Hvor langt er du på din trappe?

17623121_10210965762876824_1413600090_oNogle gange forestiller jeg mig processen, at lære at elske sig selv, som en trappe. Der er fandme mange trin på den trappe. Den kan virke uendelig lang faktisk, måske er den det også. Hvem siger vi nogensinde når enden af trappen? At vi når et punkt hvor vi altid er glade for os selv?

Jeg synes selv jeg er nået langt på min trappe, men jeg er endnu ikke nået til det sidste trin. Jeg er forbi de meget høje trin. De trin hvor man lige skal balancere sig og finde ud af om man skal fortsætte, for det føles usikkert at fortsætte. Det kunne være så nemt at blive ved med at følge idealet. Idealet fortalte mig jo hvad jeg skulle ligne. Jeg havde noget at forholde mig til. Tal og fakta fortalte mig hvordan jeg skulle føle mig. Glad, trist, dårlig samvittighed, alt sammen defineret af idealet. At stoppe der midt på trappen hvor idealet bestemte ville være nemt, men knuden i maven voksede. Knuden fortalte mig at idealet ikke matchede min profil. Jeg valgte derfor at passere trinnene, at bevæge mig længere op ad min trappe. Nu er trinnene blevet lavere, lettere at komme over. Jeg møder stadig nogle trin, som er lidt højere end andre. Nogle dage hvor jeg har sværere ved at leve efter mine egne regler om at elske sig selv. Men de trin kommer jeg også over, fordi jeg har lært hvor godt jeg får det, jo længere op ad min trappe jeg kommer. Jo længere væk jeg kommer fra, at noget udefra skal bestemme hvordan jeg skal have det, hvordan jeg skal se ud.

Det jeg egentlig prøver at fortælle er, at det kan være en rigtig lang vej til at lære at elske sig selv. Selvom man tror man er nået langt, vil man stadig møde dage, hvor man føler man er tilbage til trin et. Men det er helt okay. Vi er kun mennesker, og vi har følelser, følelser som påvirker vores tanker og handlinger. Følelser der kan spænde i maven. Følelser der kan få dumme tanker til at opstå, tanker om man burde være på en anden måde. Men det burde du ikke, for burde findes ikke. Det helt okay at have dage hvor man føler sig mindre tilpas end andre, det har jeg også. Mig der ellers altid prædker om at elske sig selv. Jeg elsker mig selv, hele mig selv, de fleste dage. Men uden de dårlige dage, ville de gode ikke fremstå så gode som de gør. Derfor skal der være plads til at føle sig utilpas. Der skal være plads til at føle sig menneskelig.

Uanset om du er på første trin, eller om du føler du har gået mange trin, men at der stadig er langt igen, så er du på vej. Husk på det. Du arbejder med det, det er en proces, en lang proces, måske evig. Men i stedet for at bekymre dig om hvornår du når i mål, så fokuser på de trin du allerede er over. Fokuser på dine successer, store som små.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er det en sabeltiger?

skaermbillede-2017-04-14-kl-16-47-54Hvis du undrede dig lidt over den skøre titel, så kan jeg godt forstå dig. Den kom efter jeg hørte en psykolog sige det, i forbindelse med, at hun snakkede om problemer. Da hun nævnte det første gang forstod jeg ikke rigtig, hvorfor fortidens dyr skulle inddrages i snakken om stress og problemer, men det gav alligevel mening. Er dine problemer en sabeltiger, noget du ikke kan løbe fra, noget der er faretruende og noget som forsøger at fange dig, eller er dine problemer måske en edderkop, noget som man kan væmmes ved, men som egentlig ikke er faretruende?

Nu må jeg hellere nøjes med at tale på mine egne vegne, selvom jeg ekstremt meget har lyst til at skrive vi. Men jeg har en tendens til at blæse mine problemer store og farlige, ligesom en sabeltiger, især når jeg er presset. Derfor gav psykologens ord rum for tankespil. Er det virkelig så stort og farligt som jeg forestiller mig? Kan det vænnes til noget positivt? Kan jeg tilgå det med en anden forståelse end min normale? Kan jeg se det fra et andet perspektiv og lige slappe lidt af? Hvis ja, så er det ikke en sabeltiger.

Et godt eksempel, de fleste kender til, er når man står i en situation hvor ens problem fylder alt. Problemer i den her sammenhæng er ligemeget. Det kan være hvis du er uvenner med kæresten. Er blevet fyret. Har tabt en kop kaffe på gulvet. Hvad ved jeg, det er forskelligt hvilke problemer vi blæser op. Men det er lige der, hvor det problem man går og kæmper med er pludselig omdrejningspunkt for det hele. Enten i nogle minutter, nogle timer eller dage, uger. Når problemer er løst, står man lidt tilbage og tænker “var det det, det klarede jeg jo”. Så det var altså en edderkop.

