Jeg trækker stikket

19048341_10211640274099183_652257444_oOg nej, det er ikke bare en af de der fængende overskrifter for at trække læsere til. For jeg har valgt at trække stikket. Det har jeg brug for. Min hverdag for tiden rummer fire arbejde, som jeg hvert og et holder utrolig meget af. Jeg har vendt og drejet hvilke jeg skulle prioritere. Fordele og ulemper har haft slagsmål i mit hoved. Jeg har presset mig selv, lidt for lang tid. Og så har jeg på det seneste fået spørgsmålet “Hvordan kan du få det hele til at hænge sammen” alt for meget, og af alt for mange forskellige mennesker. Og hvor meget jeg end gerne ville kunne presse citronen mere, så kan jeg mærke, at den er tømt for saft (sikke et udtryk, i ved nok hvad jeg mener).

Jeg ved også godt, at jeg i mit sidste indlæg gav udtryk for, at ballonen var fyldt med luft, og at energien til at blogge ingen ende ville tage, men luften er stille og rolig sivet ud, og energien er fraværende. Energien, men til dels også lysten lige for tiden. Jeg føler ikke for at skrive indlæg. Føler ikke for at dele min hverdag på samme måde længere. Jeg har brug for at trække stikket, og være mig. Uden filter. Uden personlige indlæg. Uden snap, instagram, sideanvisninger og facebookopslag.

Samtidig føler jeg heller ikke, at efter 3,5 år med bloggen, at jeg bare kan lukke den ned. Jeg føler heller ikke, at jeg kan blive tavs fra den ene dag til den anden, uden at fortælle hvorfor. Jeg har/har haft de mest fantastiske læsere og følgere på de sociale medier. Jeg synes det har været en fantastisk rejse, og det har været sjovt at se bloggens udvikling – og alt det havde ikke været det samme uden jer. Det har været sjovt at kunne kalde sig for blogger. Det er formegentlig også noget jeg til tider vil komme til at savne. Jeg vil derfor heller ikke love, at bloggen ikke engang kan blomstre op igen. Men følelsen i maven lige nu er der bare ikke. Det betyder også at det her indlæg vil blive mit sidste i en del rum tid – måske det sidste sidste, det ved jeg ikke endnu. Jeg lukker ikke for bloggen, for jeg ved mange stadig bruger opskrifter herfra. Måske endda læser et gammelt indlæg eller to om selvkærlighed og accept. Det i hvert fald mit ønske fortsat at lade den inspirere.

Jeg ved ikke rigtig, om der er en rigtig eller forkert måde at slutte sådan et indlæg af på. “Tak for denne gang”, “Vi skrives ved, måske”. Så jeg tror blot jeg vil slutte af med at sige tak til jer, fordi i har fundet det interessant at følge med. Fordi i har været min største inspirationskilde. Fordi i har givet mig den sødeste feedback (jeg husker ikke jeg har fået en eneste hate-mail). Så tak, bloggen havde ikke været det samme uden jer. Men nu, er det tid til at trække stikket.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Derfor

18901540_10211586519475351_1194544943_oIgår fik jeg en besked på instagram. En besked fra en pige, der minder om størstedelen af de beskeder jeg får. Hun skrev at jeg gjorde en forskel for hende. Hun skrev, at hun var begyndt at acceptere sin krop. Hun skrev, at jeg havde hjulpet hende. At få sådan en besked er ubeskrivelig. Det betyder alverden for mig, og det er grunden til jeg fortsætter. Til pigen, hvis du læser med, jeg kom ved et uheld til at ignorere beskeden, så den forsvandt fra min indbakke (en klassisk antiblogger failure, beklager). Det var ikke fordi jeg ikke ville svare, for det ville jeg. Jeg ville skrive hvor glad dine ord gør mig, hvor meget de betyder for min lyst til at fortsætte. Så tak. Selvom jeg ikke fik skrevet det til dig. Tak fordi du tog modet til dig og skrev til mig. Ligesom jeg vil sige tak til alle andre der skriver søde beskeder om, hvilken forskel jeg er med til at gøre. Det er fantastisk at læse, tak.

