Bag om Sunderehverdag

18742449_10211518462693974_1744179540_o

  1. Jeg bor på Frederiksberg, men kommer oprindeligt fra Jægerspris. Jeg elsker at bo i byen, men elsker også landet helt ind til knoglerne, og jeg er stadig i indre krig med mig selv om hvor jeg skal ende henne.
  2. Jeg har haft vaskebjørne som kæledyr. Men altså, har også haft katte, marsvin og andre normale dyr.
  3. Jeg har tre forældre, min mor, min far og min bonusfar. Alle tre har været der så længe jeg kan huske.
  4. Jeg har altid en hårelastik om håndledet hvis du skulle mangle.
  5. Jeg kan ikke leve uden håndcreme og læbepromade. Det lige før jeg hellere vil komme for sent til noget, men så i hvert fald være sikker på at have pakket begge ting ned.
  6. Jeg hader at indrømme, at jeg egentlig synes reality er ok underholdning.
  7. Apropos tv, og serier, så begyndte jeg at tale Norsk til mig selv, altså inde i mit hoved, efter at have set for meget SKAM. Sig mig, er jeg den eneste der gør det?
  8. Min største frygt er brand og ild.
  9. Jeg fik mit første kælenavn som 25 årig. Jeg har altid været misundelig på dem der havde et kælenavn i folkeskolen, og har altid gerne ville have et. Nu bliver jeg kaldt gubi på mit arbejde. På grund af mine kinder.
  10. Jeg har en stor frygt for at prøve det gyldne tårn, og jeg har ikke tal på, hvor mange der har prøvet at få mig med derop. Venter stadig på den person der kan få mig overtalt, tror ikke han/hun findes.
  11. Jeg snakker meget med mig selv. Kan umuligt være alene om det punkt. Nogle gange giver ting bare mere mening når de lige genfortælles, højt, for sig selv.
  12. Jeg suttede på tommelfinger til jeg var 10.
  13. Jeg har haft en navlepiercing som jeg tog ud efter et par år. Fortrød det et par dage efter, så maste en ny piercing igennem det sammengroede hul. Det kan ikke anbefales. Beundrede min navlepiercing i sådan cirka en uge, inden jeg igen tog den ud. Har ikke haft den i siden.
  14. Jeg har haft silikonebryster.
  15. Jeg er morgenmenneske, som i at når jeg sover længe bliver kl. 8.30-agtig. Normen er nok at vågne mellem kl. 5-7.
  16. Mine to yndlingsord er agtigt og træls.
  17. Jeg er ikke fra Jylland, selvom jeg ofte bliver spurgt om det.
  18. Jeg hader at blive rørt mellem mine tæer. Sparker ud efter dig hvis du prøver at røre der, så er det sagt.
  19. Jeg savner tit og ofte min Nokia 3310.
  20. Jeg elsker mit arbejde, men er sgu lidt træt af at rende rundt i træningstøj 24-7 #tightslifeftw

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Status pt.

18685551_10211498941125947_2139104770_n-2Status lige nu er, at jeg sidder i min seng med bloggen fremme for første gang i en uge, eller lignende. Jeg har lige været i bad, for første gang i flere dage. Vores køkken herhjemme ligner lort, fordi der er ved at blive renoveret, og gjort klar til et altanprojekt som måske, måske ikke, bliver sat igang i juni. Status er, at jeg den sidste uge har levet af brød med kylling, hytteost og ketchup, eller bagels, fordi jeg ikke har kunne lave mad. Det er første gang jeg kan se mit gulv i flere dage. Fordi rod avler rod, og bund ærligt, så har jeg sgu ikke gidet at prioritere tøjvask. Jeg har semi hjertebanken fordi jeg ikke føler mig hjemme når der er så rodet og beskidt. Semi hjertebanken over, ikke at have blogget i lang tid. Det er ikke lysten der er forsvundet, eller inspirationen, men tiden og overskuddet. Helt konkret er der forsvundet 12 timer af min fritid, som nu er blevet til arbejde. Det er noget jeg selv har valgt, og det er helt okay, jeg skal bare lige vænne mig til det. Jeg skal bare lige lære at administrere min tid. Men det er derfor jeg har været (læs: er) stille her på bloggen. Det er fordi der er gået ny hverdag i den. En ny hverdag som jeg lige skal indpasse, tygge på, lade op til og vænne mig til. Det er mere end helt okay, for uanset hvor meget jeg gerne ville se mig selv som værende Wonderwoman, så har jeg indset, at det er jeg ikke (skuffende, men sandt). Jeg har ikke superkræfter eller flere timer i døgnet end alle andre. Jeg er et menneske der bliver presset. Presset når mit hjem ikke spiller. Presset når jeg skal lære nye rutiner for min hverdag. Presset, men ikke stresset. Jeg har lært mine tegn på stress, og jeg er ikke bange for at nå derud, ikke denne gang. Fordi jeg mærker efter, og giver tid til mig selv. Fordi jeg står op til en hverdag jeg er glad for, og spændt på. Fordi jeg har mennesker der får mig til at smile i min hverdag, hver dag. Det er saftsusme vigtigt. Og det ville jeg egentlig bare lige huske dig på. Dig som måske også har fået nyt arbejde. Dig som måske også står med et halvfærdigt renoveringsprojekt derhjemme. Dig som måske også har en snært af dårlig samvittighed over noget du nedprioriterer pt. Det er helt okay. Du er kun et menneske, ligesom os andre, ligesom mig. Der findes ikke superhelte, så lad hver med at tro, at du er en. Du er helt almindelig, og det er helt okay, mere end okay fakstisk, det er helt perfekt.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Du er en diamant

