Gør google os en bjørnetjeneste?

16780659_10210562563317087_131666307_nOkay here it goes. Forbered dig på at få et indblik i, hvordan en lille tanke kan vokse sig stor indeni mit hoved. Jeg har længe gået med tanken om, om google gør os en bjørnetjeneste, og tanken poppede igen op i denne uge, så NU bliver jeg altså nødt til at dele den.

I mandags var jeg ude og gå en tur med en god ven, en af de bedste faktisk. En af dem man kan tale med alt og intet om. En af dem man altid ved er der for en. En af dem man ved man skal gemme på og holde fast i. Mens vi gik faldt emnet, ganske naturligt, på metrologer (ved ikke hvorfor det er naturligt, vel fordi jeg aldrig ved hvor samtalen føres hen når vi er sammen). I hvert fald, metrologer. Vi kunne begge huske vejrmanden fra da man var lille. Ham der altid var på når der var vejret. Ham der er skaldet og har sådan en venlig stemme. Ingen af os kunne huske navnet. Vi gik lidt og gættede, dog uden held. Lidt efter slog en tanke mig, som jeg har tænkt mange gange før. Hvor bruger vi egentlig lidt tid på, at komme i tanke om ting. Imens den tanke strejfede mig, sagde min ven, at han ville google det når han kom hjem, og sende det til mig. Jeg sagde jeg synes han skulle lade hver.

Vi bruger alt for lidt tid på at bruge hjernen, og alt for meget fingerarbejde på google. Jeg har så tit tænkt på det. Når der er ting vi ikke lige kan huske, går der ikke et minut, før en i samtalen har fundet svaret på google. Hvad med den gode gamle metode, at bruge hjernen? Det er som om den er skiftet ud med det digitale, ligesom så meget andet. På en måde skræmmer det mig, på en måde hjælper det mig. Jeg har et meget ambivalent forhold til google har jeg fundet ud af.

Ingen af os har googlet vejrværten endnu. Jeg mener han hedder noget med Teil, Teilgaard eller i den retning. Men jeg har ikke googlet det. Det skal nok komme til mig. På et eller andet tidspunkt, hvis ikke, så går det også nok. Jeg kan ikke lade hver med at tænke om google i virkeligheden gør os en bjørnetjeneste, ved at servere alle svarene for os på et sølvfad. Jeg elsker følelsen af, at jeg kom i tanke om noget. Den der sejrs følelse man får indeni. Sådan får jeg det bare ikke helt når jeg slår svaret op på google. Der får jeg mere end nå-ja-det-også-rigtig, følelse. Det bare ikke det samme. Jeg tror egentlig det er sundt nok at vride hjernen lidt. Acceptere at man ikke lige kan huske alt. Lade den ligge. Måske popper svaret op, måske ikke. Måske det slet ikke er så vigtigt?

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg er sat på sukkerfri, her er min ærlige mening om det hele

16830211_10210601505650621_71052831_n-2Min roomie fik for lidt over en uge siden den helt igennem fantastiske ide (ironi kan fremkomme), at vi da skulle starte på sukkerfri februar. Jeg sagde, at jeg synes det var verdens dårligste ide, men rundt regnet 15 minutter senere, hang der to fint tegnede skemaer på vores køleskab med resten af februars dage. En med mit navn og en med hendes – og så kunne jeg godt fornemme, jeg ikke rigtig havde mere at skulle have sagt i den sag.