Og derfor bliver jeg ved. Bliver ved med at skrive side op og side ned, om at lære at elske sig selv. Bliver ved med at poste billeder af mig selv, fortælle min historie, fortælle hvordan jeg har gjort, hvor svært jeg har haft det, hvor glad jeg er nu. Selvom nogle måske tænker, at jeg har en misundelsesværdig krop (hvor jeg hader at skrive det), og ikke kan tillade mig at skrive som jeg gør og mener jeg udstiller mig forkert på de sociale medier (hvilket jeg også har fået smidt i hovedet et par gange efterhånden, senest i fredags) ja så bliver jeg ved. Fordi jeg mener, at mit budskab er vigtigere end hvad nogle måske tænker om min krop, og min måde at udstille den på. Jeg kan ikke se hvorfor mit udseende og min krop, skal stå i vejen for det budskab jeg forsøger at sprede. Jeg har været 10 kilo tyndere end jeg er idag, men jeg var ikke glad. Så JA det kan godt være, at jeg ikke er tyk, men til gengæld har jeg lært, at det ikke kun er overvægtige der har kropskomplekser. Jeg har igennem årene pakket mig en tung rygsæk med, både personlig og faglig, erfaring om, at det ikke kun er tal, centimeter og spejlbilleder der betyder noget for selvværdet. Det er den erfaring og min historie, jeg deler. Det er det eneste eksempel jeg har, og hvad skulle jeg ellers bruge. Det er det mest ægte og naturlige jeg har til at støtte op om mit budskab. Jeg har lært at alle kan være uvenner med deres kroppe, ligesom alle kan lære at elske den. Og det er dét budskab jeg kæmper for at bryde igennem med. For uanset størrelse eller form, så er du helt almindelig og det er helt perfekt. Så igen TAK for alle jeres søde beskeder, de bliver læst og værdsat hver og en.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Bag om Sunderehverdag

18742449_10211518462693974_1744179540_o

  1. Jeg bor på Frederiksberg, men kommer oprindeligt fra Jægerspris. Jeg elsker at bo i byen, men elsker også landet helt ind til knoglerne, og jeg er stadig i indre krig med mig selv om hvor jeg skal ende henne.
  2. Jeg har haft vaskebjørne som kæledyr. Men altså, har også haft katte, marsvin og andre normale dyr.
  3. Jeg har tre forældre, min mor, min far og min bonusfar. Alle tre har været der så længe jeg kan huske.
  4. Jeg har altid en hårelastik om håndledet hvis du skulle mangle.
  5. Jeg kan ikke leve uden håndcreme og læbepromade. Det lige før jeg hellere vil komme for sent til noget, men så i hvert fald være sikker på at have pakket begge ting ned.
  6. Jeg hader at indrømme, at jeg egentlig synes reality er ok underholdning.
  7. Apropos tv, og serier, så begyndte jeg at tale Norsk til mig selv, altså inde i mit hoved, efter at have set for meget SKAM. Sig mig, er jeg den eneste der gør det?
  8. Min største frygt er brand og ild.
  9. Jeg fik mit første kælenavn som 25 årig. Jeg har altid været misundelig på dem der havde et kælenavn i folkeskolen, og har altid gerne ville have et. Nu bliver jeg kaldt gubi på mit arbejde. På grund af mine kinder.
  10. Jeg har en stor frygt for at prøve det gyldne tårn, og jeg har ikke tal på, hvor mange der har prøvet at få mig med derop. Venter stadig på den person der kan få mig overtalt, tror ikke han/hun findes.
  11. Jeg snakker meget med mig selv. Kan umuligt være alene om det punkt. Nogle gange giver ting bare mere mening når de lige genfortælles, højt, for sig selv.
  12. Jeg suttede på tommelfinger til jeg var 10.
  13. Jeg har haft en navlepiercing som jeg tog ud efter et par år. Fortrød det et par dage efter, så maste en ny piercing igennem det sammengroede hul. Det kan ikke anbefales. Beundrede min navlepiercing i sådan cirka en uge, inden jeg igen tog den ud. Har ikke haft den i siden.
  14. Jeg har haft silikonebryster.
  15. Jeg er morgenmenneske, som i at når jeg sover længe bliver kl. 8.30-agtig. Normen er nok at vågne mellem kl. 5-7.
  16. Mine to yndlingsord er agtigt og træls.
  17. Jeg er ikke fra Jylland, selvom jeg ofte bliver spurgt om det.
  18. Jeg hader at blive rørt mellem mine tæer. Sparker ud efter dig hvis du prøver at røre der, så er det sagt.
  19. Jeg savner tit og ofte min Nokia 3310.
  20. Jeg elsker mit arbejde, men er sgu lidt træt af at rende rundt i træningstøj 24-7 #tightslifeftw

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Status pt.

