5 sundhedsmyter du bare skal droppe nu vol 4.0

Jeg gør det aldrig godt nok

24651132_10213209054037701_600421413_oI onsdags startede jeg på Madmentoruddannelsen, en uddannelse jeg føler der er skræddersyet til mig. Følelsen er kun blevet forstærket efter at have gennemført første modul. Du kan forresten læse meget mere om selve uddannelsen her. Vi undervises ikke i ernæring eller kostsammensætning, men vi bliver derimod uddannet i psykologien bag.Vi bliver uddannet til at hjælpe dig der har et anstrengt forhold til mad, krop og vægt, og lærer at guide i kroppens sprog, fremfor hjernens lyst. Jeg kunne skrive side op og side ned om uddannelsen, og dens formål, for jeg brænder virkelig for at dele den, men det er egentlig slet ikke det jeg gerne vil fortælle i det her indlæg. For da jeg startede på uddannelsen troede jeg, at jeg skulle på en professionel rejse, hvor jeg kunne lære at hjælpe andre, men det viste sig, at jeg ligeså meget skulle på en personlig rejse som kom meget bag på mig. Det er netop dén jeg gerne vil dele.

Jeg er helt klar over, at jeg har haft et anstrengt forhold til mad, krop og vægt, det har jeg skrevet flere indlæg om her på bloggen blandt andet her og her. Men jeg har aldrig tænkt over hvor det egentlig stammer fra. Pludselig var det der bare, som et lyn fra en skyfri himmel. På uddannelsens anden dag blev vi bedt om at finde frem til den hæmmende overbevisning, eller konklusion, vi har os. Det kan være “Ingen kan lide mig”, “Jeg er ikke god nok”, “Jeg betyder ikke noget”, “Jeg er kun god nok når jeg vejer noget bestemt” eller noget helt andet. Det er den sætning der får lov at fylde når ting er svære. Jeg kendte ikke min konklusion, før vi blev bedt om at ligge os ned på gulvet, med papir og kuglepind og tænke tilbage på vores liv. Vi skulle tegne en tidslinje og skrive ned, de episoder/sætninger/situationer hvor vi havde følt os utilstrækkelige/dømte eller på andre måder havde fået en forkert følelse i maven. Jeg gik til øvelse med krum hals, og tænkte stadig ikke over, at jeg ikke havde fundet roden til mit anstrengte forhold til mad, og tænkte slet ikke, at opgaven her, ville gøre nogen forskel i den sag.

Jeg tegnede omhyggeligt en tidslinje som gik fra 0-25 år. Delte den op på midten hvor jeg skrev 12,5 år. Jeg fik hurtigt skrevet nogle episoder ned, som stadig står meget klart for mig. Episoder hvor jeg har følt mig forkert eller utilstrækkelig. Episoder hvor jeg har stået tilbage med følelsen af, ikke at gøre det godt nok. Efter vi kom mere ind i øvelsen, og jeg fik kradset lidt flere episoder ned, fandt jeg et mønster i dem, og kunne se, at de alle centrerede sig i tidsrummet mellem jeg var 7-8 år, til jeg var omkring de 16 år. Jeg kunne også se et mønster i hvor, hvornår og fra hvem de kom, og pludselig kom min konklusion, min historie, til mig: Jeg gør det aldrig godt nok. 

Der lå jeg, med tårer i øjnene, og havde allermest lyst til at tage 7 årige Nadja, kramme hende og fortælle hende, at hun gør det allerbedste hun kan, at andre ikke kan se det, er deres problem. Overbevise hende om det, så når hun mødte alle de episoder, jeg nu lå og kiggede ned på, vidste, at det ikke var hende den var gal med. Så hun vidste, da hun blev teenager, at det ikke var hende der var problemet. Så hun ikke endte med at sætte lighedstegn mellem vægttab og det at være god nok, da hun som 15 årig fik af vide, at hun havde tabt sit hvalpefedt, og at det var pænt. Så hun ikke, som 16 årig, hvor hun igen havde taget på, så det som et nederlag, og begyndte at stræbe efter at være tynd. Så hun ikke endte i et anstrengt forhold til krop, mad og vægt, fordi hun havde sat det skøre lighedstegn ved, at når hun var tynd, så gjorde hun det godt nok. Det kan jeg bare ikke. Men jeg kan se mønstret nu, se “logikken” i, at jeg endte i det anstrengte forhold til min krop, som jeg gjorde. Den dominerende konklusion fik lov til, ubevidst, at definere mit syn på mig selv. Det skabte en indre perfektionist, som kom til udtryk på min krop. Det er uhyggeligt, men sandt. Jeg formåede heldigvis at komme ud af det, men jeg har aldrig vidst hvor det kom fra. Det ved jeg nu, og det skræmte mig lidt at indse i torsdags. Idag dukker tanken, konklusionen: jeg gør det aldrig godt nok, sjældent op, og hvis den gør, bruger jeg den alternative tanke “men jeg gør altid mit bedste” og den tror jeg på, for det er sandheden. Jeg gør altid mit bedste, og det er godt nok.

Madmentoruddannelsen er så meget mere end en professionel rejse for mig. Det er en personlig rejse, og jeg glæder mig til hver dag på den. Indlægger her er sponsoreret af uddannelsen, men anbefalingen kommer direkte fra hjertet. Jeg kan anbefale alle, der ønsker at arbejde med anstrengte forhold, eller selv har et anstrengt forhold, til krop, vægt eller mad, at tage den. Den er guld værd, og nødvendig i dagens Danmark. Jeg er taknemmelig for at have startet min rejse på Madmentoruddannelsen og jeg glæder mig så inderligt til modul 2, til januar.

nadja_signatur
Få besked om nye indlæg ved at tilmelde dig her og følg med på Facebook her og Instagram her
   

4 kommentarer

  • Merete

    Jeg er så vild med dette indlæg, det får mig virkelig til at tænke.. jeg har et anstrengt forhold og får hjælp men synes ikke det er noget der hjælper mig desværre!! Men det du skriver fanget helt vildt og giver virkelig stof til eftertanke.. tak 🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det gør mig virkelig så glad at læse, at du kan bruge indlægget. Jeg håber så meget du får bugt med det anstrengte forholdet til mad, husk altid, at første skridt, og et stort skridt er, at være bevidst om det, og ikke mindst, at få sagt det højt. Krammere din vej, og tak for din kommentar ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Er helt enig Merete, det sætter virkelig tankerne i gang! Nadja du og dine tekster/tanker er guld værd ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 sundhedsmyter du bare skal droppe nu vol 4.0