18472637_10211391372316794_1908413411_oSagde han til mig. En af mine bedste venner. Da jeg havde et mindre nervesammenbrud, og fortvivlende og forvirrende, fortalte ham, om mine “drengeproblemer”. Hans ord fik mig til at falde ned. Drengeproblemer er sat i “-tegn, fordi jeg jo egentlig ikke rigtig har nogle. Men indimellem kommer ensomheden op, og så skal den ud på en eller anden måde, og det kom den, i stride strømme, udover min ven, i telefonen. Han tog det pænt. Grinte mest bare af mig, når jeg fortalte ham om mine ensomme tanker. Jeg er ikke en pige der går op i titler, går op i hvad mænd tænker om mig når jeg ses med dem, jeg laver ikke om på mig selv når der er en jeg er glad for, jeg går ikke og venter i timer på han skal skrive først – alt det har jeg allerede skrevet om lige her, og det ved han godt. Derfor grinte han, og kaldte mig kær. Det ikke kært. Det pige-pige-agtig, og det ligner mig ikke. Og hvorfor jeg pludselig blev så pige-pige, det ved jeg ikke. Måske tog søndags-single-ensomheden bare over, kender i det?

I hvert fald fik hans ord mig til at slappe mere af. Det fik mig til at komme tilbage på sporet af mit singleliv, som jeg jo egentlig holder rigtig meget af – med undtagelse af de ensomme søndage. Alt det der singlehalløj, har jeg også allerede skrevet om lige her. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden mine tætte venner, de er mine klipper når ting er svære, og nogle gange er det virkelig noget helt andet, at vende verdenssituationen med en god ven, fremfor en veninde. Især når det handler om mænd. De ser det bare fra en anden vinkel, og den vinkel kan jeg godt lige, for den vinkel er ærlig. Og så kommer de bare nogle gange med nogle guldkorn, som at sige, at du er en diamant. Jeg fik virkelig en ro i maven. For ja, det er jeg. Og det er du også. Vi er alle diamanter, med forskellige former. Diamanter findes i et utal af former og flader. Akkurat som os mennesker. Diamanter er værdifulde, smukke, unikke og højt værdsat. Akkurat som os mennesker. Så hvis der ikke er nogen der har fortalt dig det endnu, så skal du vide, du er en diamant. Du er værdifuld. Du er smuk. Du er unik og du er højt værdsat. Præcis fordi du er dig.

Et had-kærligheds-forhold

thumbnail_image1Når noget føles lidt som om, at jeg ikke kan leve uden, men også til tider, har rigtig svært ved at leve med det. Måske mest fordi, jeg til tider bliver irriteret over hvor meget det fylder. Hvor opslugt jeg kan blive af det. Hvilken tidsrøver det er. Det er de sociale medier jeg prøver at beskrive her. De sociale medier, min telefon, og min computer.

Jeg har mange grunde til at elske de sociale medier. Det er min måde at kommunikere på. Kommunikere mine budskaber i mine indlæg ud til mange mennesker. Det er fantastisk til at følge med hos folk. Hvad sker i dit liv lige nu og her. Det næsten som at være der selv. Men jeg vil da egentlig hellere være der selv – i de fleste tilfælde i hvert fald. Det er en skøn måde at kunne være sammen på, selvom man er flere hundrede kilometer fra hinanden, eller måske bare fem kilometer. Jeg elsker min telefon, fordi den giver mig mulighed for at have lange samtaler med mine venner, når det er svært at finde tid til at ses. Jeg elsker min telefon, fordi den kan sørge for selskab og kommunikation når jeg føler mig alene. Jeg elsker instagram fordi det er en nem måde at komme ud med et budskab på. Jeg elsker snapchat fordi det er sjovt og mine venner altid får mig til at grine på det.

