Et guldkorn fra min stedfar

17351172_10210869452029113_1356632303_nFor nogle uger siden var jeg hjemme hos mine forældre. Vi hyggede, fik en af mine livretter og snakkede. Det længe siden jeg har været hjemme, og jeg nyder det. Selvom jeg snart er 25 år, elsker jeg stadig at overnatte hos mine forældre, på mit gamle værelse med alle minderne.

Da vi sad og spiste aftensmad talte vi om et aktivitetsur min mor prøver af. Hun har lånt et med pulsmåler, meget fancy. Min mor snakkede om, at nu skulle hun jo også til at lære hvad hvilepuls er og hvordan fandt man nu ud af det. Hvordan vidste man, hvornår ens puls var “rigtig” eller “god nok”. Her kom min stedfar med et guldkorn, han sagde: “Det meget enkelt. Du mærker efter hvordan du har det, når du har det godt, kigger du ned på din puls, og så er det der den skal være”. Jeg blev ret glad indeni. Lidt overrasket, og ret glad over hans kommentar.

Min stedfar er en klog mand. Men også en meget stille mand. Han er en meget reflekterende mand. Jeg tror også det var derfor, hans kommentar, som kom ud af det blå, overraskede mig, positivt. Mest af alt også fordi, det var som om, at det var mine ord han brugte. Det var som snydt ud af en sætning, som jeg kunne have sagt. Han har så ret. Hvorfor rette sig efter alle mulige tal og mål, når det i bund og grund handler om, hvordan man har det indeni? Jeg ved udemærket godt, at man ikke anskaffer sig et aktivitetsur for at mærke efter, og ikke bruge uret til en fløjtende fis. Men tager man hans ord ud af kontekst, så er det så rigtig. Jeg synes det er SÅ i orden, fint, sejt og alt det der, at bruge aktivitetsure, fordi de kan være en enorm motivation og inspiration for mange. Det er sjovt at se sin aktivitet i tal. Det er motiverende at gå tusinde skridt flere dage i træk, og det er mega fedt, hvis det motiverer dig. Men hans ord er guld, for det er så vigtigt at mærke efter hvornår man er glad indeni. Glad i sin krop.

Jeg elsker når min stedfar kommer med sådanne små guldkorn. Det gør han ofte. Jeg ville ikke være foruden vores samtaler, bare ham og jeg. Han er min tredje forældre og han har altid været der for mig. Om jeg har brug for kram og kærlighed, eller grin og fjolleri, så er han der altid. Og hans guldkorn her viser mig lidt, at når vi snakker og jeg deler mine flyvske tanker om sundhed, krop, at mærke efter og meget mere, at så lytter han. Reflekterer. Og kan sende budskaberne videre. Det gør mig glad.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Damebladspsykologi

17106212_10210725574432263_554917407_oJeg er bestemt ikke fan af dameblade (læs hvorfor her). Alligevel kommer det her indlæg til at sprudle af dameblade og damebladspsykologi. Jeg lærte for nogen tid siden de fem kærlighedssprog at kende. Lærte hvordan man kan bruge dem. Lærte hvordan man kan lære sig selv bedre at kende, ved at kende til de fem kærlighedssprog.

Kærlighed er en stor størrelse. Større end de fleste forstå tror jeg. Jeg har nok heller ikke rigtig forstået den endnu. Kærlighed kan vises på mange måder. Kan vises, forstås og misforstås. I følge damebladende, og psykologer, er der overordnet fem måder at vise kærlighed på. Anerkendende ord, tid, gaver, tjenester og berøring er de fem sprog. Ofte viser du kærlighed igennem det sprog du også helst vil modtage kærlighed i. Det er bare ikke altid, at den du forsøger at give kærlighed har samme sprog som dig. Det er derfor ikke altid, at din kærlighed tages ind, bemærkes og værdsættes som du ønsker det.

Der er forskellige grader af alle kærlighedsprogene. Gaver behøver ikke være dyre. Berøring betyder ikke kun kys eller sex. Tid behøver ikke være flere timer, dage, uger i streg. Jeg har tænkt meget over hvad jeg værdsætter. Hvordan jeg læser kærlighed. Hvad jeg mærker som kærlighed. Hvordan jeg giver kærlighed. Jeg er kommet frem til tjenester og berøring. Tjenester er et vigtig kærlighedssprog for mig, fordi det viser omsorg. Berøring er vigtig for mig, fordi jeg synes det siger mere end ord nogle gange. Det praller af på mig (groft sagt) hvis du giver mig blomster. Blomster er gaver. Jeg elsker gaver, og jeg bliver glad af at få gaver. Men jeg bliver ikke ligeså glad, som når du tager mig i hånden på en gåtur, holder mig ind til dig eller hjælper mig med at samle mit IKEA møbel.

