Et had-kærligheds-forhold

thumbnail_image1Når noget føles lidt som om, at jeg ikke kan leve uden, men også til tider, har rigtig svært ved at leve med det. Måske mest fordi, jeg til tider bliver irriteret over hvor meget det fylder. Hvor opslugt jeg kan blive af det. Hvilken tidsrøver det er. Det er de sociale medier jeg prøver at beskrive her. De sociale medier, min telefon, og min computer.

Jeg har mange grunde til at elske de sociale medier. Det er min måde at kommunikere på. Kommunikere mine budskaber i mine indlæg ud til mange mennesker. Det er fantastisk til at følge med hos folk. Hvad sker i dit liv lige nu og her. Det næsten som at være der selv. Men jeg vil da egentlig hellere være der selv – i de fleste tilfælde i hvert fald. Det er en skøn måde at kunne være sammen på, selvom man er flere hundrede kilometer fra hinanden, eller måske bare fem kilometer. Jeg elsker min telefon, fordi den giver mig mulighed for at have lange samtaler med mine venner, når det er svært at finde tid til at ses. Jeg elsker min telefon, fordi den kan sørge for selskab og kommunikation når jeg føler mig alene. Jeg elsker instagram fordi det er en nem måde at komme ud med et budskab på. Jeg elsker snapchat fordi det er sjovt og mine venner altid får mig til at grine på det.

Jeg har også mange grunde til at hade de sociale medier – eller det de er blevet til. Jeg hader de sociale medier, fordi alt nemt kan misforstås, og bliver misforstået. Jeg hader de sociale medier, fordi de ligger et pres, et pres på at komme ud til så mange mennesker som muligt. Jeg hader at de sociale medier giver mig ondt i maven, når jeg ikke har været online eller på i et par dage. Jeg hader min telefon, fordi jeg er afhængig af den. Jeg elsker at sætte den på fly tilstand og fortæller mig selv, at så er jeg heller ikke vigtigere end at hvis nogen vil have fat i dig kan det sagtens vente. Men så kommer presset snigende, der er en forventning til os idag, om at vi altid er til rådighed, den forventning hader jeg, og fjerner flytilstand igen.

En af de ting jeg sætter allermest pris på i livet er, at leve i nuet. Nyde det jeg laver uanset hvad det er. Mærke at jeg er til stede. Det kan jeg ikke altid med den skide telefon, og de sociale medier der plimmer løs. Jeg bliver presset af dem, og på den anden side vokser jeg af dem. De gør mig glade helt ned i maven, når jeg kan se jeg kan gøre en forskel på dem. I kan nok høre, at det er et ambivalent forhold jeg har til de sociale medier. De er en del af mit arbejde som blogger, samtidig blogger jeg af lyst, og ikke af press. Det hænger ikke rigtig sammen, og alligevel gør det. Det vigtigste for mig er derfor at arbejde med at være offline. Arbejde med at det er okay, at være offline. For det er sundt for mig. Det er sundt for alle tror jeg. Sundt at sætte telefonen på flytilstand. Ligge den væk når man er sammen med andre. Fortælle sig selv, at så er man heller ikke vigtigere.

Jeg kan huske, at jeg engang har fået af vide, at hvis man er sammen med nogen, så er det uhøfligt at have sin telefonen fremme. Selvom den ligger på bordet med skærmen nedad, så er den der stadig – klar til at stjæle fokus ved den velkendte lyd af en sms tikke ind. Jeg er fortaler for, at der ikke er noget man burde her i livet, men alligevel kan man jo overveje om den telefon bør ligge indenfor rækkevidde når man er sammen med andre. For let’s face it, vi er afhængige, og det er så møghamrende nemt for den at tage din opmærksomhed. Og jeg tror først vi kan leve rigtig i nuet, når vi lærer at slukke for den telefon. Lade hver med at tjekke de sociale medier konstance – der er sgu alligevel nok ikke sket noget på de sidste fem minutter, som ikke kan vente til senere. Eller hvad?….

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Jeg drømmer om

18339433_120332000650008304_218257801_oAt bryde idealet

Fred i verden.

At blive diætist hos LMS.

