Idag taler vi om forstoppelse

Var det dig?

23732224_10213073677693377_486985962_oVar det dig, der sagde til mig, at du bare gerne ville have det liv, som dem på instagram.
Var det dig, der fortalte mig, at du blev mobbet i skolen, og ikke havde nogle at tale med.
Var det dig, der fortalte mig, at du blev slået af din kæreste og var bange for, hvad der nu skulle ske.
Var det dig, hvor stemmerne fortalte dig, at det eneste rigtige var at være tynd.
Var det dig, der straffede dig selv, dagligt, for at få tankerne væk.
Var det dig, der fortalte mig, at du var blevet seksuelt misbrugt.
Var det dig, der nævnte, at du skar i dig selv når du var ked af det.
Var det dig, hvor stemmerne fortalte dig, at du ikke var god nok.
Var det dig, der sagde, at du var blevet misbrugt af en du troede, du kunne stole på.
Var det dig, der var 8 år, og havde en spiseforstyrrelse.
Var det dig, der var stille.
Var det dig, der sultede dig selv, fordi du ville ligne en model.
Var det dig, hvor tankerne ikke længere gav mening, og du kun så en udvej.

Eller var det dig, der sagde til mig, at du var bange for at din veninde havde en spiseforstyrrelse.
Var det dig, der var mor og fortalte, at du ikke vidste om du gjorde det rigtige.
Var det dig, der fortalte mig, at din veninde gjorde selvskade, og du var den eneste der vidste det.
Var det dig, der var bekymret for din ven der blev tyndere og tyndere.
Var det dig, der beskyttede din lillesøster, midt i jeres forældres skilsmisse.
Var det dig, der fortalte, at du havde fundet et barberblad på din datters værelse.
Var det dig, der så til, mens din kone sultede sig selv.
Var det dig, der var pårørende, til et menneske der havde det rigtig hårdt.

Det her indlæg er skrevet med følelserne siddende uden på tøjet og tåre i øjenkrogen. Tåre jeg ikke rigtig kan placere. En del af dem er af omsorg, en anden del af dem er af stolthed. Stolthed over, at være den der står og tager imod dig. Uanset hvor du er, hvem du er og hvad du vil tale om. Den der står klar i det åbne rum. Den der ikke altid ved hvad der er det rigtige at sige. Den der allermest har lyst til at tage dig i sin lomme, og passe på dig, fortælle dig, at du ikke er alene, og du nok skal klare den. Men i stedet må acceptere, at det kan jeg ikke, derfor må jeg prøve det bedste jeg kan, at fortælle dig, at den situation du er i, ikke er okay. Du er vigtigere end det. At være den person er hårdt og svært, men også bekræftende og stærkt. For det er også mig der får dit tak efter samtalen. At være frivillig rådgiver, for mennesker der har det så svært, eller pårørende, er et af de vigtigste og bedste valg jeg har taget. Selvom det er hårdt. Selvom jeg har grædt. Selvom det får livet til at se uretfærdigt ud, engang imellem. Så er det tak man får til slut, det hele værd.

Historierne er ikke autentiske. Eller det er de på en måde. Flere af dem er sket i virkeligheden, men de er ikke taget direkte fra den virkelig kontekst og skrevet ned præcis som de er sket. Det er udpluk af episoder jeg selv har oplevet, eller været med til at opleve, i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Men jeg kunne aldrig finde på, at dele de enkelte historier i detaljer eller kronologisk. Derfor har jeg valgt at gøre det sådan her. For at fortælle dig der sidder derude, og kan relatere, måske til lidt, måske til meget, af ovenstående, at du ikke er alene, og at der er hjælp at hente. Og vi vil meget gerne hjælpe dig.

nadja_signatur
Få besked om nye indlæg ved at tilmelde dig her og følg med på Facebook her og Instagram her
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Idag taler vi om forstoppelse