Har du taget på i weekenden?

Mine skævheder

23584104_10213044175675845_466543612_oTænk hvis vi alle var ens. Sådan barbiedukke-ens. Så ville det godt nok være kedeligt. Men det er jo groft sagt det vi stræber efter, hvis vi stræber efter idealet. Så ville vi alle gå rundt med lige tær, ben hvor lårene ikke rører hinanden, runde numser, smalle taljer, flade maver, fyldige bryster, bløde hænder som ikke kroger, pæne negle, et ansigt uden urenheder, med lige tænder og en fin lille næse. Det er vel meget overordnet dét, det generelle kropsidealet handler om. Så er der selvfølgelig nogle der stræber efter andre ting, men nu vi er igang med at generalisere, kan det ligeså godt tages til yderlighederne. Så nu leger vi, at alle stræber efter dét (eller i hvert fald at 90% gør – så er legen lidt mere realistisk).

Hvor ville det dog være kedeligt, hvis vi alle redte rundt som en eller anden barbiedukke, klædt med forskelligt tøj og med forskellig hårfarve. For det er jo i realiteten det vi ville gøre, hvis vi alle var ens. Alle vores skævheder og unikheder ville være udlignet af en ensformig støbning, og så kunne vi ellers rende rundt og lege, i vores perfekte lille drømmeverden, hvor alt ville være godt og med glimmer på. Det lyder da sikkert meget rart, men jeg tror virkelig, at vi hurtigt ville kede os. For det er nu engang vores unikheder, der gør hver af os, til den vi er. Der gør hver af os specielle, unikke og skøre (positivt ment). Hvis vi alle så ens ud i formen, så ville det da også være svært at kende forskel på os. I min verden, en kedelig verden, eller hvad siger i, ville det være nemmere, hvis vi alle var ens?

Nogle af mine skævheder, eller kendetegn om man vil, er min Vienberg-næse (som jeg kalder den) der buler for oven, mine skæve tænder i undermunden, mine fingre, der stille og roligt tager form af, at jeg har en familie med tendens til rigtig meget gigt og mine lilletærer (hedder det det?) som er små og næsten kuglerunde (min mor griner tit af dem). Fire unikheder som jeg føler gør mig til mig, og det er jeg sgu egentlig ret glad for. Jeg har lært at omfavne dem, og til tider også beskytte dem – forklaring følger – fordi de er en del af mig og min krop – og hvorfor i alverden skulle jeg lave om på det? Forklaringen på hvad jeg mente med at beskytte ligger i, at jeg for noget tid siden var hos tandlægen, en jeg normalt ikke går hos, og aldrig kommer til at sætte mine fødder hos igen. Han bemærkede, som en tandlæge nu gør, mine skæve tænder, og kommenterede på dem, “har du nogensinde overvejet tandretning?” spurgte han (og fair nok), jeg svarede ja, men at jeg ikke var ked af dem, så det skulle kun være hvis det var et problem, at de var skæve. Han nævnte det flere gange under sit tjek, og til sidst kunne jeg ikke holde det i mig mere, så det lød, fra min lille pæne mund, “Hvis det er kosmetisk, at du synes jeg skal have rettet mine tænder, så kan du godt droppe det, for jeg har ikke noget problem med mine tænder, og jeg gider ikke lave om på dem, bare fordi, at det så ville se rigtig ud”. Så blev det slået fast. Med søm og det hele. Men det gik mig på, at han skulle grave sådan i det. Jeg havde allerede sagt til ham, at jeg var tilfreds. Så det irriterende mig at han blev ved. Jeg har sgu ikke altid været glad for det underbid, men har lært at omfavne det, som min skævhed, og derfor gik det mig på, at han skulle prikke til mig. Mest af alt gik det mig på, fordi jeg så dollartegn i hans øjne, og tænkte, at hvor må han tjene mange penge på alle dem, han giver en usikker følelse ved, at blive ved med at grave i noget så dumt som skæve tænder. Og jeg blev da også usikker, da han blev ved, så jeg spurgte både min mor, papfar og flere veninder, om det var SÅ slemt som han gav udtryk. De sagde alle nej, og bekræftede mig i, at det jo bare var en del af mig. Det gjorde mig glad.

Nogle uger efter ovenstående episode talte jeg med en anden veninde, vi snakkede om det at lave om på sig selv. Hun fortalte at en anden af hendes veninder havde fået lavet sin næse, og hun kunne nærmest ikke kende hende længere “nu lignede hun jo bare alle andre”. Tanken om at ligne alle andre, skræmmer mig faktisk lidt. Jeg har på ingen måde lyst til at ligne alle andre, at blende ind. Det ledte tankerne hen på dengang jeg havde mine implantater. Dengang jeg lavede om på mig selv, for at leve op til idealet og “blende ind”. Jeg følte mig ikke som mig dengang. Idag ser jeg egentlig ikke mine små bryster som skævheder, måske fordi jeg har lært at omfavne dem prævis som de er, efter mine operationer. Men mest af alt nok fordi, de er en del af mig, og fordi at jeg har lært, at unikheder er smukke, på hver deres måde, og netop det, der gør mig til mig, og dig til dig, og det skal vi være stolte af, fejre, omfavne, elske og holde af.

   

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har du taget på i weekenden?