"Jeg er sådan en der..."

Derfor spiser du på dine følelser

giphy-27“Du mærker et ubehag indeni dig. Et ubehag der bliver større som tankerne udvikler sig. Den indre konflikt om du skal, skal ikke, tage det stykke chokolade der kan dulme lidt, vokser. Frygten for ikke at kunne stoppe igen er for stor. Trygheden i den ro chokoladen vil give dig er større. Frygten vokser for at overtrumfe trygheden, men i takt med det vokser trygheden blot endnu mere. Du siger til dig selv du ikke burde. Du siger til dig selv, at du starter på en frisk imorgen. Trygheden vandt. Roen indfandt sig i dig. Dulmede ubehaget. Indtil pladen er tom, skammen tager over og tankerne kommer “Du har også en rygrad som en regnorm, du er uduelig, du er dum, du er ikke værd at elske. Du kan ikke finde ud af noget”…. Ubehaget der før var væk, er nu tilbage indeni dig, endnu stærkere, endnu større.”

Det vi dulmer med er forskelligt, men formålet er altid ro. Mad er bare én måde at dulme på, og det er slet ikke spor mærkeligt, at mad kan trøste. Prøv og tænkt tilbage på din barndom, er du nogensinde blevet trøstet med slik? Mad? Kage? Søde sager? Is? … Vi lærer som børn, i vores opvækst, at mad trøster. Vi lærer at fjerne fokus for det der er svært og det der gør ondt. Så det er da kun helt naturligt, at mad bliver en af vores flugtveje.

Og dét er, apropos, en anden ting vi er ekstremt gode til, at flygte. At gemme os fra det der er svært, ubehageligt og det der gør ondt. Men hvad er det værste der ville ske, hvis vi for en gangs skyld valgte at mærke ubehaget indeni os? Følelser er naturlige, og smerte er en del af livet. Gemmer vi det væk, dulmer vi det med mad, lever vi kun livet halvt. Plus vi dunker os selv oveni hovedet bagefter, fordi skammen tager over når madorgiet er slut. Vi sætter os selv i en position, hvor vi ikke kan andet end at tabe, og blive mere kede af det.

Når vi flygter, lever vi i hovedet, vi nægter at mærke kroppen og dens ubehag. Vi nægter at mærke følelserne. Vi flygter, op i hovedet. Vi lader os styre af tankerne, mens kroppen skriger på opmærksomhed, omsorg, at blive mærket og hørt.

Vi er så dygtige til at lytte til hvad vores hoved fortæller os, derfor er det også lettest at agere på netop det. Hovedet fortæller os, at vi kan spise for at dulme ubehaget. Kroppen fortæller os at vi har brug for selvomsorg, at mærke det der er svært, at være i det, anerkende hvis vi har haft en dårlig dag. Men tankerne fortæller os, at maden kan dulme. Vi trøster os selv ved sætningen “Jeg starter på en frisk imorgen”, og overgiver os til hovedet. Til maden. Ubehaget dulmes, men vi har ikke lyttet til kroppens behov. Kroppen hungrer stadig efter selvomsorg. Den ubehagelige følelse titter frem igen. Hjernen skælder og smælder nu, fordi vi ikke kan holde os på rette spor.

Men starter du virkelig på en frisk imorgen? Hvis ja, hvad gør du så, når livet igen rammer, og tanker, følelser og ubehag møder dig?

Kan du genkende dig selv, skal du vide, at du ikke er alene om kampen. Jeg har hørt ovenstående fortælling, i mange forskellige grader, i mange forskellige sammenhænge, fra mange forskellige mennesker. Det starter alt sammen med et ubehag, noget der skal dulmes. Det er muligt at lære at være i det der skal dulmes, uden at trøste med mad. Det er muligt at lære, ikke at spise på følelser, og det vil jeg gerne lære dig. Læs mere her. Eller hvis du gerne vil lære andre, at være i deres følelser, så læs mere her.

nadja_signatur
Skal jeg hjælpe dig med at få ro på tankerne omkring mad? hjælpe dig til at acceptere din krop? at slippe yoyo vægten? at slå op med badevægten? Så læs mere her
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Jeg er sådan en der..."