De fleste problemer er måske i realiteten edderkopper. Problemer som vi på den ene eller anden måde ender med at løse. Problemer som vi i nuet føler er store og faretruende, men som vi alligevel finder en løsning på. Det jeg egentlig bare gerne vil have dig til at tænke over med det her indlæg er, om de problemer du går og kæmper med har skiftet form fra edderkop til sabeltiger, og om det er noget du flygter fra, eller noget du i virkeligheden kan tage op, og sætter fri.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Rullen som Petra kalder den

17973988_120332000205559584_1013746965_nDer kører lige nu en dokumentar serie: Petra elsker sig selv, på DR3 (se den her). Forleden så jeg afsnit tre (to gange – spørg ikke hvorfor), hvor Petra opsøger Nygart for at høre mere om fedtfrysninger. Fedtfrysninger som efter sigende skulle kunne fryse hendes rulle væk. I ved, den delle der udformer sig under ens bryster, er den delle Petra kalder rullen. I kender den ligeså vel som jeg. Vi er mange der har rullen. Men den skulle fedtfrysninger i hvert fald kunne fryse væk, og Petra vil gøre meget i forsøget på at elske sin krop, så hun tager op til Nygart. Hos Nygart møder Petra, Jesper Nygart. Det er sådan cirka her, at jeg får lyst til at kaste min fjernbetjening ind i mit TV. Den måde Jesper fortæller Petra om fedtfrysninger, om hvor nemt det er, om hvor lykkelig hun vil blive. Den måde han, nærmest hånende, fortæller Petra, at hun tænker for meget over det. Hun skal da bare kaste sig ud i det. Det tager kun et øjeblik og de kan gøre det med det samme, og så er hun lykkelig.

Jeg sad der i min seng, meget forbavset, tom for ord og også med en halvtom følelse indeni. Jeg fik lyst til at hoppe ind i TV’et, fortælle Jesper, at han tager fejl. Det kan godt være at undersøgelser viser, at skønhedsoperationer gør folk gladere, men det er ikke lig med lykke. Det betyder ikke, at det vil gøre Petra lykkelig. Jeg havde lyst til at kramme Petra. Fortælle hende, at hendes rulle er smuk. Fortælle hende at vi er mange der har rullen, i større eller mindre udgave. At vi også synes det er irriterende når vi har BH på, at den ligesom bliver dobbelt så stor. Men at det er helt okay. Fortælle hende min historie med skønhedsoperationer. At jeg ikke blev glad. Fortælle hende at hun skal lytte til sin kæreste, som elsker hende for den hun er, sådan hun ser ud. Jeg får lyst til at kramme dig, der har det på samme måde som Petra. Fortælle dig at du er okay, helt almindelig og helt som du skal være.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Røv og nøgler

17965774_120332000211042316_1348746626_nUndskyld farmor, for at smække min mås op i stor format på din skærm. Men, jeg er et par gange nu blevet “beskyldt” for at have et issue med min mave. Eftersom det oftest er den jeg poster, når jeg skriver om at elske sig selv. Ja det er ofte den jeg poster. Måske fordi, at det er den jeg selv har haft, læs: har haft, store problemer med at lære at acceptere. Måske fordi det er maven de fleste har svært ved at lære at holde af. Maven er af en eller anden grund den del af kroppen, som mange ikke bryder sig om. Måske er det derfor jeg ofte poster dén når jeg skriver om at elske sig selv – helt ærligt, så har jeg ikke tænkt over det.

Men ja, jeg kunne da ligeså godt poste mine bryster, fordi dem har jeg om noget haft svært ved at acceptere. Men bare bryster er ligesom bare ikke rigtig noget, som jeg har lyst til at dele på de sociale medier. Udover det ville billederne bare blive fjernet igen, og så går der lidt af budskabet. Jeg kunne også poste mine lår. Min røv. Mine arme. Så for at bryde det mønster jeg åbenbart har, får i her min mås og lår for fuld skrue, lige i fjæset. Jeg ved ikke om det gør nogen forskel.

Jeg har vitterligt ikke skænket det en tanke. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle overbevise mig selv om, at min mave er god nok, og derfor postet den. Jeg har aldrig gjort det for at få bekræftigelse. Jeg bliver ked af det når jeg får kommentarer som “Det kan du jo sagtens sige, se på dig selv, du kan da ikke klage over den krop”, ked af det og trist, fordi jeg føler mig misforstået. Jeg poster aldrig billeder for at blive rost, eller for at bekræfte mig selv i, at jeg bør være glad for min krop. Jeg poster billeder for at komme ud med et budskab om, at vi alle er forskellige, og alle kan lære at acceptere deres forskelligheder. Vi behøver ikke være ens. En flad mave er ikke lig med lykke. Du kan godt have nedladende tanker om dig selv, selvom du i andres øjne er smuk og dejlig.

