En pinlig indrømmelse, solbadning og sommer 2017

18788093_10211522359391389_1606417169_nJeg kan huske flere somre, hvor jeg har følt mig usikker i min krop, end jeg kan huske somre, hvor jeg har følt mig glad. Jeg husker flere somre hvor jeg har været bekymret om hvad folk mon tænker om min krop, end somre hvor jeg har været ligeglad. Jeg husker mange somre jeg har spildt. Jeg husker få, jeg har nydt fra start til slut. Det er forbi nu. Sidste år nød jeg sommeren. Var glad selv med bikini på. Men det var også en af de første hvor jeg havde det sådan. Der er mange somre der er gået med for mange dumme tanker.

Her i weekenden har jeg tannet hjemme hos mine forældre. Igår sad jeg i solen, kiggede ned ad mig selv, smilte og var glad. Her gik det op for mig, at selv blandt to af de personer jeg elsker højest, har tankerne præget mig. Jeg har, åh det her er pinligt at skrive, men jeg har forsøgt at gemme mig væk fra mine forældre. Sat mig i de rigtige stillinger. Siddet halvt tilbagelænet så min mave ikke foldede. For hvad ville de ikke tænke, hvis de så min mave dellede. Hvis de så mine små bryster. Hvis de så mine blege brede lår. Det er virkelig pinligt at indrømme. Pinligt men sandt. De kender mig. Min mor har for fanden set mig nøgen et utal af gange. Hvorfor skulle de dømme mig. Jeg ved, at de aldrig har dømt mig. Så jeg ved heller ikke hvorfra tankerne kom dengang. Men det gjorde de. For længe siden. For det er heldigvis længe siden nu. Længe siden jeg har bekymret mig om deres tanker. For jeg ved heldigvis, at de elsker mig som jeg er. Weekendens solbadning har kun bekræftet mig i hvor pjattet det var. Hvor pjattet det generelt er, at bekymre sig om andres tanker, især de personer der elsker en ubetinget. Idag er jeg heldigvis ligeglad. Idag sidder jeg i præcis de stillinger jeg vil. Med præcist det tøj jeg vil. Som strammer præcist de steder det nu gør. Jeg bruger ikke energi på at rette på det længere. Det er dejligt. Befriende. Og sådan vil jeg bruge resten af min sommer. I det tøj jeg har lyst. Som strammer de steder det har lyst til. Med smil på læben, og meget gerne et glas rosé i hånden.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Kender du Vilde

18217869_120332000538840428_360706406_nFørst og fremmest skal jeg måske spørge, kender du SKAM? Ellers kan du se det her. Jeg blev særlig optaget af serien, da det gik op for mig hvor mange problemer serien belyser på en meget realistisk måde. For eksempel når serien afspejler den måde en spiseforstyrrelse kan vokse i en piges krop. Vildes krop. Vildes monster vokser i takt med hendes selvværd bliver sat på prøve. En fyr fortæller hende, at hun ikke er god nok. Ikke god nok. En spiseforstyrrelse kan opstå på baggrund af mange ting, nogle gange er det små ting der kan få den til at vokse. Ofte er det manglende kontrol, eller afmagt, der fodrer den. Fodrer det monster som jeg tror, i større eller mindre grad, har potentiale til at vokse i os alle sammen. Det monster der får Vilde til at ville finde kontrol og stabilitet. Hendes fokus er på at blive god nok. God nok til ham. Hun mener han vil have modeltynde piger. Hun må blive modeltynd. Hun vender fokus mod det. Ligger alle kræfter i. Hun bliver bange for mad. Hun laver mavebøjninger så det halve kunne være nok. Hun bemærker alle fejlene ved sig selv. Hun tager alt til sig. Hun er forgabt i drømmekroppen. Drømmemanden. Hun sammenligner sig. Hun benægter. Hun frygter. Frygter mere og mere eftersom hendes monster vokser. Hvem er hun uden monstret? Uden kontrollen. En spiseforstyrrelse er svær at komme ud af. Nogle gange bliver man nødt til at tale højt om det. Nogle gange har man brug for en øjenåbner. Nogle gange har man brug for, at nogle bryder kontrollen for en. Det aldrig nemt. Husk du aldrig er alene, der er altid nogen at tale med, eller være stille med. Hvis du har det lidt ligesom Vilde, så tøv ikke med at sig det højt. Du er stærkere end du selv tror.

Jeg har også haft tankerne

18191312_120332000426966886_1160465351_n

Tanke: Nu har jeg alligevel spist chokolade, så kan det også bare være lige meget. Handling: Spiser resten af pladen og eventuelt andre rester man skulle have liggende. Efterfulgt af dårlig samvittighed og mavepine.

