Selvkærlige aktiviteter

Gud hvor jeg hader ordet sundhed

27152566_10213605930919375_1068882114_nI sidste uge afsluttede jeg modul 2 af Madmentoruddannelsen. Du kan læse mere om min rejse på uddannelsen her. Vores underviser indledte modul 2 med ordene “Hvert år på denne tid er jeg ved at kaste op over min egen branche”. En sætning jeg virkelig kan genkende hos mig selv. I denne måned hvor sundhed overtrumfer sig i centrum i alt vi foretager os, har jeg flere gange tænkt “Gud hvor jeg hader ordet sundhed”.

Januar = nytårsforsæt, den har vi vendt flere gange her på bloggen. Jeg jubler og bliver glad i maven over nytårsforsæt som: “Nu skal jeg lære at mærke efter hvad JEG vil”,” Jeg skal begynde at lytte til min krop fremfor min diæt” eller “I år skal det handle om min mavefornemmelse”. Nytårsforsæt som jeg selv har givet nogle bud på i det her indlæg. Jeg bliver trist indeni, når nytårsforsæt går på: “Nu skal være sund og tabe de 10 kilo”, “I år skal være året hvor jeg kan passe en størrelse 36” eller “Fra 01.01.2018 hedder det sund mad og sukkerfri”, “Aldrig mere sukker”, “Træning hver mandag, onsdag, fredag, søndag”, “Aldrig mere +10 kilo”, “Altid grøntsager” og … så … videre … Grunden til at jeg bliver trist indeni over de her nytårsforsæt er fordi jeg ikke kan lade hver med at tænke, at det ikke gør dig lykkelig. Jeg kan ikke lade hver med at tænke, hvad der ligger bag dit ønske om at tabe 10 kilo. Hvad er det du virkelig vil?

Jeg hader selvfølgelig ikke ordet, sundhed, som i, at jeg går rundt og er bittermås over det dagligt. Men jeg bryder mig bestemt ikke om den måde, ordet har udviklet sig på (og det er stadig mildt sagt). Sundhed er blevet noget ydre. Noget der kan måles og vejes. Sådan ser jeg ikke på sundhed. Jeg bliver ofte spurgt, om noget er sundt, en madvare kunne det være, og jeg svarer altid det samme, uanset om du står med en gulerod eller en flødebolle “Hvad er sundt?”. Det er ikke flabet ment, det er dybt alvorligt. For min sandhed om sundhed, er sikkert ikke den samme som din. Hver gang ender vi i en situation hvor jeg forsøger at forklare at intet er usundt, men mængderne kan være usunde. Men hvis din sandhed er noget andet, kan vi ende i en lang udenomssnak, om sundt og usundt, og den snak gider jeg slet ikke. Sundhed er blevet et flyvsk begreb, og det er både godt og skidt! Godt, fordi det giver rum for diskurser, og jeg elsker diskurser. Skidt, fordi diverse diskurser nogle gange kan blive sygelige, vanvittige og farlige.

Jeg har mødt mange mennesker med den sandhed, at sund = tynd. Det kalder jeg en overflade sandhed. Ved at prikke til overflade sandheder, finder man ud af, at det egentlig slet ikke var en sandhed, men en illusion = en overflade sandhed. Det er præcis det vi lærer at gøre på Madmentor uddannelsen, og præcis det jeg har dedikeret min virksomhed til. Hvad der kan have skabt denne sandhed er forskelligt fra person til person. Måske det er de sociale medier. Måske er det en sætning man har mødt. Måske er det, det overdrevne fokus på sundhed i samfundet. Det kan ikke generaliseres. Jeg har selv haft lighedstegnet, sund = tynd, men kunne jo godt mærke på min krop, at den ikke var sund, selvom den var tynd. Jeg kunne mærke det både på energien og på den ked-af-det-hed, der bredte sig i min krop. Jeg var ikke sund, hverken fysisk, mentalt eller socialt. 

Der findes et utal af sandheder om sundhed, jeg er tæt på at mene, at der findes ligeså mange sandheder om sundhed som der findes mennesker. Det er ikke fordi jeg skal være den at sige, at min sandhed er den rigtige for dig, det ved jeg ikke. Ligesom jeg ikke skal være den der fortæller dig, at din sandhed er forkert for dig. Men jeg må gerne udfordre din sandhed, stille spørgsmålstegn ved den, være nysgerrig på den. For hvis jeg ikke gør det, finder vi aldrig ud af, om det er en sandhed eller en overflade sandhed du går rundt med. Og min erfaring viser mig, at ofte, når man graver i sandheder om sundhed, popper der andre sandheder om sundhed op, som er langt mere behagelige både fysisk, mentalt og kropsligt.

nadja_signatur
Skal jeg hjælpe dig med at få ro på tankerne omkring mad? hjælpe dig til at acceptere din krop? at slippe yoyo vægten? at slå op med badevægten? Så læs mere her
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Selvkærlige aktiviteter