Da jeg fortalte mine venner, at jeg var sat på sukkerfri grinte de af mig og sagde “dig… sukkerfri” og så grinte de lidt mere. Min mor sagde “Det var da noget kedeligt noget” og jeg kunne kun give hende ret. Men hvad gør man ikke for sin roomie, og jeg kan jo ligeså godt prøve, om ikke andet bare for at se, hvordan det er…

Men kender man blot lidt til mig og mine holdninger om sukkerfri, så ved man også godt, at de to ting ikke går hånd i hånd. Jeg hader kasser, og hvad er der i kassen sukkerfri? Er sukkerfri at fjerne alle kulhydrater? Fjerne raffineret sukker? Tilsat sukker? Tæller sødestoffer? Og hvorfor egentlig gå sukkerfri? Alt handler om balance, at finde balancen hvor alt er tilladt, hvor der er plads til alt. I min verden hører slik og kage ikke kun weekenden til, det hører sig til, når du har lyst til det. Sukkerfri kan måske være med til at hjælpe en med at indse, at man egentlig ikke har lyst til sukker hele tiden, og måske spiser lidt for meget slik i hverdagen. Men når man har en fin balance mellem nutella og gulerødder, så kan jeg ikke se hvorfor sukkerfri er en god ide.

Vi har været på sukkerfri i 10 dage nu, og jeg kan ligeså godt sige det som det er… Jeg faldt i på anden dagen, min roomie ved det bare ikke endnu, så jeg håber ikke hun læser med her. Men det gjorde jeg. Hun havde ridset reglerne op for mig: Ingen bland selv slik, ingen nutella, ingen kage, ingen chokolade (vores største laster, hvis man kan sige det sådan). Jeg spiste nutella på dag to. Nogle vil måske sige, at jeg har en rygrad som en regnorm, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg har ikke lyst til at udelukke noget fra min kost, heller ikke sukker. Jo hvis jeg mente jeg havde et overforbrug, men det mener jeg ikke, at jeg har. Derfor “faldt jeg i” (om man vil), fordi jeg hader kasser, begrænsninger og fordi jeg elsker nutella. Jeg har også spist en pakke riskiks med chokolade (hvilket der i min verden overhoved intet er i vejen med, men et no go på sukkerfri). Jeg havde indpakningen til kiksene liggende i min skuffe i tre dage, for jeg ville ikke have min roomie skulle se jeg havde spist dem. Så min konklusion på det hele må være, at har du et fornuftigt forhold til sukker og slik, så behøver du ikke udelukke noget. Alt med måde er nøgleordene, og min roomie og jeg er heldigvis blevet enige om, at vi slutter sukkerfri på fredag.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Spild tiden lidt

16776421_10210572251759292_1184146713_oJeg har sat mig til rette i min seng. Fundet min computer frem, og tændt for mit TV. Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal se Bones eller skrive blogindlæg, så jeg tænker mig at gøre det kvinder nu engang er så kendte for, at multitaske. At blogge mens jeg ser Bones, lyder da hyggeligt og smart. Jeg tager en slurk te og tænker lidt for mig selv. Jeg har næsten lige skrevet et blogindlæg om at vi har så travlt for tiden. Sætningen, “vi bør spilde tiden mere” har kørt rundt i mit hoved hele dagen. Hvorfor har jeg behov for at multitaske nu? Hvorfor har jeg behov for at udnytte hvert minut lige nu. Hvorfor kunne jeg ikke bare spilde tiden lidt?

Jeg tænker tilbage på mit seneste blogindlæg (på daværende tidspunkt – læs det her), tænker på hvordan jeg altid får af vide, at jeg er så god til at rådgive andre. Tænker på hvor dårlig jeg er til, at rådgive mig selv. Jeg er blevet bedre, bevares, vi lærer vel hele livet, men jeg er stadig ikke perfekt. Jeg fejler stadig, stresser stadig, jeg er også kun et menneske. Jeg har stadig tendens til at tro, at jeg skal kunne bære klipper med mine arme, og nå trætoppe mens jeg står på jorden med mine 163 cm. Jeg har selv brug for at stoppe op nogle gange, brug for at en hiver mig ud af hverdagens faste greb, rusker i mig og råber SLAP AF NADJA.