En at holde om om søndagen, og resten af ugen.

En nude neglelak der ikke skal ligges på af 3-4 omgange for at dække ordenligt.

En M&M’s pose der aldrig bliver tom.

At mænd stopper med at fucke med mine veninders hjerter. Eller bare at kvinder og mænd dropper det skide spil, som ødelægger manges hjerter.

Et indbygget kamera i mine øjne, så jeg kan tage billeder når jeg blinker (det legede jeg at jeg havde som lille). Så kunne jeg gemme unikke øjeblikke i hukommelsen og se dem fra præcis den vinkel de opleves igen og igen.

En klatrevæg i mit fitness center. Er ved at undersøge et klatrenet, se det kunne være fedt!

At stress, angst og depression forsvandt.

At være barn igen og at alt er ukompliceret.

At hele min familie boede i samme by. Kun så jeg kunne besøge dem alle sammen ligeså ofte som jeg egentlig gerne ville.

En tryllekaffekop som fyldte sig selv op.

Flere weekender i ugen.

En større blære (fra gymnasiet til mit arbejde idag, har jeg altid været “hende med den lille blære”).

Det ikke så tit jeg drømmer. Ret ofte er jeg egentlig bare glad for at være hvor jeg er og hvem jeg er. Nogle gange drømmer jeg stort og urealistisk, andre gange er det de små ting der kunne være rare i nuet jeg drømmer om. Jeg tror det er sundt at drømme sig langt væk, for du bliver altid taget tilbage til hvor du er, og lærer at værdsætte det du har. For eksempel tror jeg egentlig ikke rigtig jeg drømmer om flere weekender i ugen. Det kunne være rart i starten. Men også ekstremt kedeligt at holde fri hele tiden. Nogle gange tror jeg egentlig bare man drømmer lidt om det man ikke har.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Tak mor

18472283_10211391002667553_207924459_oJeg var meget i tvivl, om det her indlæg skulle have titlen tak mor, eller tillykke mor. Idag har min mors fødselsdag. Ovenikøbet er det også mors dag. Det betyder både tak og tillykke, og det betyder, at hun skal krammes, forkæles og kysses på hele dagen. Tak er mest af alt fordi hun er som hun er. Min mor er min klippe. Hun er den person der kender mig bedst. Hun kan læse mine tanker, nogle gange før jeg selv kan. Det skræmmende men sandt. Jeg tror der er mange der har den følelse af, at det forhold man har til sin mor er helt unikt, og det synes jeg er ret smukt. Mit forhold til min mor er i hvert fald helt unikt i mine øjne. Jeg har ikke samme forhold til nogen anden. Hun er min mor, og den måde hun er min mor på, er jeg hende meget taknemmelig for. Hun er nemlig sin egen, og hun forstår altid at tage den helt rigtige hat på, når vi snakker sammen. Hun har en psykolog-hat, den bruger hun de dage jeg ringer, og ikke kan finde hoved og hale i mit liv. Hun har en humor-hat, den tager hun tit på når hun er overtræt, og den griner vi meget af. Hun har en beskytter-hat, den tager hun på når jeg er ked af det. Hun har en lytte-hat, den tager hun på, sammen med sin tålmodigheds-hat, når jeg ringer for at læsse en masse lort af. Hun er meget tålmodig. Hun har vidst også en skæld-ud-hat, den har jeg bare ikke set så tit (englebarn, jeg pudser lige min glorie). Hun har mange hatte, og mange af dem kan jeg genkende i mig selv. Nogle af hattene tager jeg selv på overfor hende, når hun er frustreret, har brug for at læsse lort af eller er glad. Vi er meget ens, og det er jeg rigtig stolt af. Og så laver hun verdens beste fødselsdagskage. Så tak mor, fordi du er dig, og tillykke med både din fødselsdag og mors dag idag. Jeg elsker dig.18452789_10211391002787556_1502320203_o

