Der skal 3 gode oplevelser til at opveje en dårlig, som man siger

17142163_10210736885075022_1697452169_oForleden sad jeg og snakkede med en kær veninde. Vi talte om hvordan der skal 10 successer til for at opveje en fiasko, eller tre gode oplevelser til at opveje en dårlig. Det fik mig til at tænke på de sociale medier. Urealistiske billeder. Idealer. Kroppe. Ja spørg mig ikke hvordan jeg fik drejet tankerne derover. Men jeg kunne ikke lade hver med at tænke på, om det også gælder de billeder vi ser. Om der skal 7 billeder af maver der deller til, for at opveje et billede af en flad mave. Vi mødes konstant af billeder af hvordan den “rigtige” mave er. I min verden er der intet rigtig eller forkert, burde eller skulle. Men det er der i manges. Min verden bliver også udfordret, rystet om man vil, når jeg hele tiden mødes af de samme billeder. Det får en lille del af mig til at tænke, bliver jeg gladere? Heldigvis er der en større del af mig der ryster på hovedet og giver mig søde ord med på vejen. Den del kan jeg godt lide. Den hjælper mig til at holde fødderne solidt plantet på jorden, trække vejret dybt og nyde den krop jeg bor i. Men når vi konstant mødes af flade, muskuløse, maver, kroppe uden folder og lår uden strækmærker eller appelsinhud på de sociale medier, så sætter det jo en skabelon for, at sådan bør jeg nok se ud. Ser vi et billede af en mave der deller, eller lår med appelsinhud, er det måske ikke nok til at opveje alle de inputs vi har fået. Måske der i virkeligheden skal 7, lad os kalde dem alternative billeder til, for at opveje 1 flad-mave billede? Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke hvordan samtalen med min veninde, om successer og fiaskoer, om gode og dårlige oplevelser fik mine tanker over på kropsidealer og mavedeller. Det nok bare engang imellem sådan min hjerne fungerer. Forsøger at drage ligheder mellem alt og intet. Forsøger at forstå, hvorfor det er så svært at acceptere sig selv. Forsøger at forstå den lange rejse. En rejse jeg selv har været igennem, men ikke rigtig kan beskrive i detaljer. Forsøger at sætte ord på nogle af mine tanker om at elske sig selv, i håb om, at det kan hjælpe en lille smule et sted hos nogle andre derude.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

5 ting der hjalp mig til at acceptere min krop

skaermbillede-2017-02-26-kl-07-45-09Jeg skriver så tit om, at vi skal holde af vores krop præcis som den er. Elske os selv. Men sandheden er jo, at det er møghamrende svært. Det er en proces der tager tid, lang tid. Jeg har selv været utilfreds med min krop i mange år. Utilfreds med mine bryster, med min mave, med mine lår. Jeg var utilfreds med, hvad utilfredsheden gjorde ved mit selvværd, og min smil (giver det mening?). Så jeg besluttede at nok skulle være nok. Jeg begyndte lære mig selv, at tænke anderledes. Tænke mere positivt. Det lyder som om, at det var noget jeg gjorde fra den ene dag til den anden, men det var det langt fra. Det handler om små skridt. Så for at hjælpe dig på vej, har jeg valgt at dele fem af de skridt der hjalp mig på vejen.