Så hvorfor ikke spilde tiden lidt. Bruge de timer vi nu har, og tænke pyt til de ting vi ikke lige når idag. Jeg siger ikke, at du skal sige pyt til dine deadlines eller vigtige aftaler, blot prioritere dem. Prioritere dine ting, give plads til at du kan sidde og glo ud af vinduet hvis det er det du har lyst til, geare ned fra syvende til tredje gear. Du har kun to arme og to ben, og hvor ofte er det ikke lige gået galt, når du bare lige har skulle hente en kop kaffe på arbejdet, gået forbi printeren, tænkt “jeg tager da lige de kopier jeg printede med mig”, går forbi reolen med dine mapper, tænker “orv, den mappe skal jeg bruge senere, den napper jeg lige med mig”, går videre ned mod din plads, mødt en kollega, forsøgt at vinke, men alle hænder er fulde, og pludselig stået med kaffe over det hele. Digtet scenarie, men måske du kan relatere. Måske kan du se dig selv i situationen, eller en lignende situation. Måske den kunne være undgået hvis du havde spildt tiden lidt, og gået to gange? Måske ikke. Det er alt sammen kun tanker der florerer i mit hoved mens jeg sidder her i min seng. Jeg tager endnu en slurk af min te, kigger op på mit fjernsyn som stadig står med Netflixs startskærm. Lukker min computer ned, og ligger den væk. Sætter min telefon på flytilstand. Går ud og laver mig endnu en kop te, og sætter Bones igang. Nyder kun at have én skærm tændt foran mig.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Når musikken spiller

16466057_10210460372682385_1005546055_oVi udvikler os hver dag, hele livet, og det tror jeg faktisk er pisse sundt. Jeg tror at nogle træk går igen igennem alle vores år. Nogle vaner slipper vi sikkert aldrig. Men vi udvikler dem måske i en ny retning. Vi udvider vores horisont for, hvordan vi også kan se på tingene. Åbner øjnene for, at en firkant har flere vinkler, og at den ikke behøver være ens set fra alle vinkler. Ændrer os selv i takt med at musikken spiller. Finder os selv mere og mere. Hvis jeg tænker tilbage på da jeg var barn, så ser jeg en meget stille pige, som stod meget i baggrunden. Hun havde en masse at sige, hendes hoved kørte rundt med tanker, men de kom aldrig over hendes læber. Idag har jeg stadig den her stille pige i mig, men i en udviklet version (Okay, det lød lidt Pokémon agtigt…). Det stille identificerer jeg med, at jeg idag hviler i mig selv, at jeg er nede på jorden. Men med årene har jeg dog lært at åbne munden. Jeg siger min mening og kalder en spade for en spade. Den stille pige var meget perfektionistisk, ryddelig og pæn. Bad var noget man tog hver dag, og rod var ikke noget der behagede hende. Idag tager jeg lidt lettere på det hele. Alt behøver ikke stå snorrelige. Jeg dør nok ikke af, at opvasken står til imorgen. Det går nok at der ligger vasketøj på hele mit gulv. Mit hår falder ikke af, af at prøve at være fedtet for en gangs skyld. De ting gør mig ikke til et dårligere menneske, og det er noget jeg har lært med årene.
Min pointe med det her indlæg er vel egentlig, at få dig til at indse, at vi hele tiden ændrer os. Jeg har mødt mange, der har siddet fast i en illusion om hvordan de er, for “sådan har jeg jo altid gjort”. Det er bare ikke ensbetydende med, at det er sådan det altid bør være. Jeg skriver det her indlæg til dig, der sidder fast i en identitet. Jeg skriver det her indlæg til den lille stille pige, for hvor var det sejt af hende, at følge med udviklingen. Jeg holder stadig fast i dele af hende, men hun har vokset sig ud af sin trygge og vante comfortzone, og det kan du også gøre.

