, hvad jeg skal snakke om. Men jeg er generelt blevet meget bedre til at stå foran folk, og til at være i centrum. Hvad der ændrede det hele, vil jeg derfor give videre til jer. Det drejer sig nemlig om to ting har jeg lært. Og de to ting er øvelse og accept.

I folkeskolen, hvor jeg først blev introduceret til den onde, onde fremlæggelsesform, gav min far mig et råd, eller en øvelse. Først tænkte jeg at den kunne han godt pakke sammen igen. Men han tvang mig til det, og jeg mener tvang mig. Jeg er skilsmissebarn, og derfor kunne min far sjovt nok ikke følge op på, om jeg lavede øvelsen når jeg var hos min mor, hvilket var størstedelen af tiden. Ha’ tænkte jeg. Men han bad mig da om at dokumentere at jeg havde gjort det, ved skemaer og krydser. Han vidste, at jeg dengang var alt for pligtopfyldende til at snyde med sådan noget. Så det virkede, og jeg øvede. Øvede mig i at tale højt. Øvelsen han gav mig var, at læse mine lektier højt. Både mine dansk lektier, engelsk lektier og fransk lektier. Jeg skulle læse højt af hver sprog mindst 5 minutter om dagen og optage det. Bagefter skulle jeg høre det, og jeg husker det som at jeg skulle gøre det tre gange. Øvelsen lærer dig 1) at læse højt, og at læse, korrekt om man vil og 2) at høre dig selv snakke. Det at læse højt, gjorde at jeg følte mig mere sikker, når jeg skulle fortælle ting, læse højt i klassen eller udtale fremmedord. At høre mig selv snakke var enormt grænseoverskridende, jeg ved ikke hvorfor, men det var det. Men det var også med til at lære mig selv bedre at kende på en eller anden måde. Så jeg øvede mig. Øvede, øvede og øvede. Og tog øvelsen op, hver gang jeg skulle fremlægge. Fordi det hjalp mig til, at lære tingene udenad, og så var der altså et eller andet ved, at høre mig selv sige tingene højt og genhøre det igen bagefter.

Den anden ting, accept, handler om, at man skal acceptere sig selv. Her tænker jeg ikke kun selvaccept som i elsk dig selv, men derimod at acceptere, at ens krop altså reagerer som den nu engang gør, når man står foran en flok mennesker. Jeg havde en tendens til at blive hylet fuldstændig ud af den, når jeg kunne mærke varmen stige mig til hovedet og sveden pible frem i armhulerne. Men som jeg blev bedre til at stå deroppe, blev jeg også bedre til at acceptere, at det nu engang er en del af mig når jeg bliver nervøs, og sådan er det bare. Jeg tænkte for mig selv noget a la: “Okay, jeg bliver rød i hovedet nu. Fint, pyt med det, det gør mig ikke mindre god, jeg ved jeg kan det, træk vejret. Hvor kom jeg fra”. Før havde jeg helt sikkert tænkt: “Fuck. Pis. Åh nej, jeg har glemt alt nu. Hvad tænker de? De tror sikkert, at ikke jeg kan finde ud af det. Åh nej. Krise. Hjælp. Fuck og pis igen”.

Min historie er et godt eksempel på, at det engang imellem er værd at lytte til sine forældres, til tider, ekstremt irriterende råd. Og at det kan lade sig gøre, også for dig, selvom det er svært. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået af vide, at jeg virker selvsikker når jeg fremlægger, og at man kan mærke jeg bare føler mig tilpas deroppe. Guess what, det gør jeg ikke, jeg føler mig ikke helt igennem tilpas deroppe, men jeg har lært at abstrahere fra det, og fokusere på det jeg skal fortælle i stedet for min nervøsitet. Og det kan du også lære.

Få besked om nye indlæg ved at tilmelde dig her og følg med på Facebook her og Instagram her

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der er noget du skal acceptere