  1. Jeg smed ordene skal og bør i skraldespanden. Vi har tendens til at læne os op af, hvordan vi tror, at vi skal og bør være, og det er ikke kun i forhold til udseende. Hvis jeg står i en situation, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af skal og bør, bliver påvirket i en retning af hvordan jeg burde reagere/gøre/se ud, så modargumenterer jeg altid mig selv med ordene “der er ikke noget du skal eller bør”. Det hjælper.
  2. Jeg kiggede mig selv i spejlet, meget. Accept handler om at se det i øjnene man er bange for. Jeg har derfor brugt rigtig mange timer foran spejlet. Stående, siddende, næsten liggende for at udforske min krop, for at lære den at kende. Jeg ærgrer mig sådan over, at jeg ikke kan stå på hovedet, for så havde jeg sikkert også stået sådan for at se, hvordan min krop arter sig.
  3. Jeg lærte at mærke efter. Kroppen sender dig millioner af signaler. Den fortæller dig når du er sulten, mæt, nervøs, glad. Den kan endda reagerer på dine følelser. Derfor lærte jeg mig selv at mærke efter. Mærke efter hvordan min krop reagerer i forskellige situationer. Er jeg presset kan jeg mærke det på min appetit. Har jeg glemt mine måltider bliver den oppustet. Når jeg vågner om morgenen er den flad. Når jeg går i seng om aftenen er den blødere. Det er alt sammen helt naturligt.
  4. Jeg lærte at lytte til min krop. I lang tid havde jeg svært ved at acceptere, at min mave larmer meget. Det irriterede mig, og gjorde jeg var træt af min mave. Den larmer ikke kun når jeg er sulten, den arbejder også meget i løbet af dagen, og larmer der. Hvilket er helt normalt. Den producerer luft og fordøjer og det larmer, men det er helt naturligt. Fordøjelsen er ingen let proces, det lærte jeg ned til mindste detalje under min uddannelse. Så det er ikke underligt at den giver lyde fra sig.
  5. Jeg accepterede, at jeg er rigtig glad for mad, og ikke så glad for mavebøjninger. Nu er det ikke fordi, at jeg skal skrive det som om, at du kan punkttræne din mave, den sang er vidst sunget. Men jeg er bare rigtig glad for mad, og chokolade. Jeg har ikke lyst til at ligge det arbejde i det, som det kræver, at få en sixpack, eller en krop der står kniv skarpt. Selv hvis jeg lagde det arbejde i det som det krævede, så ved jeg, at jeg ikke ville være så glad indeni. Jeg ville ikke være afslappet. Jeg ville ligge låg på mig selv og mit chokoladehjerte, og det er det ikke værd for mig.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er jeg et dårligt menneske fordi min mave deller?

16830542_10210618775082346_920405292_nHer er jeg. Glad. Afslappet. Sund. Jeg havde forleden en kostvejledning hvor emnet faldt på deller. Ikke et atypisk emne i forhold til de kostvejledninger jeg har, da rigtig mange har svært ved at acceptere, at maven altså folder når man sidder ned. Men det gør den, også på en sund krop. På en veltrænet krop. På en glad krop. Deller er ikke noget fanden har skabt, det er noget naturen har skabt. Kroppen består primært at fedt og muskler. Fedt er noget blævret noget, så det ville da se mærkeligt ud, hvis den stod knivskarpt hele tiden. Det ville da være mærkeligt, hvis dens udseende ikke ændrede sig i takt med dine bevægelser.

Alligevel får jeg rigtig tit henvendelser om, at mange ser sig selv som dårligere mennesker når de kigger på deres mavedelle. Jeg har mest af alt lyst til at råbe og skrige. Ikke af dem. Jeg ved egentlig ikke rigtig af hvad. Af idealet tror jeg. Det ideal der planter tanker i unge pigers hoveder om, at man er et dårligt menneske når man har deller. Guess what, så er jeg et dårligt menneske.

Det næsten altid mavedellen samtalen drejes over på. Hvilket egentlig giver god mening. Mavens udseende ændrer sig markant fra vi står op til vi går i seng. Den kan være flad det ene øjeblik, oppustet det næste. Det er da om noget forvirrende. Det er i den alt magien sker. Når vi spiser kan vi mærke reaktioner i maven. Fordøjelsen spiller os et puds. Producerer luft. Udspiller vores maver. Giver os en følelse af, at vi har taget på. Bukserne strammer mere end imorges. Tankerne begynder at flyve. I stedet for at acceptere, at det er en naturlig del af kroppens daglige procedure, går tankerne straks på vægttab, træning og sukkerfri fra imorgen af. Morgenen efter er maven normal igen. Lige indtil du begynder at spise, og hele mekanikken går igang igen. Men ro på. Det helt normalt, venlig hilsen den kliniske diætist.

Det er helt normalt at maven arbejder i løbet af dagen. At tarmene producerer luft og udspiler din mave. Det er helt normalt at din mave deller når du sidder ned. Det er helt normalt at du ser en dobbelthage når du åbner snapchat, og kameraet er på selfie-mode. Der er absolut intet af det her der er unormalt. Det gør dig ikke til et dårligere menneske. Vi har alle sammen deller, det er bare ikke alle der har lyst til at dele dem med dig på de sociale medier. Husk på det.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Vi betrager kvinder som kropsdele

15280942_10209831175272843_1206122806_nIdag var jeg på mit frivillige arbejde og her læste jeg en artikel “derfor betragter vi kvinders kropsdele”. Artiklen fangede mig, da første underoverskrift lød “En undersøgelse viser, at hjernen betragter mænd som mennesker, men kvinder som kropsdele”. Det gjorde mig en smule forarget, og så alligevel ikke.