Om folk der løber til metroen

16443025_10210455441319104_202402971_oJeg er på vej ned til Kongens Nytorv metro station. Jeg kan ikke huske hvor jeg er på vej hen, men det er ikke myldertid. Jeg ser, at den metro jeg skal med holder nede på stationen, og rundtom mig begynder folk at små løbe ned mod metroen. Jeg stopper op, kigger op på skiltet med forventede afgangstider for metroen. Næste metro kommer om to minutter. Jeg ser stadig folk, nu i hurtigere tempo, løbe mod de åbne døre mens tonen hyler, at nu lukker dørene og metroen kører væk. Jeg ser folk der skuffende står tilbage på stationen. Skuffelsen i deres ansigter er ikke til at skjule. Nu skal de vente to minutter på den næste metro. Måske når de så ikke deres tog, bus, cykeltaxa, eller måske står kæresten med mad klar derhjemme, hvad ved jeg. Jeg bipper i stilhed mit rejsekort ind, mens jeg ihærdigt forsøger at distrahere mig selv fra de dømmende tanker der banker på i mit hoved. Hvorfor så travlt?

Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har forstået ideen i, at løbe til metroen. De kører så hyppigt, og at skulle vente to minutter kan egentlig ikke vælte min dag. Alligevel prøver jeg at forstå. Jeg ved vi er forskellige, skal forskellige ting. Det kan være de to minutter gør, at du skal stå og vente 20 minutter på Vanløse station. Det kan være du i forvejen var forsinket. Det kan være du skulle til et vigtigt møde, men nu kommer for sent. Men, hvorfor så travlt?

Et par dage senere går jeg ned af Falkoner Alle. Jeg ser på fodgængerovergangen, at den snart skifter til rød. Sekunderne tæller ned fra ni, og jeg kan se jeg ikke kan nå med over, så jeg sænker farten. En mand foran mig sætter tempoet op. Han ved, at han ikke når med over, alligevel løber han nu med hastigere skridt end før hen mod overgangen. Den bliver rød inden han får sat foden ud på vejen, han fortsætter over. Jeg venter på der bliver grønt igen, og går over krydset med tankerne, hvorfor så travlt?

Det er langt fra kun i trafikken at vi haster afsted. Efterhånden synes jeg, at der er en generel tendens i vores hverdag til, at haste afsted. Vi forestiller os ting, digter scenarier. Ligesom når du løber mod metroen og alligevel ikke når den: Nu når du ikke dit tog, kommer for sent til dit møde, og hvad vil der så ikke ske? Ja. Hvad vil der ske? Det ved du ikke, så hvorfor bekymre dig så meget? Hvorfor digte på hvad der kommer til at ske, når du reelt set slet ikke har nogen ide om det.

Hvornår lærer vi at tage den med ro? At slappe af i nuet. At sige pyt. En af mine yndlingssætninger er “Hvis jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det nu, skal jeg ikke bekymre mig om det”. Det er en sætning jeg har brugt rigtig meget. Nogle gange stiller jeg det som spørgsmål til mig selv “Kan du gøre noget ved det”, “Nej”, “Skal du så bekymre dig om det?”, “Nej” (man er vel sin egen psykolog engang imellem…). Hvem siger, at verden vælter, hvis du forsøger at mærke efter et øjeblik, være i øjeblikket og se på det der sker lige nu. Stop op for det røde lys, kig dig omkring, åben øjnene og se på dine omgivelser, tag den med ro, træk vejret.

Lad hver med at tro, at du ved hvordan andre vil tænke om dig, hvis du kommer for sent. Du ved først hvordan de tænker når du har spurgt dem. Du kan ikke forudse mennesker. Mennesker er forskellige. Mennesker tænker forskelligt. Det er først når du tør åbne munden og spørge dem, at du får svaret på hvordan de har det. Det er først når du tør stoppe op for det røde lys, at du finder ud af, at det ikke er så slemt at vente 30 sekunder mere. Det er først når du stopper med at forestille dig hvordan ting bør og skal forløbe, at du kan slappe helt af. Det er først her, at du kan slippe den stress, som formegentlig er ved at opbygge sig i dig. Stress er ikke spor sjovt at blande sig ind i, så stop op. Lad hver med at opbyg en forestilling, den vil kun stresse dig endnu mere. Lad hver med at hav så travlt, at du bliver presset over tanken, at skulle stå stille i 30 sekunder, brug de 30 sekunder, nyd nuet lidt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her