Kender i det…

17407992_10210866369232045_2037277417_oHvor:

Alle store beslutninger ramler nedover en på samme tid…
Man prøver og prøver, men bare ikke kan finde noget positivt ved sig selv…
Der ikke er noget tøj i ens klædeskab, man føler sig tilpas i…
Man endelig finder noget tøj man føler sig tilpas i, men spilder tandpasta på det når man børster tænder kort efter…
Man ikke kan huske fra næse til mund…
Man gerne vil alt på en gang, men opdager at man kun har to hænder…
Man savner, men ved ikke rigtig hvad det er man savner…
Man føler alt man rør ved går i stykker…
Man bare har lyst til at blive hjemme under dynen…

Hvis ja, så skal du vide en ting. Du er ikke alene om de dage. Jeg har et tip. Brug det falske smil. Smil når dagene er grå, også selvom der ikke lige er noget at smile over. Vores hjerne er heldigvis så dum, at når du smiler, også selvom det er falsk, så tror den du er glad, og så kan du få det bedste ud af dagen, selvom den startede dumt. Husk også på, at det er helt okay at have lorte dage. Vi har dem alle sammen. Uden dem ville du ikke kunne glæde dig over alle de gode dage. Dårlige dage er en del af livet, og sådan er det bare.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er din dør åben eller lukket

17408241_10210869631433598_934359187_o“Det er nemt at lukke døren til de steder der er fejl” sådan lød det fra min underviser på et kursus jeg var på. Nemt, overskueligt, eller bekvemt, måske endda trygt. At lukke døren, eller lukke øjnene og glemme. Til de steder der er fejl. De steder vi ikke vil acceptere, eller de steder vi ikke vil se i øjnene. Det er nemt at lukke døren til de rum der roder. De rum vi ikke bryder os om. Lukke døren, låse den, gemme nøglen væk og glemme det der er bagved.

Det en form for flugt. Flugt fra det der er svært. Men på et tidspunkt bliver du nødt til at åbne døren igen, måske for at komme ud på den anden side. Jeg kan ikke lade hver med at forestille mig et kæmpe stort hus. Nærmest et slot. Men det er ikke et slot. Huset er fyldt med rum. Nogle af rummene er en prinsesse værdig. Har fløjsgardiner. Skinnende gulve. Rene linjer. Andre af rummene har skæve vægge. Som en gammel københavner lejlighed. Gulvene er gamle og træet er revnet. Nogle af rummene er fyldt med lys og liv, andre er mørke og tunge. Der er smalle gange, som næsten virker uendeligt lange. Huset er fyldt med døre. En dør ind til hvert rum. I hvert rum findes en lille skat. En lille ting, som gør rummet helt unikt og smukt. Selv i de mørke rum, hvor skatten kan være ekstra svær at finde, være ekstra gemt, så er den der et sted.

Huset er som livet. Fyldt med en masse rare ting. Lyse stunder og rene linjer. Men også tung luft, skævheder og revner. Det er nemt at lukke døren til de mørke rum. Men at leve i prinsesseværelset hele livet, vil ikke hjælpe dig til, at acceptere det der er svært. Det der er udfordrende. Du kan bruge rummene til at komme igennem det der er svært. Der er altid et lyst rum på den anden side, og der er altid en lille skat gemt i alt der sker. Der er altid en positiv intention bag enhver handling. Det nytter ikke at låse døren til de mørke rum, for så låser du også døren til den lille skat, den lille erfaring som rummet indebærer. Det nytter ikke at lukke døren til de ting du ikke bryder dig om, bare fordi rummet er grimt. Fordi væggene er skæve eller gardinerne revnede. Det nytter ikke at dømme de grimme rum. Det hjælper ikke at vende ryggen til.

Det nytter heller ikke at lukke døren til de sider af dig selv du har svært ved at acceptere. Det hjælper dig ikke videre i huset, hvis du lukker alle døre, til de rum du ikke bryder dig om. Du lærer dig selv bedre at kende, hver gang du åbner en dør. Lærer nye sider af dig selv at kende. Lærer at det måske ikke var så mørkt som du troede derinde, og selv hvis det er, så lærer du måske at acceptere, at det er helt okay også at have mørke rum, og måske finder du endda den lille skat i det mørke rum.