18685551_10211498941125947_2139104770_n-2Status lige nu er, at jeg sidder i min seng med bloggen fremme for første gang i en uge, eller lignende. Jeg har lige været i bad, for første gang i flere dage. Vores køkken herhjemme ligner lort, fordi der er ved at blive renoveret, og gjort klar til et altanprojekt som måske, måske ikke, bliver sat igang i juni. Status er, at jeg den sidste uge har levet af brød med kylling, hytteost og ketchup, eller bagels, fordi jeg ikke har kunne lave mad. Det er første gang jeg kan se mit gulv i flere dage. Fordi rod avler rod, og bund ærligt, så har jeg sgu ikke gidet at prioritere tøjvask. Jeg har semi hjertebanken fordi jeg ikke føler mig hjemme når der er så rodet og beskidt. Semi hjertebanken over, ikke at have blogget i lang tid. Det er ikke lysten der er forsvundet, eller inspirationen, men tiden og overskuddet. Helt konkret er der forsvundet 12 timer af min fritid, som nu er blevet til arbejde. Det er noget jeg selv har valgt, og det er helt okay, jeg skal bare lige vænne mig til det. Jeg skal bare lige lære at administrere min tid. Men det er derfor jeg har været (læs: er) stille her på bloggen. Det er fordi der er gået ny hverdag i den. En ny hverdag som jeg lige skal indpasse, tygge på, lade op til og vænne mig til. Det er mere end helt okay, for uanset hvor meget jeg gerne ville se mig selv som værende Wonderwoman, så har jeg indset, at det er jeg ikke (skuffende, men sandt). Jeg har ikke superkræfter eller flere timer i døgnet end alle andre. Jeg er et menneske der bliver presset. Presset når mit hjem ikke spiller. Presset når jeg skal lære nye rutiner for min hverdag. Presset, men ikke stresset. Jeg har lært mine tegn på stress, og jeg er ikke bange for at nå derud, ikke denne gang. Fordi jeg mærker efter, og giver tid til mig selv. Fordi jeg står op til en hverdag jeg er glad for, og spændt på. Fordi jeg har mennesker der får mig til at smile i min hverdag, hver dag. Det er saftsusme vigtigt. Og det ville jeg egentlig bare lige huske dig på. Dig som måske også har fået nyt arbejde. Dig som måske også står med et halvfærdigt renoveringsprojekt derhjemme. Dig som måske også har en snært af dårlig samvittighed over noget du nedprioriterer pt. Det er helt okay. Du er kun et menneske, ligesom os andre, ligesom mig. Der findes ikke superhelte, så lad hver med at tro, at du er en. Du er helt almindelig, og det er helt okay, mere end okay fakstisk, det er helt perfekt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Du er en diamant

18472637_10211391372316794_1908413411_oSagde han til mig. En af mine bedste venner. Da jeg havde et mindre nervesammenbrud, og fortvivlende og forvirrende, fortalte ham, om mine “drengeproblemer”. Hans ord fik mig til at falde ned. Drengeproblemer er sat i “-tegn, fordi jeg jo egentlig ikke rigtig har nogle. Men indimellem kommer ensomheden op, og så skal den ud på en eller anden måde, og det kom den, i stride strømme, udover min ven, i telefonen. Han tog det pænt. Grinte mest bare af mig, når jeg fortalte ham om mine ensomme tanker. Jeg er ikke en pige der går op i titler, går op i hvad mænd tænker om mig når jeg ses med dem, jeg laver ikke om på mig selv når der er en jeg er glad for, jeg går ikke og venter i timer på han skal skrive først – alt det har jeg allerede skrevet om lige her, og det ved han godt. Derfor grinte han, og kaldte mig kær. Det ikke kært. Det pige-pige-agtig, og det ligner mig ikke. Og hvorfor jeg pludselig blev så pige-pige, det ved jeg ikke. Måske tog søndags-single-ensomheden bare over, kender i det?

I hvert fald fik hans ord mig til at slappe mere af. Det fik mig til at komme tilbage på sporet af mit singleliv, som jeg jo egentlig holder rigtig meget af – med undtagelse af de ensomme søndage. Alt det der singlehalløj, har jeg også allerede skrevet om lige her. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden mine tætte venner, de er mine klipper når ting er svære, og nogle gange er det virkelig noget helt andet, at vende verdenssituationen med en god ven, fremfor en veninde. Især når det handler om mænd. De ser det bare fra en anden vinkel, og den vinkel kan jeg godt lige, for den vinkel er ærlig. Og så kommer de bare nogle gange med nogle guldkorn, som at sige, at du er en diamant. Jeg fik virkelig en ro i maven. For ja, det er jeg. Og det er du også. Vi er alle diamanter, med forskellige former. Diamanter findes i et utal af former og flader. Akkurat som os mennesker. Diamanter er værdifulde, smukke, unikke og højt værdsat. Akkurat som os mennesker. Så hvis der ikke er nogen der har fortalt dig det endnu, så skal du vide, du er en diamant. Du er værdifuld. Du er smuk. Du er unik og du er højt værdsat. Præcis fordi du er dig.

Older posts