Tanke: Jeg er først god nok, når min mave er flad. Den mavedelle er i vejen for min lykkelige krop. Handling: Ligger og laver mellem 100-250 mavebøjninger hver aften. Desværre ikke efterfulgt af den tilfredsstillende følelse, jeg troede jeg ville få.

Tanke: Jeg skal til familiefødselsdag, men holder mig fra kage og hvidt brød, skulle jo nødig risikere at mine mave puster sig op. Handling: Tager til familiefødselsdag og fokuserer alt for meget på det jeg skal holde mig fra, end at hygge mig med familien.

Tanke: Jeg trænede ikke igår, puha føler mig også stor. Handling: Dårlig samvittighed og tristhed. Eventuelt en løbetur.

Tanke: Jeg føler mig oppustet. Handling: Hvis nogle rører min mave trækker jeg den automatisk ind. Tanke: De skal jo ikke bemærke jeg er oppustet, hvad vil de ikke tænke. At jeg ikke er god nok?

Tanke: Du er tyk. 

Tanke: De kan ikke lide dig.

…. Jeg har også haft dem. Det tror jeg de fleste kvinder har, i større eller mindre grad. Jeg har dem ikke mere. Jeg kan sagtens have dage hvor jeg føler mig oppustet, men jeg reagerer ikke på det. Jeg skælder ikke mig selv ud, hvis jeg ikke har trænet i lang tid, eller hvis jeg spiser bunkevis af chokolade eller kage. Jeg har lært at jeg ikke kommer nogle vegne ved at skælde ud på mig selv. Det nytter ikke. Grimme ord om mig selv og min krop hjalp mig ikke. Det gjorde søde ord til gengæld. Søde og forstående ord. Ord og sætninger som: Du er helt almindelig. Det er helt okay. Det hele er ikke ødelagt på grund af en plade chokolade. Du er god som du er. Ingen kan slå dig i at være dig.

Jeg kan ikke længere huske, hvornår jeg sidst trak maven ind da nogen rørte den. Til gengæld husker jeg tydeligt, da en lagde hånden på min mave for derefter hurtigt at fjerne den og sige undskyld. Dét undskyld hænger ved. Jeg smilte blot og sagde, at det ikke gør mig noget, at nogen rør ved min mave. Heller ikke når jeg sidder ned. Men dét undskyld hang ligesom fast i mine tanker, og gør det stadig. Det kom så naturligt, at det var som om det blev taget som en selvfølge, at vi kvinder ikke kan fordrage at folk rører vores maver. Jeg tror også der er mange kvinder, der ikke kan fordrage det, men stadig. Det kom lidt for naturligt. Jeg har haft svært ved at slippe den sætning siden.

Måske lagde jeg også mere mærke til det fordi jeg ved, hvordan jeg ville have haft det for 6-7 år siden. Måske lagde jeg mærke til det fordi jeg selv har været det. Selv har været i tankerne. Bygget på tankerne. Fodret tankerne. Måske lagde jeg mærke til det, fordi jeg ofte taler med unge piger der har tankerne. Måske lagde jeg mærke til det, fordi jeg så inderligt gerne vil vide hvordan vi kan bryde det ideal der fortæller os, at vores kroppe skal være modeltynde konstant. Jeg ved ikke hvornår det ideal brydes, eller om det gør. Men jeg ved, at jeg med sikkerhed kan fortælle dig, at hvis du kan nikke genkendende til bare nogle af tankerne ovenfor, så at du ikke er alene om dem. Jeg kan med sikkerhed fortælle dig, st du er helt okay. At det er muligt at komme væk fra tankerne. At det er muligt at opnå et balanceret forhold til mad. At det er muligt at lære at elske sig selv, også selvom trappen er lang.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Hvor langt er du på din trappe?

17623121_10210965762876824_1413600090_oNogle gange forestiller jeg mig processen, at lære at elske sig selv, som en trappe. Der er fandme mange trin på den trappe. Den kan virke uendelig lang faktisk, måske er den det også. Hvem siger vi nogensinde når enden af trappen? At vi når et punkt hvor vi altid er glade for os selv?