Der skal 3 gode oplevelser til at opveje en dårlig, som man siger

17142163_10210736885075022_1697452169_oForleden sad jeg og snakkede med en kær veninde. Vi talte om hvordan der skal 10 successer til for at opveje en fiasko, eller tre gode oplevelser til at opveje en dårlig. Det fik mig til at tænke på de sociale medier. Urealistiske billeder. Idealer. Kroppe. Ja spørg mig ikke hvordan jeg fik drejet tankerne derover. Men jeg kunne ikke lade hver med at tænke på, om det også gælder de billeder vi ser. Om der skal 7 billeder af maver der deller til, for at opveje et billede af en flad mave. Vi mødes konstant af billeder af hvordan den “rigtige” mave er. I min verden er der intet rigtig eller forkert, burde eller skulle. Men det er der i manges. Min verden bliver også udfordret, rystet om man vil, når jeg hele tiden mødes af de samme billeder. Det får en lille del af mig til at tænke, bliver jeg gladere? Heldigvis er der en større del af mig der ryster på hovedet og giver mig søde ord med på vejen. Den del kan jeg godt lide. Den hjælper mig til at holde fødderne solidt plantet på jorden, trække vejret dybt og nyde den krop jeg bor i. Men når vi konstant mødes af flade, muskuløse, maver, kroppe uden folder og lår uden strækmærker eller appelsinhud på de sociale medier, så sætter det jo en skabelon for, at sådan bør jeg nok se ud. Ser vi et billede af en mave der deller, eller lår med appelsinhud, er det måske ikke nok til at opveje alle de inputs vi har fået. Måske der i virkeligheden skal 7, lad os kalde dem alternative billeder til, for at opveje 1 flad-mave billede? Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke hvordan samtalen med min veninde, om successer og fiaskoer, om gode og dårlige oplevelser fik mine tanker over på kropsidealer og mavedeller. Det nok bare engang imellem sådan min hjerne fungerer. Forsøger at drage ligheder mellem alt og intet. Forsøger at forstå, hvorfor det er så svært at acceptere sig selv. Forsøger at forstå den lange rejse. En rejse jeg selv har været igennem, men ikke rigtig kan beskrive i detaljer. Forsøger at sætte ord på nogle af mine tanker om at elske sig selv, i håb om, at det kan hjælpe en lille smule et sted hos nogle andre derude.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

5 ting der hjalp mig til at acceptere min krop

skaermbillede-2017-02-26-kl-07-45-09Jeg skriver så tit om, at vi skal holde af vores krop præcis som den er. Elske os selv. Men sandheden er jo, at det er møghamrende svært. Det er en proces der tager tid, lang tid. Jeg har selv været utilfreds med min krop i mange år. Utilfreds med mine bryster, med min mave, med mine lår. Jeg var utilfreds med, hvad utilfredsheden gjorde ved mit selvværd, og min smil (giver det mening?). Så jeg besluttede at nok skulle være nok. Jeg begyndte lære mig selv, at tænke anderledes. Tænke mere positivt. Det lyder som om, at det var noget jeg gjorde fra den ene dag til den anden, men det var det langt fra. Det handler om små skridt. Så for at hjælpe dig på vej, har jeg valgt at dele fem af de skridt der hjalp mig på vejen.