Mange gange har jeg fået kommentarer eller beskeder, om at mit budskab kommer fra en forkert krop. Ment på den måde, at jeg sagtens kan elske mig selv, når jeg jo er tynd. Det nemt, så længe du er tynd. Nej venner. Det er det ikke. Jeg har været tyndere, jeg var mindre glad end nu. Jeg har haft store bryster, jeg var mindre glad end nu. Jeg har haft lår der ikke rørte hinanden, jeg var mindre glad end nu. Det handler ikke om hvordan vi ser ud, men hvordan vi har det med hvordan vi ser ud. Det ved jeg nu, og det er dét jeg prøver at dele med jer. Det er dét jeg prøver at fortælle, når jeg poster billeder af min mave, af mig selv, af mine lår på de sociale medier. Det er ikke for at du skal få det mindre godt. Det er ikke for at få bekræftelse. Det er ikke med en se-mig-hør-mig attitude. Det er for at fortælle dig, at du er helt almindelig, og du er ikke et dårligere menneske fordi din mave deller eller dine lår rør hinanden.

Idealet er et ilandsproblem

17778721_10211009661374259_498077706_oDet er ikke et spørgsmål, det er et faktum. Jeg kan ikke lade hver med at ligestille den måde vi går op i vores krop og udseende på, med et ilandsproblem. I vores verden, eller i vores del af verdenen, betyder udseendet for mange alt for meget. Det fylder hverdagen, kan ødelægge en hel dag, et humør. Et tal på en badevægt kan frembringe tårer. Tårer som på den anden side at jordkloden bruges på reelle problemer. Problemer vi ikke kan relatere til. Tårerne, på den anden side af kloden, frembringes ikke på grund af et tal, men af død og ødelæggelse. En dårlig dag, på den anden side af kloden, opstår ikke på grund af tøjkriser, men af hungersnød. Det ondt at sammenligne de ting, det ved jeg godt. Men er det forkert?

Jeg kan ikke lade hver med at tænke på, hvor forkælede vi er. Vi kan stå op, vælge mellem bunkevis af tøj, skjule vores rynker og trætte øjne med make-up. Pynte os med glitter og glimmer hvis det er det vi har lyst til. Alligevel kan et tal på en skide badevægt ødelægge det hele. Er det okay?

For mig er det et ilandproblem at være ked af sin krop. Et ilandsproblem vi selv har skabt, og som vi stadig skaber. Problemet vokser sig større i takt med de muligheder vi får for at ændre på os selv. Jeg tager selv problemet til mig, når jeg står op og føler mig utilpas i min krop (ja de dage har jeg også). Utilpas i det tøj jeg får på. Utilpas indeni. Utilpasheden udvikler sig til en irritation som går ud over mit humør og min dag. Hvor føler jeg mig forkælet når jeg tænker på de dage. Men vi er vokset op her. Vokset op med et ideal, som presser os. Vi er ikke vokset op med at skulle sulte flere dage, og føler derfor vi er ved at dø af sult, hvis der går 20 minutter mere end der plejer til næste måltid. Jeg tror det er rigtig sundt at bekræfte sig selv i, hvor godt man egentlig har det.

En af mine bedste venner stod for noget tid siden i en hverdag der var vendt fuldkommen på hovedet. Han vidste ikke om han skulle gøre fra eller til. Vi snakkede længe om hans situation, vendte og drejede den. Han sukkede flere gange, men det sidste suk skilte sig ud fra de andre. Det sidste suk hang sammen med ordene “Men Nadja, jeg er jo en virkelig heldig dreng. Jeg har et sted at bo. Jeg har rent tøj. Jeg har en familie og gode venner. Jeg har egentlig ikke noget at klage over. Tænk på de virkelige problemer der er ude i verden. Mine problemer er jo ikke slemme”. Jeg beundrer ham virkelig. I en situation, som de fleste ville gå nedenom og hjem over, holder han hovedet koldt. Kan se udover sin egen næse. Kan se hans problemer er ilandsproblemer. Det kan godt være de stadig er slemme, for os. Men jeg beundrer virkelig hans medmenneskelighed. Jeg siger ikke, at vi skal tage vores problemer for givet. Jeg siger ikke, at vi ikke skal tage hånd om det. Jeg siger ikke, at vi ikke må være kede af det. Jeg siger bare, at det er vigtigt at overveje om ens problem VIRKELIG er så slemt, som det ser ud. Jeg prøver lidt at fortælle dig, at den badevægt ikke behøver ødelægge din dag. Jeg prøver at overbevise dig om, at idealet ikke gør dig lykkelig. Idealet er et ilandsproblem, og det kan vi ligeså godt sætte ord på. Der er mere i verden, livet, end krop og vægt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her