Det kommer som sådan ikke bag på mig, at det kan konkluderes, at vi ser forskelligt på kvinder og mænd. Det kommer som sådan heller ikke bag på mig, at kvinders kroppe betragtes som seksuelle objekter – jeg er ikke enig, men det forarger mig ikke. Det forarger mig bare, at vi ikke er kommet videre.

I artiklen stod der, at kvinder ofte er genstand for, at blive betragtet som seksuelle objekter, hvilket kædes sammen med, at kvinder generelt har en større negativ kropsopfattelse, samt større tilbøjelighed til at lide af spiseforstyrrelser end mænd –  JA HVORFOR MON. Hvis vi stadig lever i en hverdag, hvor kvinder identificeres med hvordan deres kroppe ser ud, og mænd med det at være menneske, så er vi i min verden et helt forkert sted. Ja så er det klart, at kvinder føler sig pressede. Klart at flest kvinder udvikler spiseforstyrrelser og forståeligt, at flere og flere kvinder, ønsker at lave om på sig selv. Artiklen beskriver, at det både er mænd og kvinder, der betragter mænd som mennesker og kvinder som kropsdele. Mænd gør det formegentlig for at finde den rette partner, og kvinder gør det formegentlig for at sammenligne sig selv med andre kvinder. Jeg bliver så forarget over, at vi stadig sidder fast her.

Kvinder bør ikke betragtes ud fra, hvordan de ser ud. Om de har kvindelige former eller ej. De bør betragtes ud fra deres indre værdier. De bør betragtes som mennesker. Jeg prøver dagligt at komme ud med et budskab om, at du er præcis som du skal være. At du ikke behøver at lave om på dig selv. At du er dejlig og skøn. Netop en artikel som denne jeg læste idag bekræfter mig i, at jeg kæmper for noget vigtigt.

Der er ingen der bør føle sig forkerte, eller føle, at de skal lave om på sig selv. Artiklen sluttede af med at fortælle, at flere og flere kvinder ønsker at ændre på sig selv, for at leve op til idealer (no shit sherlock), og samtidig skriver de, at det kvinder typisk ønsker at ændre på sig selv, er deres bryster – igen ingen overraskelse -, det er bare så ærgerligt, at det er sådan. Jeg savner virkelig omfavnelse af individet og individualiteten. Jeg savner kvinder der taler om sig selv, som de taler om deres veninder. Jeg savner medier der viser alle kasserne, og ikke kun holder sig til en “ideal”-kassen. Jeg savner at høre flere sige, jeg er sgu lækker, præcis som jeg er.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Sandheden om kropsidealet

img_4835Jeg har skrevet om det før, blandt andet her og her, men nu tager jeg emnet op igen, emnet om det skide ideal. Det skide ideal som giver os følelsen af, at vi skal og bør og må være på en bestemt måde for at være rigtige. Det skide ideal der medfører skam over hvordan man ser ud, skam over hvordan andre må tænke om den måde man ser ud på. Det skide ideal jeg ville ønske jeg kunne få til at forsvinde ved et enkelt knips. Desværre skal der meget mere til end det.

Det giver mig en mavepuster hver gang jeg møder idealet. Jeg møder det flere gange dagligt. Ingen af de steder jeg møder det står der direkte “sådan SKAL du være”, men alle steder indikeres det, at det bør du. Ingen steder står det nedskrevet, at kvinder skal have en lille talje, mellemrum mellem lårene og fyldige bryster, men alligevel er der skabt en forventning om, at det skal de. Ingen står og peger fingre af hinanden på strøget, men indeni mange af os er der en forestilling om, at det sker. Alle disse forestillinger og forventninger er skabt på baggrund af det skide ideal. De er ikke ægte, de er ikke virkelige og de er ikke sandheder.

Men hvad er sandheden så? Hvordan skal vi så være? Hvordan skal vi så se ud? Det kan være dét spørgsmål der er skræmmende. Hvis vi ikke har noget at leve op til, hvordan ved vi så om vi er “rigtige”? Hvornår kan vi så slappe af i vores krop velvidende om, at vi er okay? Vi lever i en verden hvor vi er indrettet til at skulle måle os med noget for at finde ud af hvor vi står. Hvis vi ikke har noget at måle os med, idealet, hvad gør vi så? Ja så begynder vi at mærke efter. Mærke efter hvornår det føles rigtig indeni os selv. Fjerner fokus fra det målbare, hen på det mærkbare. Opsnapper de følelser der opstår indeni os, når vi kigger på os selv. Begynder at acceptere, at der ikke er nogen vi skal sammenligne os med, begynder at se indad, og begynder at lære, at der er kun en sandhed der er rigtig for os hver især, og det er vores egen.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Older posts