Jeg har også mange grunde til at hade de sociale medier – eller det de er blevet til. Jeg hader de sociale medier, fordi alt nemt kan misforstås, og bliver misforstået. Jeg hader de sociale medier, fordi de ligger et pres, et pres på at komme ud til så mange mennesker som muligt. Jeg hader at de sociale medier giver mig ondt i maven, når jeg ikke har været online eller på i et par dage. Jeg hader min telefon, fordi jeg er afhængig af den. Jeg elsker at sætte den på fly tilstand og fortæller mig selv, at så er jeg heller ikke vigtigere end at hvis nogen vil have fat i dig kan det sagtens vente. Men så kommer presset snigende, der er en forventning til os idag, om at vi altid er til rådighed, den forventning hader jeg, og fjerner flytilstand igen.

En af de ting jeg sætter allermest pris på i livet er, at leve i nuet. Nyde det jeg laver uanset hvad det er. Mærke at jeg er til stede. Det kan jeg ikke altid med den skide telefon, og de sociale medier der plimmer løs. Jeg bliver presset af dem, og på den anden side vokser jeg af dem. De gør mig glade helt ned i maven, når jeg kan se jeg kan gøre en forskel på dem. I kan nok høre, at det er et ambivalent forhold jeg har til de sociale medier. De er en del af mit arbejde som blogger, samtidig blogger jeg af lyst, og ikke af press. Det hænger ikke rigtig sammen, og alligevel gør det. Det vigtigste for mig er derfor at arbejde med at være offline. Arbejde med at det er okay, at være offline. For det er sundt for mig. Det er sundt for alle tror jeg. Sundt at sætte telefonen på flytilstand. Ligge den væk når man er sammen med andre. Fortælle sig selv, at så er man heller ikke vigtigere.

Jeg kan huske, at jeg engang har fået af vide, at hvis man er sammen med nogen, så er det uhøfligt at have sin telefonen fremme. Selvom den ligger på bordet med skærmen nedad, så er den der stadig – klar til at stjæle fokus ved den velkendte lyd af en sms tikke ind. Jeg er fortaler for, at der ikke er noget man burde her i livet, men alligevel kan man jo overveje om den telefon bør ligge indenfor rækkevidde når man er sammen med andre. For let’s face it, vi er afhængige, og det er så møghamrende nemt for den at tage din opmærksomhed. Og jeg tror først vi kan leve rigtig i nuet, når vi lærer at slukke for den telefon. Lade hver med at tjekke de sociale medier konstance – der er sgu alligevel nok ikke sket noget på de sidste fem minutter, som ikke kan vente til senere. Eller hvad?….

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg drømmer om

18339433_120332000650008304_218257801_oAt bryde idealet

Fred i verden.

At blive diætist hos LMS.

En at holde om om søndagen, og resten af ugen.

En nude neglelak der ikke skal ligges på af 3-4 omgange for at dække ordenligt.

En M&M’s pose der aldrig bliver tom.

At mænd stopper med at fucke med mine veninders hjerter. Eller bare at kvinder og mænd dropper det skide spil, som ødelægger manges hjerter.

Et indbygget kamera i mine øjne, så jeg kan tage billeder når jeg blinker (det legede jeg at jeg havde som lille). Så kunne jeg gemme unikke øjeblikke i hukommelsen og se dem fra præcis den vinkel de opleves igen og igen.

En klatrevæg i mit fitness center. Er ved at undersøge et klatrenet, se det kunne være fedt!

At stress, angst og depression forsvandt.

At være barn igen og at alt er ukompliceret.

At hele min familie boede i samme by. Kun så jeg kunne besøge dem alle sammen ligeså ofte som jeg egentlig gerne ville.

En tryllekaffekop som fyldte sig selv op.

Flere weekender i ugen.

En større blære (fra gymnasiet til mit arbejde idag, har jeg altid været “hende med den lille blære”).

Det ikke så tit jeg drømmer. Ret ofte er jeg egentlig bare glad for at være hvor jeg er og hvem jeg er. Nogle gange drømmer jeg stort og urealistisk, andre gange er det de små ting der kunne være rare i nuet jeg drømmer om. Jeg tror det er sundt at drømme sig langt væk, for du bliver altid taget tilbage til hvor du er, og lærer at værdsætte det du har. For eksempel tror jeg egentlig ikke rigtig jeg drømmer om flere weekender i ugen. Det kunne være rart i starten. Men også ekstremt kedeligt at holde fri hele tiden. Nogle gange tror jeg egentlig bare man drømmer lidt om det man ikke har.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Older posts