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her

Den der følelse i maven

18362542_120332000665898468_109443869_oI kender den nok. Den følelse man får i maven, som på en eller anden måde bare får en til at smile. Den der følelse man får, når man har gjort noget i en god sags tjeneste. Jeg får den altid efter at have været på mit frivillige arbejde. Fordi jeg kan mærke jeg har gjort en forskel. I weekenden fik jeg den igen, efter at have været med til at støtte op om Røde Kors’ Smid tøjet løbet ved Langelinje. Der dukkede ikke så mange mennesker op til løbet som man have håbet, måske fordi det regnede, måske fordi mange tænker “Der er så mange der hjælper, de behøver ikke mit ekstra tøj”, måske fordi mange ikke kendte til det, vidste det var der. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, at følelsen af at have været med. At give noget tøj væk, og vide, at nogle andre vil få glæde af det. Var det hele værd. Regn og kulde blev overskygget af glæde, smil og overskud. Og jeg ved, at selvom du måske ikke var med, så er det ikke for sent at donere tøj. Gøre noget i en god sags tjeneste. Og jeg ved, at du vil blive rigtig glad bagefter. Alt frivilligt arbejde er nemlig lønnet, måske ikke med penge, men med den der følelse i maven bagefter, og det er i langt de fleste tilfælde mere værd end penge.

Hvis jeg kunne vælge frit fra alle hylder ville jeg

18254442_120332000533936550_816316246_nJeg tænker tit over hvad jeg gerne vil. Vil sådan i det hele taget. Hvad er meningen med Nadja Vienberg Hansens liv (okay, det blev måske lige spirituelt nok). Men forstå mig ret. Jeg har altid gerne ville gøre en forskel for folk, og igennem mine 25 år har jeg trods alt fundet ud af, at jeg ikke kan gøre alle glade. Trods alt. For det kan jeg ikke. Jeg har prøvet, men jeg endte med at glemme mig selv. Men hvad er det så jeg vil. Hvad er det jeg er god til. Hvad er det jeg drømmer om at udrette.

For nogle dage siden blev jeg spurgt til hvad jeg drømmer om at lave. Hvis jeg nu kunne vælge helt frit fra leveren, i de urealistiske baner og bare drømme. Det er ikke vandt for mig, at tænke i urealistiske baner, fandt jeg ud af. Jeg har svært ved at drømme mig langt væk i fremtiden, for jeg lever meget i nuet. Men jeg prøvede. Mit svar var, at jeg drømte om at bryde idealet, så alle rendte rundt og elskede sig selv. Jeg vil opfinde en trylledrik, som i Asterix og Obelix kan give enhver superkræfter nok til, at skide på hvad idealet fortæller dem. På sin vis er det urealistisk, for jeg ved godt, at jeg ikke kan skabe sådan en trylledrik, og jeg ved hvilken kamp det er for rigtig mange. Jeg ved heller ikke om det vil gøre nogen som helst gavn. For her kommer mit realistiske syn ind og blander sig, vi skal sgu nok finde noget andet at kæmpe med, selvom vi så alle havde sluttet fred med kropsidealet.

Så det jeg drømmer allermest om er nok, at få min virksomhed op at køre. Jeg drømmer om at holde foredrag. Jeg drømmer om at lære andre, at elske dem selv. Jeg drømmer om at komme ud med mit budskab til mange mennesker. Kramme unge piger og fortælle dem de er gode nok. Jeg drømmer om at skrive bøger. Jeg drømmer om at formidle. Jeg drømmer om at have et job, hvor jeg ikke ser det som et job. Jeg drømmer om at være med til at bryde det skide ideal. Men jeg føler også, jeg allerede er et godt stykke på vejen. Det var svært for mig at drømme mig væk fra de realistiske baner, men også sundt tror jeg. Nogle gange kan det blive lidt for højtideligt i mit hoved, også selvom der er plads til regnbuer og skøre tanker. Jeg tror også det er sundt at tænke langt frem. Drømme langt ud i fremtiden. Det skal jeg blive bedre til. Men lige nu drømmer jeg om at være lige præcis hvor jeg er nu. Med min hverdag. Min blog. Mit arbejde. Mine interesser. Mig selv.

Følg mig på Facebook, Instagram og Snapchat: nadjavienberg

Skærmbillede 2014-08-20 kl. 14.07.55

Jeg er startet op som selvstændig klinisk diætist, og er du interesseret i at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig? Så læs mere her