Jeg har ingen kæreste, men selvom du er single helt ud til fingerspidserne, så kan det være nyttigt at tænke over sine kærlighedssprog. Kærlighedssprog behøver nemlig ikke kun bruges i forhold til en kæreste. Det kan bruges i alle realtioner til dem du har kært. Det kan måske selvfølgelig være ekstra vigtigt, at tale med sin kæreste om det, så man ikke overøser sin partner med kærlighed, uden han/hun bemærker det. Hvis dit kærlighedssprog er berøring, og du holder om din kæreste, krammer, nusser, putter. Men hans kærlighedssprog er gaver, så vil hans kærlighedsbarometer ikke fyldes af dine kram. Samtidig vil han måske komme med små gaver til dig, blomster, små ting hele tiden, men dit kærlighedsbarometer savner berøring, savner kram. Ingen skal ændre sine kærlighedssprog, men at tale om dem kan gøre en kæmpe forskel i et hvert forhold. Man lærer hinanden at kende. Lærer at give og modtage på forskellig vis. Styrker sin relation. Sit forhold. Lærer at kærlighed har mange former, størrelser og sprog.

Jeg er sgu heller ikke perfekt

17005988_10210681140441441_534709860_nJeg sad og læste op til et kursus jeg skulle til dagen efter. Jeg havde sat mig til rette i min lænestol, med min dyne, min computer, benene oppe og en bland-selv slik pose klods op af mig. Det kompendium jeg læste i handlede om overspisninger, nærmere betegnet BED (Binge Eating Disorder). Som jeg kom dybere ind i kompendiet blev jeg klogere på hvilke metoder man kan tage i brug, i kampen mod overspisninger, men også bare hvis man ønsker at spise mere hensigtsmæssigt, eller bare vil lære at nyde maden. Som jeg kom dybere ind i kompendiet forsvandt mere og mere af min bland-selv slik.

Jeg sad og læste et kapitel om mindfull spisning, hvor en sætning fik mig til at se på mig selv udefra. “Hvis man vil opnå mindfull spisning må man slukke skærmen, se på måltidet, smage rigtigt på hver enkelt bid, og lægge bestikket fra sig regelmæssigt, og mærke efter i kroppen, hvordan den har det.”. Der sad jeg, med min skærm lige foran mig, og min bland-selv ligeså tæt op af mig. Min hånd kørte som en boomerang fra posen til min mund. Jeg er intet pragt eksemplar når det handler om mindfull spisning. Selvom jeg nyder maden, selvom jeg nød mit slik, så ved jeg jo også godt, at jeg spiser for meget foran skærmen. Jeg ved udemærket også godt hvorfor, for helt ærligt så synes jeg det er gennemgående kedeligt, og ensomt, at sidde og spise sin mad helt alene i stilheden. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at det er et genialt værktøj til at blive bedre til at mærke efter. Lære sult og mæthed at kende. Lære at nyde måltidet. Lære at sætte pris på maden.

Det også noget jeg bestemt kan blive bedre til, hvilket jeg også opdagede eftersom min slik alt for hurtigt forsvandt. Det fik mig til at tænke på en aften et par dage forinden, hvor jeg spiste en masse chokolademandler på nul komma fem. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg fik ud af det. Jeg nød dem ikke rigtig. De røg bare ind, mens jeg så serie. Sådan er det engang imellem, og det er helt okay. Jeg gider ikke banke mig selv oveni hovedet fordi jeg “laver fejl”, fordi jeg ikke er perfekt. Jeg vil hellere bruge det til at tænke hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Tænker jeg tilbage nu, så spiste jeg chokolademandlerne på en dag, hvor jeg havde haft en rigtig øv følelse indeni. Jeg var ked af det, uden at vide hvorfor. Jeg brugte sikkert chokoladen som trøst.

Ingen er perfekte, heller ikke engang til deres eget fag, og det er helt okay. Det er helt okay at “lave fejl”, men i stedet for at se dem som fejl, så se dem som erfaringer. Reflekter over hvorfor du gjorde som du gjorde. Tænk over dine følelser i øjeblikket. Lad hver med at skæld dig selv ud. Nyd at du kun er et menneske, og at du lærer hele livet.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Gør google os en bjørnetjeneste?

16780659_10210562563317087_131666307_nOkay here it goes. Forbered dig på at få et indblik i, hvordan en lille tanke kan vokse sig stor indeni mit hoved. Jeg har længe gået med tanken om, om google gør os en bjørnetjeneste, og tanken poppede igen op i denne uge, så NU bliver jeg altså nødt til at dele den.

I mandags var jeg ude og gå en tur med en god ven, en af de bedste faktisk. En af dem man kan tale med alt og intet om. En af dem man altid ved er der for en. En af dem man ved man skal gemme på og holde fast i. Mens vi gik faldt emnet, ganske naturligt, på metrologer (ved ikke hvorfor det er naturligt, vel fordi jeg aldrig ved hvor samtalen føres hen når vi er sammen). I hvert fald, metrologer. Vi kunne begge huske vejrmanden fra da man var lille. Ham der altid var på når der var vejret. Ham der er skaldet og har sådan en venlig stemme. Ingen af os kunne huske navnet. Vi gik lidt og gættede, dog uden held. Lidt efter slog en tanke mig, som jeg har tænkt mange gange før. Hvor bruger vi egentlig lidt tid på, at komme i tanke om ting. Imens den tanke strejfede mig, sagde min ven, at han ville google det når han kom hjem, og sende det til mig. Jeg sagde jeg synes han skulle lade hver.