  1. Jeg smed ordene skal og bør i skraldespanden. Vi har tendens til at læne os op af, hvordan vi tror, at vi skal og bør være, og det er ikke kun i forhold til udseende. Hvis jeg står i en situation, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af skal og bør, bliver påvirket i en retning af hvordan jeg burde reagere/gøre/se ud, så modargumenterer jeg altid mig selv med ordene “der er ikke noget du skal eller bør”. Det hjælper.
  2. Jeg kiggede mig selv i spejlet, meget. Accept handler om at se det i øjnene man er bange for. Jeg har derfor brugt rigtig mange timer foran spejlet. Stående, siddende, næsten liggende for at udforske min krop, for at lære den at kende. Jeg ærgrer mig sådan over, at jeg ikke kan stå på hovedet, for så havde jeg sikkert også stået sådan for at se, hvordan min krop arter sig.
  3. Jeg lærte at mærke efter. Kroppen sender dig millioner af signaler. Den fortæller dig når du er sulten, mæt, nervøs, glad. Den kan endda reagerer på dine følelser. Derfor lærte jeg mig selv at mærke efter. Mærke efter hvordan min krop reagerer i forskellige situationer. Er jeg presset kan jeg mærke det på min appetit. Har jeg glemt mine måltider bliver den oppustet. Når jeg vågner om morgenen er den flad. Når jeg går i seng om aftenen er den blødere. Det er alt sammen helt naturligt.
  4. Jeg lærte at lytte til min krop. I lang tid havde jeg svært ved at acceptere, at min mave larmer meget. Det irriterede mig, og gjorde jeg var træt af min mave. Den larmer ikke kun når jeg er sulten, den arbejder også meget i løbet af dagen, og larmer der. Hvilket er helt normalt. Den producerer luft og fordøjer og det larmer, men det er helt naturligt. Fordøjelsen er ingen let proces, det lærte jeg ned til mindste detalje under min uddannelse. Så det er ikke underligt at den giver lyde fra sig.
  5. Jeg accepterede, at jeg er rigtig glad for mad, og ikke så glad for mavebøjninger. Nu er det ikke fordi, at jeg skal skrive det som om, at du kan punkttræne din mave, den sang er vidst sunget. Men jeg er bare rigtig glad for mad, og chokolade. Jeg har ikke lyst til at ligge det arbejde i det, som det kræver, at få en sixpack, eller en krop der står kniv skarpt. Selv hvis jeg lagde det arbejde i det som det krævede, så ved jeg, at jeg ikke ville være så glad indeni. Jeg ville ikke være afslappet. Jeg ville ligge låg på mig selv og mit chokoladehjerte, og det er det ikke værd for mig.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Er jeg et dårligt menneske fordi min mave deller?

16830542_10210618775082346_920405292_nHer er jeg. Glad. Afslappet. Sund. Jeg havde forleden en kostvejledning hvor emnet faldt på deller. Ikke et atypisk emne i forhold til de kostvejledninger jeg har, da rigtig mange har svært ved at acceptere, at maven altså folder når man sidder ned. Men det gør den, også på en sund krop. På en veltrænet krop. På en glad krop. Deller er ikke noget fanden har skabt, det er noget naturen har skabt. Kroppen består primært at fedt og muskler. Fedt er noget blævret noget, så det ville da se mærkeligt ud, hvis den stod knivskarpt hele tiden. Det ville da være mærkeligt, hvis dens udseende ikke ændrede sig i takt med dine bevægelser.

Alligevel får jeg rigtig tit henvendelser om, at mange ser sig selv som dårligere mennesker når de kigger på deres mavedelle. Jeg har mest af alt lyst til at råbe og skrige. Ikke af dem. Jeg ved egentlig ikke rigtig af hvad. Af idealet tror jeg. Det ideal der planter tanker i unge pigers hoveder om, at man er et dårligt menneske når man har deller. Guess what, så er jeg et dårligt menneske.

Det næsten altid mavedellen samtalen drejes over på. Hvilket egentlig giver god mening. Mavens udseende ændrer sig markant fra vi står op til vi går i seng. Den kan være flad det ene øjeblik, oppustet det næste. Det er da om noget forvirrende. Det er i den alt magien sker. Når vi spiser kan vi mærke reaktioner i maven. Fordøjelsen spiller os et puds. Producerer luft. Udspiller vores maver. Giver os en følelse af, at vi har taget på. Bukserne strammer mere end imorges. Tankerne begynder at flyve. I stedet for at acceptere, at det er en naturlig del af kroppens daglige procedure, går tankerne straks på vægttab, træning og sukkerfri fra imorgen af. Morgenen efter er maven normal igen. Lige indtil du begynder at spise, og hele mekanikken går igang igen. Men ro på. Det helt normalt, venlig hilsen den kliniske diætist.

Det er helt normalt at maven arbejder i løbet af dagen. At tarmene producerer luft og udspiler din mave. Det er helt normalt at din mave deller når du sidder ned. Det er helt normalt at du ser en dobbelthage når du åbner snapchat, og kameraet er på selfie-mode. Der er absolut intet af det her der er unormalt. Det gør dig ikke til et dårligere menneske. Vi har alle sammen deller, det er bare ikke alle der har lyst til at dele dem med dig på de sociale medier. Husk på det.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her