Jeg synes selv jeg er nået langt på min trappe, men jeg er endnu ikke nået til det sidste trin. Jeg er forbi de meget høje trin. De trin hvor man lige skal balancere sig og finde ud af om man skal fortsætte, for det føles usikkert at fortsætte. Det kunne være så nemt at blive ved med at følge idealet. Idealet fortalte mig jo hvad jeg skulle ligne. Jeg havde noget at forholde mig til. Tal og fakta fortalte mig hvordan jeg skulle føle mig. Glad, trist, dårlig samvittighed, alt sammen defineret af idealet. At stoppe der midt på trappen hvor idealet bestemte ville være nemt, men knuden i maven voksede. Knuden fortalte mig at idealet ikke matchede min profil. Jeg valgte derfor at passere trinnene, at bevæge mig længere op ad min trappe. Nu er trinnene blevet lavere, lettere at komme over. Jeg møder stadig nogle trin, som er lidt højere end andre. Nogle dage hvor jeg har sværere ved at leve efter mine egne regler om at elske sig selv. Men de trin kommer jeg også over, fordi jeg har lært hvor godt jeg får det, jo længere op ad min trappe jeg kommer. Jo længere væk jeg kommer fra, at noget udefra skal bestemme hvordan jeg skal have det, hvordan jeg skal se ud.

Det jeg egentlig prøver at fortælle er, at det kan være en rigtig lang vej til at lære at elske sig selv. Selvom man tror man er nået langt, vil man stadig møde dage, hvor man føler man er tilbage til trin et. Men det er helt okay. Vi er kun mennesker, og vi har følelser, følelser som påvirker vores tanker og handlinger. Følelser der kan spænde i maven. Følelser der kan få dumme tanker til at opstå, tanker om man burde være på en anden måde. Men det burde du ikke, for burde findes ikke. Det helt okay at have dage hvor man føler sig mindre tilpas end andre, det har jeg også. Mig der ellers altid prædker om at elske sig selv. Jeg elsker mig selv, hele mig selv, de fleste dage. Men uden de dårlige dage, ville de gode ikke fremstå så gode som de gør. Derfor skal der være plads til at føle sig utilpas. Der skal være plads til at føle sig menneskelig.

Uanset om du er på første trin, eller om du føler du har gået mange trin, men at der stadig er langt igen, så er du på vej. Husk på det. Du arbejder med det, det er en proces, en lang proces, måske evig. Men i stedet for at bekymre dig om hvornår du når i mål, så fokuser på de trin du allerede er over. Fokuser på dine successer, store som små.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er det en sabeltiger?

skaermbillede-2017-04-14-kl-16-47-54Hvis du undrede dig lidt over den skøre titel, så kan jeg godt forstå dig. Den kom efter jeg hørte en psykolog sige det, i forbindelse med, at hun snakkede om problemer. Da hun nævnte det første gang forstod jeg ikke rigtig, hvorfor fortidens dyr skulle inddrages i snakken om stress og problemer, men det gav alligevel mening. Er dine problemer en sabeltiger, noget du ikke kan løbe fra, noget der er faretruende og noget som forsøger at fange dig, eller er dine problemer måske en edderkop, noget som man kan væmmes ved, men som egentlig ikke er faretruende?

Nu må jeg hellere nøjes med at tale på mine egne vegne, selvom jeg ekstremt meget har lyst til at skrive vi. Men jeg har en tendens til at blæse mine problemer store og farlige, ligesom en sabeltiger, især når jeg er presset. Derfor gav psykologens ord rum for tankespil. Er det virkelig så stort og farligt som jeg forestiller mig? Kan det vænnes til noget positivt? Kan jeg tilgå det med en anden forståelse end min normale? Kan jeg se det fra et andet perspektiv og lige slappe lidt af? Hvis ja, så er det ikke en sabeltiger.

Et godt eksempel, de fleste kender til, er når man står i en situation hvor ens problem fylder alt. Problemer i den her sammenhæng er ligemeget. Det kan være hvis du er uvenner med kæresten. Er blevet fyret. Har tabt en kop kaffe på gulvet. Hvad ved jeg, det er forskelligt hvilke problemer vi blæser op. Men det er lige der, hvor det problem man går og kæmper med er pludselig omdrejningspunkt for det hele. Enten i nogle minutter, nogle timer eller dage, uger. Når problemer er løst, står man lidt tilbage og tænker “var det det, det klarede jeg jo”. Så det var altså en edderkop.

De fleste problemer er måske i realiteten edderkopper. Problemer som vi på den ene eller anden måde ender med at løse. Problemer som vi i nuet føler er store og faretruende, men som vi alligevel finder en løsning på. Det jeg egentlig bare gerne vil have dig til at tænke over med det her indlæg er, om de problemer du går og kæmper med har skiftet form fra edderkop til sabeltiger, og om det er noget du flygter fra, eller noget du i virkeligheden kan tage op, og sætter fri.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Older posts