Vi bruger alt for lidt tid på at bruge hjernen, og alt for meget fingerarbejde på google. Jeg har så tit tænkt på det. Når der er ting vi ikke lige kan huske, går der ikke et minut, før en i samtalen har fundet svaret på google. Hvad med den gode gamle metode, at bruge hjernen? Det er som om den er skiftet ud med det digitale, ligesom så meget andet. På en måde skræmmer det mig, på en måde hjælper det mig. Jeg har et meget ambivalent forhold til google har jeg fundet ud af.

Ingen af os har googlet vejrværten endnu. Jeg mener han hedder noget med Teil, Teilgaard eller i den retning. Men jeg har ikke googlet det. Det skal nok komme til mig. På et eller andet tidspunkt, hvis ikke, så går det også nok. Jeg kan ikke lade hver med at tænke om google i virkeligheden gør os en bjørnetjeneste, ved at servere alle svarene for os på et sølvfad. Jeg elsker følelsen af, at jeg kom i tanke om noget. Den der sejrs følelse man får indeni. Sådan får jeg det bare ikke helt når jeg slår svaret op på google. Der får jeg mere end nå-ja-det-også-rigtig, følelse. Det bare ikke det samme. Jeg tror egentlig det er sundt nok at vride hjernen lidt. Acceptere at man ikke lige kan huske alt. Lade den ligge. Måske popper svaret op, måske ikke. Måske det slet ikke er så vigtigt?

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg er sat på sukkerfri, her er min ærlige mening om det hele

16830211_10210601505650621_71052831_n-2Min roomie fik for lidt over en uge siden den helt igennem fantastiske ide (ironi kan fremkomme), at vi da skulle starte på sukkerfri februar. Jeg sagde, at jeg synes det var verdens dårligste ide, men rundt regnet 15 minutter senere, hang der to fint tegnede skemaer på vores køleskab med resten af februars dage. En med mit navn og en med hendes – og så kunne jeg godt fornemme, jeg ikke rigtig havde mere at skulle have sagt i den sag.

Da jeg fortalte mine venner, at jeg var sat på sukkerfri grinte de af mig og sagde “dig… sukkerfri” og så grinte de lidt mere. Min mor sagde “Det var da noget kedeligt noget” og jeg kunne kun give hende ret. Men hvad gør man ikke for sin roomie, og jeg kan jo ligeså godt prøve, om ikke andet bare for at se, hvordan det er…

Men kender man blot lidt til mig og mine holdninger om sukkerfri, så ved man også godt, at de to ting ikke går hånd i hånd. Jeg hader kasser, og hvad er der i kassen sukkerfri? Er sukkerfri at fjerne alle kulhydrater? Fjerne raffineret sukker? Tilsat sukker? Tæller sødestoffer? Og hvorfor egentlig gå sukkerfri? Alt handler om balance, at finde balancen hvor alt er tilladt, hvor der er plads til alt. I min verden hører slik og kage ikke kun weekenden til, det hører sig til, når du har lyst til det. Sukkerfri kan måske være med til at hjælpe en med at indse, at man egentlig ikke har lyst til sukker hele tiden, og måske spiser lidt for meget slik i hverdagen. Men når man har en fin balance mellem nutella og gulerødder, så kan jeg ikke se hvorfor sukkerfri er en god ide.

Vi har været på sukkerfri i 10 dage nu, og jeg kan ligeså godt sige det som det er… Jeg faldt i på anden dagen, min roomie ved det bare ikke endnu, så jeg håber ikke hun læser med her. Men det gjorde jeg. Hun havde ridset reglerne op for mig: Ingen bland selv slik, ingen nutella, ingen kage, ingen chokolade (vores største laster, hvis man kan sige det sådan). Jeg spiste nutella på dag to. Nogle vil måske sige, at jeg har en rygrad som en regnorm, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg har ikke lyst til at udelukke noget fra min kost, heller ikke sukker. Jo hvis jeg mente jeg havde et overforbrug, men det mener jeg ikke, at jeg har. Derfor “faldt jeg i” (om man vil), fordi jeg hader kasser, begrænsninger og fordi jeg elsker nutella. Jeg har også spist en pakke riskiks med chokolade (hvilket der i min verden overhoved intet er i vejen med, men et no go på sukkerfri). Jeg havde indpakningen til kiksene liggende i min skuffe i tre dage, for jeg ville ikke have min roomie skulle se jeg havde spist dem. Så min konklusion på det hele må være, at har du et fornuftigt forhold til sukker og slik, så behøver du ikke udelukke noget. Alt med måde er nøgleordene, og min roomie og jeg er heldigvis blevet enige om, at vi slutter sukkerfri på fredag.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her